Anerkendelse modtages ikke altid positivt

Jeg kommer ind ad døren og siger: ”Eej, hvor ser det bare flot ud”. Frederik kigger på mig med, hvad jeg tolker som, et vredt blik og svarer: ”Jeg har ryddet op efter frokost! Det er jo ingenting”. Han vender sig om og går.

Ovenstående episode er et uddrag fra Malene Lue Kessings speciale og giver indblik i en problematik, hun er blevet opmærksom på efter at have gennemført et fire måneders feltstudie på et socialpsykiatrisk botilbud for unge.

En anerkendende bemærkning bliver ikke altid modtaget, som den er tænkt fra afsenderen - nemlig som et opmuntrende klap på skulderen.

For Frederik har den velmente anerkendelse i situationen med oprydningen efter frokost en negativ effekt, da anerkendelsen bliver en påmindelse om, at han ikke er, som unge er flest. Han stikker ud og kan ikke det samme som de fleste jævnaldrende.

”Jeg tror da, at det gør ondt”

Det er i den sammenhæng, at Frederiks vrede reaktion på den anerkendende bemærkning fra Malene Lue Kessing skal ses.

En af botilbuddets medarbejdere bekræfter problematikken og mener, at det er en generel udfordring at få brugt anerkendelsen positivt.

”Jeg kan godt sætte mig ind i, at det der med at få anerkendelse for noget, som er så normalt, det er ikke særlig fedt”.

Medarbejderen fortæller, at de unge bruger meget krudt på at tænke over, hvad deres jævnaldrende uden en diagnose kan – og hvad de bruger deres tid på. De unge på botilbuddet måler sig selv over for andre unge, og det bliver tydeligt for dem, at de ikke er som såkaldt almindelige unge, når medarbejderne roser dem for ting, som er bagateller for andre.

”Jeg tror da, at det gør ondt. Alle deres venner bevæger sig videre, får studenterhue på og kørekort, snart færdig med uddannelse. Tju hej, det går. Det, tror jeg, gør ondt på dem,” siger medarbejderen.

Anerkendelse rammer selvværd

Anerkendelsen fra medarbejderne synes altså i nogle tilfælde at have den stik modsatte effekt. En positiv bemærkning kan rette de unges opmærksomhed hen på deres mangler frem for deres kvaliteter. I de tilfælde ender anerkendelsen med at mindske de unges selvværd frem for at bidrage til det.

Det observerede Malene Lue Kessing, der er videnskabelig assistent på SFI, i sine fire måneder på botilbuddet.

”Når de unge blev anerkendt for dagligdags gøremål, så stod det i skarp kontrast til de forestillinger, de havde om, hvad man skal kunne som ung og dermed også, hvad man ideelt set bør blive anerkendt for, for eksempel at klare sig godt på sit studie eller arbejde. Det er altså på grund af, at hverdagslivet på botilbuddet er så anderledes ende det forventede ungdomsliv, at anerkendelsen bliver problematisk. Dermed ikke sagt at al anerkendelse retter et negativt fokus mod de unges manglende kompetencer,” siger hun.

Og netop den sidste del er vigtig for hende at understrege.

”Det er ikke et udtryk for, at anerkendelse altid har en utilsigtet negativ effekt. De unge har jo brug for at blive anerkendt for nogle af de ting, de laver i hverdagen, og det kan godt bidrage positivt til den unges selvværd”.

Svært at finde plads til anerkendelse

Mulighederne for at foretage sig noget, der kan afføde en velfortjent og velmodtaget anerkendelse, er dog begrænsede på botilbuddet.

”Medarbejderne er på mange måder fanget i et dilemma, hvor de gerne vil give positiv anerkendelse, men hvor der ikke er så meget andet end de her dagligdagsting at anerkende de unge for,” siger Malene Lue Kessing slutter af med at understrege:

”Det lave aktivitetsniveau skyldes ikke kun botilbuddets organisering, men også de unges psykiske sygdom. Flere mangler energi i hverdagen og har derfor brug for ro, hvilket naturligt begrænser deres udfoldelsesmuligheder. Det ændrer dog ikke på, at de unge spejler sig i andre unge, og at anerkendelse derfor ikke altid modtages positivt. Samtidig er det væsentligt, at der arbejdes henimod en hverdag med flere aktiviteter, som gør det muligt for den enkelte at føle sig mere lig med andre unge og dermed udvide mulighederne for positiv anerkendelse”.