Aktive ældre i aktive fællesskaber i den almene boligsektor
Udgivelsens forfattere:
- Gunvor Christensen
- Line Mehlsen
- Ældre
- Socialområdet Ældre, Socialområdet
Forskning viser, at det styrker livskvalitet og trivsel hos ældre, når de deltager i aktiviteter i fællesskab med andre ældre i deres boligområder. Samtidig smitter deres deltagelse positivt af på de øvrige beboere i området og i lokalområdet.
Det er tankerne bag et toårigt projekt, som Dansk almennyttigt Boligselskab (DAB) har gennemført med støtte fra VELUX FONDEN.
Projektet har været drevet af medarbejdere i DAB og er tilrettelagt som et udviklingsprojekt, hvor der er mulighed for at afprøve og udvikle en række indsatser og metoder til at øge ældre beboeres engagement – og dermed øge trivslen og livskvaliteten for alle i boligafdeling og lokalområde.
Projektet har bestået af tre indsatser.
I den første har man afprøvet metoder, der kobler sig til allerede eksisterende normer for deltagelse og engagement i boligafdelingernes beboerdemokrati og har skabt såkaldte ’fællesskabs-hack’.
I den anden indsats har man skabt aktiviteter, der kan bygge bro mellem beboerne i den enkelte boligafdeling og lokalområdet i form af ’fællesskabsstier’.
Den tredje indsats består i aktiviteter, der kan være med til at sprede gode idéer til selvorganiserede fællesskaber blandt ældre på tværs af boligafdelinger, lokalområder og på tværs af den almene boligsektor.
Sideløbende har DAB udviklet en uddannelse af fællesskabsambassadører. Ambassadørerne skal lære beboere og medlemmer fra afdelingsbestyrelsen at igangsætte, facilitere, drive og udvikle samarbejder om fællesskabsdannende aktiviteter. Uddannelsen kan understøtte både hacks og stier.
VIVE har evalueret projektet med henblik på at skabe mere viden om, hvad der fremmer aktive ældre beboere og beboerdemokraters engagement i selvorganiserede fællesskaber, og hvordan et administrationsselskab som DAB kan støtte op omkring de ældre beboere og beboerdemokrater i boligafdelingen og lokalområdet.
Resultater
Der er lokalt behov for at danne fællesskaber
Halvdelen af afdelingsbestyrelserne i DAB’s boligafdelinger vurderer, at fællesskabet i boligafdelingen er ’nogenlunde’, ’ikke godt’ eller ’slet ikke godt’. Syv ud af ti bestyrelser angiver, at de ’i nogen grad’, ’mindre grad’ eller ’slet ikke’ afholder sociale aktiviteter. Bestyrelserne vurderer endvidere, at ældre generelt er en ressource i forhold til at arrangere og gennemføre sociale aktiviteter.
Omtrent halvdelen af de adspurgte boligafdelinger har særligt fokus på aktiviteter for ældre beboere, mens hver tredje slet ikke har nogen.
Der forekommer altså at være et behov for at øge dannelsen af fællesskaber i de boligafdelinger, som DAB administrerer.
Stort potentiale med projektets metode
Det metodiske greb med både at understøtte fællesskabsdannelse internt i boligafdelingen (hacks) og bygge bro mellem boligafdelingen og lokalområdet (stier) er velvalgt og hensigtsmæssigt i forhold til at skabe forudsætninger for det bedst mulige match mellem efterspørgsel på og udbud af aktiviteter.
På grundlag af erfaringerne i projektet er vurderingen, at projektet lykkes med at vejlede og understøtte boligafdelinger i forhold til fællesskab og frivillighed gennem konkrete aktiviteter, for eksempel fællesspisninger.
Projektet lykkes endvidere med at være idégenerator og støtte lokalt engagement i forhold til at skabe netværk/kontakter, der kan være med til at sætte fællesskab på dagsordenen i boligafdelingen. Det har eksempelvis resulteret i en seniorcafé i samarbejde med en lokal afdeling af Ældre Sagen.
De involverede boligafdelinger fremhæver, at fællesskabsprojektet er et perspektivrigt modul i den redskabskasse til driften af boligafdelingerne, som DAB allerede tilbyder. Selvom der er boligafdelinger, der vurderer, at de ikke skal igangsætte et fællesskabsprojekt lige nu, så vurderes projektet som et godt modul. Det signalerer et behov for at fastholde modulet som en konstant påmindelse om fællesskabsdagsordenen.
Afdelingsbestyrelser, der har deltaget i projektet, oplever, at man kan få relevant sparring og støtte af DAB i forhold til fællesskabsdagsordenen. DAB løfter med andre ord en opgave, der opleves som vigtig, og som boligselskaber og afdelingsbestyrelser ikke har tid eller ressourcer til at løfte selv.
Uddannelse til fællesskabsambassadør
Uddannelsen til fællesskabsambassadører opleves som et relevant og vellykket tilbud af dem, der har deltaget i den, og af de boligafdelinger, der har fået fællesskabsambassadører. Uddannelsen henvender sig både til beboere og medlemmer af afdelingsbestyrelserne og er en måde at udbrede fællesskabsdagsordenen. Der er spæde tegn på, at fællesskabsambassadører kan fungere som facilitatorer af gode idéer og input. De kan endvidere fungere som bindeled mellem DAB og boligafdelingerne og være med til at omsætte nye input til konkrete, lokale handlinger.
Anbefalinger
Projektet overgår efter endt finansiering fra VELUX FONDEN til at være forankret som en del af DAB’s opgaveportefølje.
Uddannelsen til fællesskabsambassadør har et stort potentiale til at bringe dagsordenen om fællesskab ud til beboerne. Ambassadøren har potentiale til at understøtte og udvikle lokale fællesskaber blandt beboerne og bygge bro mellem beboerne, afdelingsbestyrelserne, DAB og lokalområdets civilsamfundsaktører. Ambassadøren kan således blive en anden og supplerende kanal ind i boligafdelinger for DAB i forhold til udbredelse og fastholdelse af fællesskabsdagsordenen.
Behovet for fællesskab er til stede og formentlig væsentlig større, end afdelingsbestyrelserne umiddelbart italesætter. Projektet har således samfundsmæssig relevans.
Metode
Der er gennemført otte kvalitative interview med bestyrelsesmedlemmer, fællesskabsambassadører og projektleder. Derudover er der gennemført elektroniske surveys til samtlige afdelingsbestyrelser. Første survey blev indsamlet i foråret 2019 og anden i vinteren 2020.
Læs også
Evalueringen af projekt 'Fællesskab og frivillighed', 2018
Udgivelsens forfattere
- Gunvor ChristensenLine Mehlsen
Om denne udgivelse
Finansieret af
VELUX FONDENSamarbejdspartnere
Dansk almennyttigt BoligselskabUdgiver
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd