VIVE-forskere: Når de mest udsatte både døjer med hjemløshed, misbrug og psykiske lidelser, er man nødt til at samle hjælpen

De socialt udsatte borgere i Danmark, som er særligt hårdt ramt, har vanskeligt ved at få en hjælp, der matcher deres udfordringer. De får hjælp, også ganske meget hjælp af velfærdssamfundet samlet set, men det er sjældent en hjælp, der tager udgangspunkt i deres samlede udfordringer og støttebehov. Psykiske lidelser og misbrug er for dem viklet sammen med hjemløshed, kriminalitet og fysiske helbredsproblemer i en sådan grad, at vi er langt forbi det punkt, hvor deres udfordringer kan behandles hver for sig.

Paradoksalt nok har vi både meget viden om, hvordan vi kunne hjælpe denne gruppe, og vi bruger også rigtig mange ressourcer på velfærdsydelser og tilbud til dem. Alligevel får disse borgere sjældent den indsats, som vi ved passer bedst til deres udfordringer.

Det, de har brug for, er en sammenhængende, tværfaglig og helhedsorienteret støtte. Og dette skal tages helt bogstaveligt. Støtten er nødt til at blive leveret af et team, som har de kvalifikationer, der skal til for at arbejde med borgerens samlede udfordringer. Det vil sige, at teamet som minimum skal bestå af en bostøttemedarbejder, en sygeplejerske, en psykiater, en misbrugsbehandler og en myndighedsrådgiver.

Det tværfaglige team skal ikke finde på noget nyt hokuspokus, men tværtimod gøre det, de er uddannet til - nu blot sammen. I teamet bringes de respektive fagligheder sammen, og opgaven løses i fællesskab. En sådan indsats kaldes en tværfaglig, integreret indsats, hvilket er noget andet end en koordineret indsats. Er borgerens udfordringer tilstrækkeligt komplekse, er det ikke nok at koordinere en række isolerede indsatser. Koordinering kan i værste fald ende som en ekstra belastning for borgeren og for de respektive myndigheder.

Når det gælder borgere, der har en psykisk lidelse og samtidigt et misbrug, eller borgere i hjemløshed med et massivt støttebehov er der generelt omfattende evidens for, at en tværfaglig integreret indsats har en række positive effekter. Borgerne oplever øget patienttilfredshed og færre genindlæggelser, ligesom det generelle billede er, at indsatsen øger livskvaliteten for borgeren. For borgere i hjemløshed er der evidens for, at hvis den tværfaglige, integrerede indsats er tænkt sammen med en boligløsning, øger det markant chancen for, at borgeren kommer ud af hjemløshed.

Man kan umiddelbart undre sig over, hvorfor de mest udsatte borgere så ikke får den form for indsats. Det skyldes nogle åbenlyse barrierer. Dels hører alle de funktioner, der skal arbejde sammen som ét udførende team, til i hver deres administrative enheder. De indsatser, der indgår i et sådant team, er i det eksisterende velfærdssystem placeret i forskellige sektorer og siloer: i regionerne og i forskellige dele af den kommunale forvaltning. Dels er indsatsen dyr. Prisen er på mellem 120.000 og 140.000 kroner pr. borger pr. år.

Det kan virke som uoverstigelige barrierer. Men samfundet bruger allerede i dag gennemsnitligt 460.000 kroner om året på velfærdsydelser og indsatser pr. socialt udsat borger med særligt komplekse problematikker som psykiske lidelser og misbrug sammen med enten hjemløshed, kriminalitet eller fysiske helbredsproblemer.

En omlægning af hjælpen, der blot organiserede brugen af de eksisterende ressourcer mere hensigtsmæssigt, ville ikke som udgangspunkt koste mere end i dag. Som udgangspunkt vil det faktisk være billigere, fordi der må forventes færre genindlæggelser på psykiatriske afdelinger, færre genindskrivninger på boformer for hjemløse med videre. Hertil kommer, at en reelt integreret og helhedsorienteret tilgang vil kunne tænkes at spare en del på administration, dokumentation og kommunikation mellem de mange involverede myndigheder (regioner og et antal kommunale afdelinger).

Et meget forsigtigt skøn vil være, at vi som minimum burde kunne give borgerne et bedre liv for de samme penge. Hertil kommer så, at færre genindlæggelser og et potentiale for at spare koordineringsomkostninger vil give noget rum for besparelser eller en styrket indsats. Endelig vil en højere livskvalitet for de mest udsatte borgere dårligt kunne undgå på sigt at blive ledsaget af lavere omkostninger forskellige steder i de offentlige velfærdssystemer inklusive lavere kriminalitet og den deraf følgende utryghed og belastning af retsvæsenet.

Inden for det seneste år er der sket flere markante ting, som gør, at en omlægning af indsatsen til de mest socialt udsatte borgere baseret på tværfaglige integrerede teams er realistisk.

For det første er der positive erfaringer fra ældreområdet med selvstyrende tværfaglige teams.

Dernæst opfordrer anbefalingerne fra regeringens ekspertgruppe for fremtidens beskæftigelsesindsats til at give kommunerne frie tøjler til organisering af deres indsatser. Det rummer muligheden for, at kommunerne organiserer den sociale, sundhedsmæssige og øvrige indsats i en enhed.

For det tredje foreslår Sundhedsstrukturkommissionen at integrere psykiatriområdet med dele af det, som i dag er kommunalt.

Endelig vil ekspertudvalget på socialområdets anbefaling om at etablere en resultatbetalingsfond kunne udbetale de forventede fremtidige offentlige besparelser til den kommune, som afholder udgifterne. Hertil kommer der bedre muligheder i kommunerne til at prioritere langsigtet, da udsigten til at kunne styre den lokale økonomi ser lysere ud. Ligeledes er kommunernes udgiftsramme hævet med ekstra fem milliarder kroner de seneste to år.

Indsatsen til de mest socialt udsatte borgere vil derfor forventeligt give et bedre liv for samfundets mest udsatte borgere og samtidig koste færre penge på lang sigt - uden at blive dyrere på kort sigt. Den eneste barriere er vores egen uformåenhed ud i det organisatoriske.

Kronikken er bragt i Kristeligt Dagblad den 19. august 2024.