Baggrund
Slagelse Sygehus tog i 2013 et nyt Akuthus i brug, der samler alle de akutte funktioner. Allerede i 2010 blev det visionære grundlag for byggeriet lagt. Blandt andet skulle byggeriet understøtte visionen ”Patienten som partner”.
KORA har undersøgt, om målsætningerne for samarbejde og patientforløb i det nye Akuthus er opnået. Notatet afdækker blandt andet mellemledere og medarbejderes oplevelse af Akuthusets nye sengestuer, som hovedsageligt er enestuer, der er indrettet med henblik på at styrke samarbejde med og inddragelse af patienterne i deres egen behandling.
Rapporten dokumenterer, i hvilken grad sengestuerne og Akuthuset understøtter effektivitet og optimering af arbejdet i Akuthusets afdelinger samt afdækker udviklingsmuligheder internt i Akuthusets afdelinger og i forhold til fase 2 af byggeriet, hvor nye sengeafsnit bygges og tages i brug.
Resultater
Overordnet vurderer medarbejderne enestuerne positivt.
Stuerne giver patienterne mere privatliv, bedre nattesøvn, mere sammenhæng, bedre hygiejne, ligesom de øger muligheden for diskretion og fortrolighed. Patienterne har større muligheder for aktivitet på sengestuen som for eksempel træning, besøg af pårørende og samtaler med sundhedsprofessionelle.
Undersøgelsen viser dog, at dette potentiale ikke er fuldt udnyttet.
For mellemledere og medarbejdere giver enestuerne mulighed for bedre samarbejde med patienterne, for eksempel når det gælder dokumentation og inddragelse af patienter og pårørende under undersøgelse og dokumentation.
Dokumentation foregår imidlertid kun i begrænset omfang sammen med patienten på stuen. Denne arbejdsgang er ikke implementeret fuldt ud. Læger, der indgår i undersøgelsen, forklarer, at det er en stor omvæltning i deres arbejdsgang at skulle være længere tid sammen med patienten og ikke at kunne drøfte patienten med kolleger, inden patienten bliver informeret om undersøgelsesresultater.
Enestuerne lægger op til, at de sundhedsprofessionelle sammen med patienten eksempelvis ser prøvesvar, resultater og billeder for på denne måde at understøtte patienten som partner i forløbet. Undersøgelsen viser også, at dette potentiale kan udnyttes bedre.
Konklusioner og anbefalinger
Rapporten konkluderer, at byggeriet har forbedret forholdene for patienterne og muligheden for at optimere arbejdet i Akuthuset. For eksempel ved længere og færre kontakter mellem patient og læge eller sygeplejerske.
Byggeriet understøtter også målsætningen i visionen om at styrke patientforløb og samarbejde ved, at patienterne opnår mere privatliv. Rapporten konkluderer også, at der er et udviklingspotentiale for medarbejdere og ledere i Akuthusets afdelinger, når det gælder brugen af sengestuerne.
For at udnytte potentialet i sengestuerne i Akuthuset bedre, ville det være relevant med kompetenceudvikling af medarbejdere og mellemledere samt nudging. Nudging skal forstås som en indretning, der understøtter en særlig adfærd.
Rapporten anbefaler blandt andet, at kompetenceudvikling og nudging tænkes ind allerede fra begyndelsen af byggeriet, så visionen for hospitalet, organiseringen af arbejdet og byggeriets muligheder kobles tydeligere sammen.
Metode
Rapporten er baseret på tre dages observationsstudie i tre udvalgte afdelinger i Akuthuset: Akut 1 (akutafdeling), Akut 2 (sengeafsnit) og Hjerteafsnittet. Der er foretaget interview på stedet med medarbejdere og patienter samt foretaget fire tværfaglige fokusgruppeinterview med mellemledere og medarbejdere i Akuthuset.
Derudover er der indsamlet og gennemgået relevant skriftligt materiale fra Region Sjælland om visioner og baggrund for etablering af Akuthuset.
Udgivelsens forfattere
- Grete BrorholtIben Emilie Christensen
Om denne udgivelse
Udgiver
KORA