Videokonsultationer: Genistreg eller åbning af Pandoras æske?

Da statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde den 11. marts lukkede store dele af Danmark ned på grund af faren for smitte med coronavirus, var det samtidig startskuddet til en række kreative bud på, hvordan vigtige opgaver stadig kunne udføres.

Et af buddene var en turbo-udrulning af en løsning til videokonsultationer i almen praksis. På mindre end to uger er 898 lægeklinikker blevet koblet på video-løsningen i appen ”Min Læge”, så læge og patient ikke behøver ty til mere usikre nødløsninger som Facetime, Skype og Messenger.

Hvorvidt videokonsultationer i almen praksis er en genistreg eller åbningen af Pandoras æske, må fremtiden vise. Et er dog sikkert: COVID-19 har ændret samfundets behov for lægetilgang og betydningen af distance i patient-læge relationen. Når nærhed er forbundet med smitterisici, bliver distance et sikkerhedsværn.  Antallet af henvendelser til de praktiserende læger er også faldet markant som konsekvens af krisen. Danskere har stadig behov for adgang til lægehjælp, men fremdeles fra deres hjemmeadresse af.

Genistreg

Udrulning af videokonsultation i app’en Min læge kan bringe egen læge ind i danskernes hjem. App’en Minlæge blev gjort nationalt tilgængelige i 2018. Den er resultat af et samarbejde mellem de centrale aktører i det danske sundhedsvæsen, nemlig PLO, Sundhedsministeriet, Danske Regioner og Kommunernes Landsforening. Den er udviklet af Trifork og giver borgeren mulighed for at booke tid hos egen læge, lave (skriftlig) e-konsultation, få overblik over egne vaccinationer, henvisninger, diagnoser og medicin via integration til Medicinkortet. Videodelen kom på som et forsøg i 2019, men er som sagt blevet turbo-udrullet som konsekvens af coronakrisen.

Den hastighed, som lægerne har taget ny teknologi til sig, er helt usædvanlig, og eksperimentet bliver spændende at følge i den kommende tid. For selv om Danmark har udsigt til at åbne gradvis op efter påske, så understreger myndighederne også, at svage ældre og andre med kroniske lidelser forsat skal holde sig inde døre.

Videokonsultationer er en løsning, der rækker ind i fremtiden og åbner for et nyt beredskab og en ny tilgængelighed i sundhedsvæsenet for eksempelvis karantæneramte og andre patientgrupper, der ellers ville være afskåret fra fysiske konsultationer.

Teknologien åbner samtidig for en modernisering af almen praksis med øget brug af video, også til almindelige konsultationer for borgere, der ikke er i risikogruppe.  PLO’s formand Christian Freitag har på en pressekonference slået til lyd for, at video også egner sig til patientgrupper som børn og gamle, samt at folk med ængstelse og psykiske eller psykiatriske lidelser kan henvende sig og have gavn af videokonsultation.

Åbner vi nu Pandoras æske?

Men spørgsmålet er, hvad videokonsultationer kan og ikke kan bruges til, og om lægerne får taget sig den nødvendige tid til at følge op på, hvornår videokonsultationer virker.

Patientsikkerheden og -ansvaret ændrer sig, når lægen ikke har fysisk adgang til at undersøge patientens krop eller til at lægge en trøstende hånd på patientens skulder under en svær samtale. Det er en lang og kompleks proces at udvikle en klinisk praksis for videokonsultationer, der har den nødvendige faglige-etiske habitus for kvalitet, sikkerhed og effektivitet. Denne tid er i den pressede situation ikke til rådighed.

Når vi kommer på den anden side af den akutte krise, vil det derfor være oplagt – ja faktisk nødvendigt – at undersøge en række temaer:

1. Hvilke patientgrupper og kliniske situationer kan løses med video?
2. Hvordan påvirker videokonsultationer kvaliteten af de leverede sundhedsydelser i sammenligning med traditionelle konsultationer?
3. Hvilke organisatoriske konsekvenser får videokonsultationer på længere sigt i forhold til tilgangen til almen praksis og får dens arbejdsgange?
4. Hvad betyder muligheden for videokonsultationer for belastningen og den samlede drift på længere sigt?

Fremtid i nutiden

Til efteråret forventes anden bølge af coronaepidemien. Befolkningens tillid til myndigheder og eksperter er indtil videre i top, ligeledes er forandringsparatheden. Men hvor klar er det nære sundhedsvæsen til at tage hånd om de svage, herunder børn og syge ældre, der i videst muligt omfang skal forblive hjemme og på kommunale pladser og boliger?

De formelle rammer for det nære sundhedsvæsen er på plads med de sidste §2-aftaler, men de organisatoriske redskaber og sundhedsfaglige relationer skal modnes. Og hvis videokonsultationer skal anvendes som forandringsagent i det nære sundhedsvæsen er det vigtigt at kunne svare på hvilke patientgrupper, der har gavn af dem.

Den allernyeste forskningslitteratur (Greenhalgh et al. BMJ, March 2020) ser videokonsultationer som egnede til:

1. Mennesker med stor ængstelse, idet videokonsultationen kan være mere beroligende end telefonopkald
2. Dem med milde symptomer på coronavirus (de visuelle tegn kan give et fingerpeg)
3. Dem med alvorlige symptomer på coronavirus (som reducerer risikoen for at besøge en potentielt smittet person)
4. Skrøbelige ældre eller personer med nedsat immunforsvar som en mulig løsning på at kunne blive i hjemmet fremfor at tage til klinikken.

Til gengæld siger litteraturen, at videokonsultationer er uegnet ved:

1. alvorligt syge patienter, der ikke kan undvære en fuld fysisk undersøgelse eller procedure
2. Co-morbiditeter som fx confusion, forvirring) som påvirker patientens evne til at bruge teknologien (undtagen hvis pårørende er tilstede til at hjælp).

Set i lyset af coronaepidemien har der næppe været et gangbart alternativ til en lyn-udrulning af videokonsultationsløsningen, men når den akutte fase er overstået, kalder det ny distance-paradigme i patientrelationen i den grad på, at vi følger op, evaluerer – og lærer af erfaringerne, så vi kan fastholde de gode ting og undgå utilsigtede konsekvenser.

Der er brug for forskningsbaseret viden om, hvornår og hvordan vi hensigtsmæssigt bruger video – og hvornår vi gør det som supplement til henholdsvis erstatning for fysisk fremmøde i almen praksis.