Aktiv arbejdsmarkedspolitik og dagpengemodtageres beskæftigelse
Udgivelsens forfattere:
- Trine Filges
- Geir Smedslund
- Anne-Sofie Due Knudsen
- Anne-Marie Klint Jørgensen
Arbejdsmarked
Socialområdet
Arbejdsmarked, Socialområdet

I 1990'erne iværksatte mange lande en aktiv arbejdsmarkedspolitik for at komme en stigende arbejdsløshed til livs. Indsatserne fokuserer typisk på at styrke de lediges kompetencer og støtte dem til at vende tilbage til arbejdsmarkedet, og ofte er deltagelse i indsatserne obligatorisk, når man har været arbejdsløs i et vist stykke tid.
Indsatserne kan fx være jobsøgningsbistand, beskæftigelse med løntilskud eller praktik. Nogle af indsatserne kræver deltagelse på fuld tid i en periode, mens andre er mindre tidskrævende.
Denne forskningsoversigt undersøger effekten af disse arbejdsmarkedsindsatser på dagpengemodtageres muligheder for at komme i job. Forskningsoversigten fokuserer på fire typer indsatser: Jobtræning og uddannelse, indsatser i den private sektor, subsidieret beskæftigelse i den offentlige sektor og jobsøgningsindsatser.
Konklusion/resultater
Forskningsoversigten viser, at indsatserne øger sandsynligheden for at finde et job efter afslutningen af indsatsen sammenlignet med kontrolgrupper af dagpengemodtagere, der ikke modtog indsatserne. Effekten er dog meget lille og tager ikke højde for den såkaldte fastholdelseseffekt. Med fastholdelseseffekt menes, at nogle arbejdsmarkedsindsatser kan ”låse” den arbejdsløse i en periode, fordi det kan være svært at være aktivt jobsøgende og samtidig deltage i indsatsen. Nettoeffekten af deltagelse i indsatserne kan derfor være mindre, hvis der er en fastholdelseseffekt.
Metode
Forskningsoversigten bygger på 39 undersøgelser fra 11 lande, herunder Danmark. Undersøgelserne dækker en periode fra midt i 1980’erne til 2012, og forskningsoversigten er offentliggjort i 2015.
Campbell-forskningsoversigter er kvantitative effektundersøgelser, der indsamler, kvalitetsvurderer og statistisk sammenstiller alle tilgængelige studier, der beskæftiger sig med én bestemt indsats på det sociale område. Forskningsoversigterne laves ud fra en omhyggeligt tilrettelagt metode, hvor uafhængige forskere løbende kvalitetstjekker forfatternes fremgangsmåde (ekstern peer-review).
Dermed giver forskningsoversigterne mulighed for at etablere et samlet videnskabeligt funderet handlingsgrundlag.
Udgivelsens forfattere
Om denne udgivelse
Publiceret i
Campbell Review