2020-udligningsreformen: De traditionelle dilemmaer eller brud med traditionen?

I juni 2020 leverede regeringen, hvad den tidligere regering ikke magtede: en reform af det mellem­kom­munale udligningssystem. Forhandlingerne var som altid, når det drejer sig om udligning, fyldt med dramatik og teatertorden, både på Christiansborg og ude i kommunerne. Der er penge mellem parterne – mange penge, så følelserne sidder uden på tøjet. Resultatet er bemærkelsesværdigt på flere fronter.

For det første er det lykkedes at vedtage en ”reform” – og ikke blot en ”justering”. Det kan der vel ønskes tillykke med.

Men for det andet har der også i nogen grad måttet vælges side i de forskellige dilemmaer, som præger dette område.

• Dilemma 1: Det er svært både at opnå retfærdighed og incitamenter til effektivitet. Her vælges især det første. Der skrues op for udligningen, så der nu flyttes 22 mod før 20 mia. Incita­ments­spørgsmålet prioriteres knapt så højt, hvilket også gælder værnet mod overudligning.
• Dilemma 2: Det er også svært at prioritere retfærdighed og samtidig skabe et mere enkelt system. Retfærdighed er som sagt prioriteret. Men selvom der er nogle forenklende tiltag i reformen, er der flere andre ændringer, som komplicerer systemet.
• Dilemma 3: Kommunerne vil gerne have er forudsigeligt og stabilt system. Men systemet skal også være aktuelt og ajourført til netop den tid, kommunerne befinder sig i. Her vinder stabilitet.
• Dilemma 4: Systemet kan baseres på et fagligt grundlag eller politiske vurderinger. Selvom det nok aldrig er enten-eller, er det politiske element fremtrædende denne gang. Der ses stort set ikke at være foretaget nye faglige analyser til netop denne reform.

Endelig kan det for det tredje konstateres, at der med de foretagne valg også bliver et brud med traditionen på nogle punkter. Artiklen nævner fire principper, hvor der brydes med de tre:

• Der er ikke, som det er traditionen, fremlagt helt nye faglige analyser af udgiftsbehov og incitamentsvirkninger. Det er ellers sædvanen, før et lovforslag fremsættes.
• Udligningen er denne gang så absolut ikke et nulsumsspil, der ikke koster statskassen noget. Også tidligere reformer kan have indebåret visse statslige merudgifter, men denne gang er der tale om hele 6,5 kr. i det første år.
• Der er tradition for, at udligning af udgiftsbehov baseres på såkaldte objektive kriterier, så der ikke opstår mulighed for kassetænkning. Dette princip efterleves loyalt og gives betydelig prioritet.
• Endelig er der tradition for, at udligningssystemet dokumenteres, så offentligheden kan ”regne efter”. Der er, trods stort tidspres, offentliggjort en del tabeller af beregningerne, men flere betydelige særlige tilskud er ikke detaljeret dokumenteret.

Men reformen er vedtaget og endda med et bredt flertal. Det varsler isoleret set godt for holdbarheden. Andre forhold risikerer dog at føre til fornyede diskussioner. Nogle vil således være utilfredse med reformens fordelingsmæssige konsekvenser, hvilket vel altid kan være svært at undgå. Desuden kan incitaments­virkningerne forårsage langsigtede problemer. Endelig er der spørgsmålet om systemets troværdighed. Her er det foruroligende, at Folketinget synes i et mere eller mindre lukket rum at have afgjort enkeltkommuners forhold.

Så der er grund til at ønske regeringen tillykke med en reel reform. Men nogle spændinger er samtidig indbygget i systemet. Fremtidige ændringer af reformen kan ikke udelukkes.