Anbringelse uden samtykke

Et stigende antal børn og unge anbringes uden samtykke fra forældrene eller den unge, der er fyldt 15 år. Den samlede viden om anbringelse uden samtykke er dog begrænset, og derfor har vidensindsamlingen til formål at kortlægge den nuværende viden såvel som at skabe indsigt i trivslen hos børn og unge, der er anbragt uden samtykke. Det gøres ud fra eksisterende kvantitative register- og surveydata.

På tværs af litteraturkortlægningen og den kvantitative afdækning fremgår seks tendenser, som særligt kendetegnende for anbringelse uden samtykke:

• Grænsen mellem frivillighed og tvang er flydende
• Forskelle i nationale og kulturelle værdier afspejler sig i de nordiske landes forståelse og brug af samtykke
• Forældre og børn oplever manglende inddragelse i beslutningen om anbringelse uden samtykke
• Der forhandles om at undgå anbringelse uden samtykke
• Anbringelse uden samtykke er en vanskelig og kompleks beslutning
• Alder, etnicitet og socioøkonomisk baggrund har betydning i forhold til anbringelse uden samtykke.

Der tegner sig på baggrund af disse tendenser et billede af anbringelse uden samtykke som et komplekst og vanskeligt fænomen. Forældre samt unge vil ofte opleve, at der er en række fordele ved at samtykke, selvom de egentlig ikke ønsker, at anbringelsen finder sted.

Fundene peger imidlertid også på, at når anbringelsen først er sket, oplever en del børn og unge anbragt uden samtykke, at de trives i anbringelsen, og at de i højere grad føler sig trygge sammenlignet med tiden før anbringelse. Børne- og ungerådgivere oplever, at beslutningerne om anbringelse uden samtykke skal træffes i et komplekst samspil mellem barnets bedste og forældres rettigheder, støtte og kontrol samt frivillighed og tvang, hvilket vanskeliggør beslutningsprocesserne.