Samspilsvideoer
- Hvad: Videooptagelse af forældre-barn samspil
- Hvornår: Ved familiens opstart og afslutning i familieanbringelsen
- Hvem (udfører): Foretages af en fagprofessionel tæt på familien
- Hvem (familierne): 12 udvalgte familier
I forbindelse med evalueringen af indsatsen for familieanbringelse, beder vi jer optage en kort video af samspillet mellem forælder og barn. Samspilsoptagelserne skal så vidt muligt foretages med de fire udvalgte familier i hver kommune, som bidrager til dataindsamlingen.
Videoen optages som udgangspunkt af den fagprofessionelle, der er tættest på familien, men hvis familien ønsker selv at optage videoen, kan de også det. Udlevér i så fald vejledningen til familien. Hvis familien ikke ønsker at deltage i videooptagelsen, så respekterer vi det.
Nederst på siden findes en detaljeret vejledning til optagelse og upload af videoen. Det er vigtigt, at I læser vejledningen, inden videoen optages.
Hvornår skal videoerne optages?
Videooptagelsen gennemføres, efter familien er flyttet på døgnophold. Videooptagelsen skal gennemføres både ved familiens opstart og afslutning i familieanbringelsen.
- Ved opstart: Videooptagelsen skal gennemføres ved familiernes opstart i familieanbringelsen, hvis barnet er fyldt 2 måneder på dette tidspunkt. Hvis mor er gravid, eller barnet er yngre end 2 måneder, så laves optagelsen når barnet fylder 2 måneder.
- Ved afslutning: Hen mod familiens udslusning fra familieanbringelsesstedet, skal videooptagelse laves igen, så vi har mulighed for at se på ændring over tid for de udvalgte familier.
Optagelsen anvendes til at vurdere samspillet mellem forælder og barn og til at undersøge, om der sker en ændring i samspillet over tid. VIVE anvender systemet Coding Interactive Behavior (CIB; Feldman, 2012) til at kode videoerne. Kodningen vil blive gennemført af en trænet koder.
Hvordan skal videoerne optages?
Du skal optage en video på 5 minutter af samspillet mellem forælder og barn. Hvis der er to forældre, vil vi meget gerne bede om to separate videooptagelser:
- Én videooptagelse af samspillet mellem mor og barn
- Én videooptagelse af samspillet mellem far/partner og barn.
Det er vigtigt, at barnet er vågent og veloplagt, når videooptagelsen laves. Det er ikke nødvendigt, at videoerne blive optaget samme dag, hvis der er to forældre.
Videooptagelsen skal laves på et videokamera. Hvis familieanbringelsesstedet ikke har et videokamera til rådighed, kan videoerne optages på en arbejdssmartphone eller -tablet, hvor automatisk overførsel til skyen er slået fra. Det er meget vigtigt, at enheden ikke automatisk overfører videoen til enhedens sky, da dette er i strid med reglerne om opbevaring af personoplysninger.
Herunder følger en detaljeret vejledning til optagelse og upload af videoen, som I bedes læse igennem, inden I påbegynder videooptagelsen.
Materialer
Kilde: Feldman, R. (2012). Parenting Behavior as the Environment Where Children Grow. In L. Mayes & M. Lewis (Red.): The Cambridge Handbook of Environment in Human Development (s. 535–567). Cambridge University Press.