Bag om forskningen: Hvad er fattigdom?

Når personer eller befolkningsgrupper er truet på deres eksistens, fordi de sulter eller ikke kan skaffe sig husly eller tøj på kroppen, er de ramt af en livstruende fattigdom. Manglen på basale ressourcer truer deres sundhed og liv. Det anslås, at ca. hver sjette person i verden lever i en sådan fattigdom, heraf langt de fleste i Afrika og Asien.

Mens den livstruende fattigdom stadig præger den tredje verden, er fattigdommen ikke så forekommende i den vestlige verdens rige velfærdssamfund. Ulighed i adgang til ressourcer betyder ikke desto mindre, at der kan være stor forskel i levestandarden i disse lande. Selv om man ikke er fysisk truet på sin eksistens, kan man lide afsavn på en række andre områder. Når man fx på grund af lav indkomst og dårlige forbrugsmuligheder eller andre begrænsende faktorer, ikke kan deltage i hverdagslivet og i samfundet som hovedparten af andre borgere og ikke kan leve op til de gængse normer og forventninger, kan man i en vis forstand tale om, at man er fattig i forhold til sine omgivelser.

I Danmark findes der ikke en officiel fattigdomsgrænse. SFI benytter i sin undersøgelse Børnefattigdom i Danmark 2002-2006 flere forskellige mål, bl.a. OECD’s relative mål (50 pct. af medianindkomsten efter skat). Lidt forenklet siger det, at hvis man ikke har halvt så mange penge til rådighed som gennemsnittet af befolkningen, så er man fattig. Omsat til beløb svarer det til, at en enlig dansker i 2006 skulle tjene over 98.350 kr. årligt, for ikke at blive betegnet som fattig. Da det er billigere at bo flere sammen, er der taget højde for det, når man skal sætte grænsen for relativ fattigdom for en husstand med flere personer. For en familie på to voksne og to børn var grænsebeløbet i 2006 derfor 196.700 kr.

Problemer med at opgøre fattigdom

Så længe der er forskel på indkomsterne i et samfund, vil man i praksis altid kunne identificere en relativ fattigdomsgruppe. Og det er selvfølgelig det største kritikpunkt mod en relativ fattigdomsgrænse. For selv i et uhyre rigt samfund, vil der være nogen, der har mindre.

Det er generelt en række problemer forbundet med at måle fattigdom, og det kan være vanskeligt at sammenligne grader af fattigdom lande imellem. Den absolutte grænse for at kunne opretholde en eksistens vil være forskellig fra land til land afhængig af leveomkostninger og udgiftsniveauer.

En officiel og absolut fattigdomsgrænse ville kunne imødegå kritikken af det relative fattigdomsmål. En sådan grænse kan defineres objektivt ud fra, hvad man som minimum skal have af indkomst i et samfund for acceptabelt at kunne klare sig – altså ud fra en budgetlægning af minimumsudgifter til bolig, tøj, mad osv. USA har sådanne absolutte fattigdomsgrænser.

Leder af SFI-Campbell Mette Deding, som har forestået SFI’s undersøgelse af børnefattigdom i Danmark siger om fattigdomsmålene:

”Når vi opgør fattigdom, gør vi det ud fra et økonomisk mål – indkomst – som et udtryk for forbrugsmuligheder. I virkeligheden ville vi hellere opgøre det i forhold til flere økonomiske parametre, fx formue. Du kan jo godt have en rigtig lav indkomst, men en kæmpe formue. Men der findes bare ikke valide data for formuer. Det gør der til gengæld for indkomster. En anden måde er at måle afsavn. Det kræver en undersøgelse, hvor man spørger folk.”

Hun nævner i den forbindelse, at man jo godt kan være økonomisk fattig, men ikke nødvendigvis lide afsavn. Man kan fx vælge at prioritere anderledes – bo selvforsynende, have nogen der understøtter en økonomisk eller have formue i banken. Omvendt kan der være folk med store indkomster, som har et lille rådighedsbeløb – fx pga. gæld, og derfor lider afsavn. Men hun pointerer, at de heller ikke regnes som fattige.