Anbragte børn i Danmark

I Danmark er 1 pct. af alle 0-17-årige anbragt uden for hjemmet. Det svarer til ca. 11.400 børn og unge i 2022. Årsagerne til, at børn og unge ikke kan bo sammen med deres forældre, er mange. Det kan fx være alvorlig sygdom, problemer med misbrug, manglende omsorg og trivsel. Ofte er der tale om, at børn, unge og forældre oplever flere forskellige problemer samtidig og over længere tid. Omkring 4 procent af en årgang oplever at blive anbragt uden for hjemmet på et tidspunkt i løbet af deres opvækst.

Inddragelse af barn og forældre

Inden børn og unge kan anbringes uden for hjemmet, skal kommunens børne- og ungerådgivere gennemføre en undersøgelse af familiens ressourcer og problemer. Hvis der er brug for hjælp, skal kommunen udarbejde en barnets plan eller ungeplan, som angiver, hvilken hjælp barnet og familien har brug for. I denne proces er det et krav, at både barnet og forældrene inddrages. Læs mere om inddragelse af barn og forældre.

Tidlig og støttende indsats

Inden det kommer så vidt som til, at barnet eller den unge anbringes udenfor hjemmet, kan kommunen have valgt at iværksætte forskellige andre former for hjælp (støttende indsatser) til barnet, den unge eller forældrene. Det kan fx være familiebehandling eller psykologhjælp. Disse tiltag kan kaldes en form for tidlig indsats, fordi man forsøger at hjælpe, når problemer opstår og forebygge, at de forværres. Tidligt forebyggende indsatser kan imidlertid også være den hjælp og støtte, som pædagoger og lærere giver børn og unge, der ikke trives i deres hverdag, eller mere generelle tiltag, som retter sig mod alle børn, fx sprogscreening som afdækker sproglige vanskeligheder inden skolestart.

Anbringelse uden for hjemmet

Af alle anbragte børn og unge er omkring to tredjedele anbragt i plejefamilie, og dermed er familiepleje den mest udbredte anbringelsesform. En plejefamilie er en familie, der har et barn eller ung i døgnpleje. Det vil sige, at barnet eller den unge bor hos plejefamilien i hverdagen, men har som oftest også samvær med sin biologske familie. Især unge kan også være anbragt på børne- og ungehjem, hvilket en tredjedel af alle anbragte er.

Ungestøtte

De fleste anbringelser ophører, når den unge fylder 18 år, men anbringelser kan slutte inden, fx ved at barnet eller den unge flytter hjem til sine biologiske forældre, eller ved, at barnet eller den unge anbringes et andet sted. Når unge, der er anbragt, fylder 18 år, er der forsat mulighed for, at kommunen kan yde hjælp og støtte til den unge gennem ungestøtte. Det kan fx være forsat anbringelse eller en støtte-kontaktperson. En del unge modtager dog ikke ungestøtte, og deres overgang til voksenlivet er tit svær, fx som følge af manglende voksennetværk og psykiske problemer. Tidligere anbragte unge har således øget risiko for udsathed som voksne med fx perioder i hjemløshed og for ikke at få kompetencegivende uddannelse. Læs mere om ungestøtte her.

Flere i familiepleje

Siden 1980'erne er familiepleje blevet en stadig mere brugt anbringelsesform. I dag er knap 7 ud af 10 anbragte i familiepleje. I 1980 var det 4 ud af 10.

Anbringelsesreformen fra 2006 satte ekstra fokus på anbringelse i familie og netværk, hvilket har afspejlet sig i flere anbringelser i familiepleje og tilsvarende færre under institutionelle former.

Andelen af anbringelser på børne- og ungehjem steg samlet set fra 30 pct. i 1990 til 42 pct. i 2006, for derefter at falde til 31 pct. i 2020.

I samme periode er andelen af anbringelser på kost- og efterskoler faldet støt fra 21 pct. i 1990 til 1,6 pct. i 2020. Dette skyldes bl.a. ændringen fra Bistandslov til Servicelov i 1993, hvor efterskole gik fra at være anbringelse til at være en støttende indsats. I dag anbringes der stort set ikke på efterskoler, mens kostskolerne kun modtager en lille andel af alle anbragte.

Alder og anbringelsesform

Langt de fleste små og mindreårige anbragte børn er blevet anbragt i familiepleje. Men jo ældre børn er ved en anbringelse, desto flere bliver anbragt i en anden anbringelsesform, fx børne- og ungehjem, kost- eller efterskole eller eget værelse.

Der er samtidig sket en ændring angående spædbørnsanbringelser. Hvor 3 ud af 10 i 2006 var anbragt på spædbørnshjem til observation og udredning, anbringes stort set alle spædbørn i familiepleje i 2021.

Kommunale forskelle

Der er forskel på andelen af anbragte børn i de enkelte kommuner. Andelen svinger fra 0 pct. til 3,6 pct. Landsgennemsnittet er lige under 1 pct.

Forskellene afspejler de kommunale forskelle i koncentrationen af borgere og familier med sociale problemer og udsathed.

Jo tidligere vi opdager, at et barn ikke trives, jo større chancer er der for, at vi kan hjælpe barnet til at trives bedre. Det viser al forskning.

En tidlig indsats er samtidig ikke så indgribende i barnet og familiens liv, som indsatser vil være senere, når problemerne har vokset sig større og har fået konsekvenser for barnets udvikling, og en anbringelse uden for hjemmet måske bliver nødvendig.

Vanskeligt at tolke signaler om mistrivsel

Men det kan være vanskeligt at tolke børns signaler på manglende trivsel. Forudsætningen for at kunne hjælpe børn er, at de voksne omkring dem opdager selv små signaler på mistrivsel.

Børn i forskellige aldre og fra forskellige sociale miljøer viser ofte deres manglende trivsel på forskellige måder. Nogle får vi hurtigt øje på. Når de er helt små, græder de måske meget og er meget urolige. Når de er større, støjer de måske meget og forstyrrer deres omgivelser. Andre er meget stille, og de kan være svære at opdage. Manglende trivsel kan også komme til udtryk i en indadvendt angstfyldt adfærd.

Forholdet til de nære omsorgspersoner er afgørende for børns udvikling. Det gælder social, følelsesmæssig og kognitiv udvikling, hvor barnet er afhængig af de nære voksen. Det kan føre til alvorlige udviklingsforstyrrelser, hvis tilknytningen til nære voksne mangler eller er meget svag.

Model til tidlig opsporing

Forskere fra VIVE har for Socialstyrelsen udviklet en model til tidlig opsporing af børn i en udsat position. Det kan bruges af professionelle i dagtilbud til at bemærke et barns manglende trivsel på et tidligt tidspunkt.

En række kommuner landet over har siden anvendt modellen, og en del har udviklet deres egen reviderede opsporingsmodel.

Modellen bygger på følgende grundværdier:

Aktiv forældredeltagelse. Forældrene skal som udgangspunkt være aktivt med i det fælles arbejde med at styrke deres barns trivsel. Forældrene inddrages og betragtes som samarbejdspartnere og ressourcepersoner i forhold til de fagprofessionelles bekymringer for barnets trivsel.

Fokus på barnets ressourcer og udviklingsmuligheder. Når de fagprofessionelle vurderer barnets trivsel, skal de gøre det med udgangspunkt i barnets ressourcer og udviklingsmuligheder og ikke i dets mangler.

Styrkelse af det tværfaglige samarbejde. Det tværfaglige samarbejde mellem faggrupper med forskellige faglige vidensområder og tilgange er en ressource for både opsporingen og den efterfølgende tidlige indsats.

I opsporingen af børn, der mistrives, er der blandt andet udviklet følgende redskaber til brug for de fagprofessionelle, som har vist sig effektive i den tidlige opsporing:

• Et trivselsskema med henblik på struktureret observation af børns trivsel i dagtilbuddet
• Overgangsskema til brug for udveksling af oplysninger mellem de fagprofessionelle, fx i overgangen fra dagtilbud til skole og samarbejde omkring det enkelte barn
• Et dialogskema til brug for en struktureret mødeafholdelse om børns trivsel
• Model for ekstern sparring af dagtilbud om udsatte børn i dagtilbud
• Etablering af småbørnsteam, hvor fagprofessionelle mødes i dialogen om et barns trivsel.

Inddragelse af børn og unge i egen sagsbehandling kan være afgørende for, at der kan blive skabt et godt forløb i anbringelsen. Både FN’s børnekonvention og serviceloven giver børn og unge ret til at blive hørt i deres egen sag. I 2020 besluttede et bredt flertal i Folketinget at oprette Videnscenter om børneinddragelse og udsatte børns liv.

Barnet eller den unge skal holdes informeret om, hvad der skal ske, hvornår det skal ske, hvorfor det skal ske, og hvad barnets egen rolle er. Kun på den måde får barnet mulighed for at dele sin egen holdning og få indflydelse.

Tillidsfuld relation til børne- og ungerådgiver er afgørende

En god og tillidsfuld relation til børne- og ungerådgiveren er ofte en forudsætning for inddragelse. En god relation til børne- og ungerådgiveren er nødvendig for, at barnet frit kan give sin mening til kende og dermed føle sig hørt.

Inddragelse kan være medvirkende til, at barnet føler sig værdsat, at selvtilliden bliver styrket, og det kan have en positiv indflydelse på andre forhold i livet. Indsatsen kan desuden blive mere effektiv. Der kan komme bedre sammenhæng i anbringelsen, hvis den også formes efter børnenes synspunkter, ønsker og forventninger.

Ved også at inddrage forældrene kan børne- og ungerådgivere arbejde for, at forældrene bliver medspillere frem for modspillere. Det kommer barnet til gode, for så kommer det ikke i loyalitetskonflikter, hvis det engagerer sig og trives i anbringelsen.

Travl hverdag kan stå i vejen for inddragelse

I praksis er det dog langt fra enkelt at inddrage børn, unge og forældre. Inddragelse er blot ét af mange hensyn, som børne- og ungerådgivere skal håndtere på samme tid, og hverdagen er ofte travl. Inddragelse er ofte tidskrævende. Desuden er der ofte hyppig udskiftning blandt børne- og ungerådgivere. Det gør det sværere at opbygge en tillidsfuld relation.

VIVEs undersøgelser viser, at en stor del af de unge føler sig godt inddraget i sagsbehandlingen. De har en god relation til deres børne- og ungerådgiver, føler sig godt informerede om, hvad der skal ske i deres sag, og oplever at have indflydelse. Der er dog også grupper af de unge, som oplever det modsatte.

Særligt de mest udsatte og udfordrede unge føler sig ikke inddraget. Det er unge, som trives dårligt psykisk, eller som har fået en psykiatrisk diagnose, og unge, der har et højt skolefravær, eller som modtager specialundervisning. Unge, der er anbragt i familiepleje, føler sig mere inddraget end unge, der er anbragt på børne- og ungehjem.

Adoption uden samtykke, også kaldet tvangsadoption, bliver i stigende grad anvendt i Danmark. Formålet med adoption uden samtykke er at give børn, hvis biologiske forældre vurderes at være varigt uden forældreevne, bedre muligheder for en barndom og opvækst med stabile familierelationer.

Hver adoption skal ifølge loven bygge på individuelle skøn om, hvad der er bedst for barnet. Der er en række forhold hos forældrene, som kan betyde, at de vurderes til ikke selv at kunne tage vare på barnet. Det kan dreje sig og sygdom og handicap eller alvorligt misbrug. Ofte er der tale om flere og komplekse forhold, som gør sig gældende.

I 00’erne blev kun ganske få børn tvangsadopteret, og i 2020 blev 25-30 børn, ifølge Adoptionsnævnet, frigivet til adoption uden deres forældres samtykke. Foreløbig er det kun en mindre del af de danske kommuner, der indstiller til adoptioner, og få kommuner står for en ret stor andel af det samlede antal adoptioner uden samtykke. Det seneste årti er der i gennemsnit blevet frigivet 14 børn til adoption uden samtykke hvert år. 

Adopterede klarer sig bedre end anbragte

Adopterede børn udvikler sig overordnet set mere positivt end børn, der vokser op med andre former for indsatser, såsom anbringelse på børne- og ungehjem eller i familiepleje. De klarer sig fx bedre i skolen og i uddannelser sammenlignet med langvarigt anbragte. Men sammenlignet med jævnaldrende, der ikke har været adopteret eller anbragt, opnår adopterede ikke de samme resultater, og nogle adopterede oplever fx psykiske eller adfærdsmæssige udfordringer.

Adoption giver stabilitet

Børn, der er adopteret, oplever generelt en højere grad af stabilitet i deres omsorgsrelationer sammenlignet med børn i anbringelser. Stabilitet kan blive påvirket af forhold som alder, anbringelseshistorik og støtte til adoptivfamilier. Børn, der er adopteret inden for de første par år og har oplevet få skift i anbringelser, har større sandsynlighed for stabilitet i adoptionen. Det er vigtigt at have for øje, når adoption anvendes som indsats.

Åbenhed i adoptionen opleves positivt

Åbenhed i adoptioner betegner forskellige grader af kontakt mellem biologiske familiemedlemmer, adoptivfamilie og den adopterede, fx om barnet har information om sit biologiske ophav, eller om barnet har kontakt med biologiske familiemedlemmer. I Danmark er de fleste adoptioner anonyme, mens tendensen i mange andre lande er gået mod en højere grad af åbenhed. For de tre involverede parter i en adoption – adopterede, biologiske familiemedlemmer og adoptivfamilier – er der generelt en positiv indstilling til åbenhed i adoptionen.

Biologisk familie og adoptivfamilie

Adoption som indsats har ikke kun betydning for den adopterede, men får også indgribende betydning for den biologiske familie, mens adoptivfamilien skal kunne håndtere særlige aspekter i forbindelse med adoptionen og eventuelle udfordringer gennem opvæksten. Fremadrettet er det derfor vigtigt for vores forståelse af adoption som indsats at udbygge vores vidensgrundlag om betydningen af adoption for alle adoptionens parter for derigennem bedst at kunne støtte dem med afsæt i hvert deres behov og perspektiv

FN’s Børnekonvention har styrket børns rettigheder

FN’s Børnekonvention har i høj grad været trædesten for en udvikling, hvor der bliver fokuseret på barnets tarv. Det har betydet, at barnets rettigheder er blevet mere fremtrædende, herunder behovet for at vurdere, om adoption som alternativ til en langvarig anbringelser tjener barnets bedste.

Selvom barnets perspektiv løbende er blevet styrket i lovgivningen, er det ikke en selvfølge, at børn også inddrages og høres i praksis. En undersøgelse foretaget af VIVE peger blandt andet på, at mange børne- og ungerådgivere føler sig sat i et meget svært dilemma mellem forældrenes ønsker og barnets tarv.

Lovgivningen er løbende blevet ændret for bedre at sikre barnets stabilitet. Siden 2011 har det for eksempel været muligt at fortsætte en anbringelse, fordi barnet har udviklet en så tæt tilknytning til sin plejefamilie, at det vil være af stor negativ betydning for barnet at flytte. Denne regel bliver dog kun brugt ganske sjældent. Rapporter fra VIVE har vist, at socialrådgivere er usikre på, hvordan reglerne skal fortolkes, og med hvilke dokumentationskrav.

Norske erfaringer

Norge er gået længere i anvendelsen af adoption uden samtykke, end vi er i Danmark. I 2007 afsagde den norske højesteret en dom, der slog fast, at bortadoption bør prioriteres frem for langvarige perioder i plejefamilie. Det blev begrundet med, at plejeforældrene ikke betragtes som virkelige forældre af samfundet, men derimod som en slags kontraktansatte, som kommunen har bestemmelsen over. Og man ved, at nogle anbringelser i plejefamilie bryder sammen, hvorefter barnet skal opleve (endnu) et skift.

De seneste år har Den Europæiske Menneskeretsdomstol dog dømt imod Norge i en række sager om tvangsadoptioner. Argumentet har været, at tvangsadoptionerne krænker retten til familieliv, og at den norske stat ikke i tilstrækkelig udstrækning har støttet forældrene i at være forældre. Dommene giver et klart signal om, at også samfundet har et betydeligt ansvar for at beskytte børnenes tarv.