VIVE-forsker: Hjemløse risikerer at blive sendt fra herberg til gaden

Herberger og forsorgshjem (§ 110-boformerne) udgør velfærdsstatens nederste sociale sikkerhedsnet. For at sikre, at en borger i hjemløshed har ubesværet adgang til at få tag over hovedet, er ’selvmøderprincippet’ helt afgørende.

Det betyder, at enhver hjemløs borger kan henvende sig til en § 110-boform hvor som helst i landet, og at det alene er forstanderen (personalet), der har retten til at indskrive borgeren på tilbuddet.

Borgeres ret til ophold

Selvmøderprincippet indebærer, at kommunen, staten eller andre ikke kan underkende borgerens ret til at opholde sig på tilbuddet, fordi det er dyrt. Boformen skal dog sikre sig, at borgeren tilhører målgruppen for tilbuddet, da det er et krav i serviceloven, at borgeren har andre sociale problemer ud over hjemløsheden.

Det kan for eksempel være en psykisk lidelse eller et misbrugsproblem. Tilhører borgeren målgruppen, og er der en plads, kan boformen indskrive borgeren. Gennemsnitsprisen for et ophold er cirka 40.000 kroner om måneden. For at kompensere for, at kommunerne har pligt til at dække udgiften til opholdet, refunderer staten 50 procent af kommunens udgifter til ophold på § 110-boformerne.

Statslig refusion mindsker incitament

En væsentlig udfordring i det eksisterende system er, at den statslige refusion alt andet lige mindsker incitamentet for kommunerne til at etablere mere varige løsninger for borgere i hjemløshed.

Det gælder ikke mindst for den gruppe blandt herbergsbrugerne, som har brug for et egentligt botilbud, som de midlertidige botilbud efter § 107 eller de længerevarende botilbud efter § 108 i serviceloven.

For disse tilbud er regnestykket og det manglende incitament rimeligt enkelt. Hvis et ophold på en § 107- eller § 108-boform koster cirka det samme eller endda lidt mere end et herbergsophold, og kommunen selv skal betale hele opholdet på §§ 107- eller 108-boformen, er det billigere at lade borgere ’bo’ på herberget i lang tid.

Hurtig adgang til egen bolig og social støtte

Udfordringen er imidlertid, at § 110-boformen ikke er (og heller ikke skal være) et socialpsykiatrisk tilbud med den specialisering, som borgere med særligt komplekse støttebehov har behov for.

Statsrefusionen bidrager formentlig også til at mindske incitamentet for at skabe en permanent boligløsning i egen bolig for den store gruppe af herbergsbrugere, som rent faktisk godt kan komme ud i egen bolig, hvis vel at mærke de samtidig får den sociale støtte, de har brug for.

Kombinationen af en hurtig adgang til egen bolig med en intensiv og fleksibel social støtte er den tilgang, som også er kendt som ’Housing First’. Forskningen viser, at denne indsats er yderst virksom for langt hovedparten af de hjemløse borgere, som får den. Det er imidlertid kun et fåtal af de hjemløse borgere, der reelt tilbydes denne indsats.

Mangel på billige boliger

Der er mange faktorer, der spiller ind på, at det halter med at etablere permanente bolig- og støtteløsninger. En central udfordring er at skaffe boliger, som borgere på kontanthjælp kan betale. I storbyerne er der en massiv mangel på små, billige boliger.

Nogle af de mindre og mellemstore kommuner har derimod en rimelig tilgængelighed af billige almene boliger, men har besluttet ikke at benytte muligheden for kommunal boliganvisning, for eksempel fordi man ikke vil betale for istandsættelsen af boligen ved fraflytning, som reglerne om kommunal anvisning kræver. Dernæst er der udfordringen med at give borgeren den sociale støtte, han eller hun har behov for.

Strukturelle og systemiske barrierer

Til trods for årelange bestræbelser på at udbrede kendskabet til effektive indsatsmetoder som "Assertive Community Treatment (ACT)" og "Intensiv Case Management", der er et grundelement i Housing First-tilgangen, er der stadig en lav dækning med disse indsatser til de hjemløse borgere, der flytter ud i egen bolig.

Disse strukturelle og systemiske barrierer underminerer hjemløseboformernes mulighed for at få deres brugere videre til en varig løsning efter et ophold på en boform. Man skal tænke sig godt om, før man piller ved velfærdsstatens nederste sociale sikkerhedsnet.

Kommunal finansiering

En ændring af refusionsreglerne i retning af en større andel af kommunal finansiering – særligt for de lange ophold – vil formentlig kunne øge incitamentet for kommunerne til at finde mere varige løsninger.

Risikoen er imidlertid, at kommuner tyr til besparelser på boformerne, der hvor de kan, det vil sige på de kommunale boformer og boformerne med en kommunal driftsoverenskomst.

Samtidig er der en stor risiko for, at der kommer yderligere pres på selvmøderprincippet. En afskaffelse af selvmøderprincippet vil indebære, at der klippes et stort hul i bunden af det sociale sikkerhedsnet og ville formentlig resultere i, at boformer må lukke, og at de hjemløse borgere i stedet ville havne på gaden.

Støttemetoder til hjemløse

Man kunne også se på incitamenterne til at tilbyde den fornødne sociale støtte til borgere, der flytter i egen bolig efter opholdet på en boform. Det kunne man for eksempel gøre ved at tilskynde kommuner til at bruge de mest virksomme støttemetoder til at få hjemløse borgere ud i egen bolig, som de tværfaglige ACT-støtteteams eller den fleksible og intensive ICM-bostøtte.

Realistisk set vil det formentlig kræve, at stat og kommuner hjælpes ad med at løfte opgaven og forbedre indsatsen. Det kunne ligefrem bidrage til at styrke det sociale sikkerhedsnet for borgere i hjemløshed.