Vi skal tilbyde elever en midtervej mellem almindelig skolegang og specialtilbud

Denne kronik har været bragt i Altinget.

En række danske kommuner – herunder Aarhus – står ved en økonomisk og pædagogisk korsvej.

De står overfor markante besparelser på børne- og ungeområdet. Besparelserne rammer hårdt på et tidspunkt, hvor antallet af børn og unge med diagnoser og særlige behov er stigende.

I denne sammenhæng er det uheldigt, at vi i Danmark har organiseret skoleområdets økonomi på en måde, så det stigende ressourceforbrug på specialområdet i vidt omfang hentes fra et i forvejen presset almenområde.

Derfor er vi nødt til at genoverveje, hvordan vi organiserer skolerne.

Løsningen ligger delvist i, at almenskolen skal være bedre til at imødekomme støttebehovene hos børn med særlige behov, og hvor børn med særlige behov ikke henvises til dyre specialtilbud, fordi der ikke er støttemuligheder i almenskolen.

Selvfølgelig skal børn, der bedst støttes i specialtilbud, have den mulighed, men den stigende tendens mod segregering understreger behovet for handling.

Problemet er, at vi i Danmark over mange år har opbygget et skolesystem, hvor man som elev enten sidder i en almenklasse med lidt eller ingen særlig støtte. Eller også er man som elev fuld tid i et mange gange dyrere specialtilbud på en specialskole eller i en specialklasse.

Tallene viser, at er man først der, er det forsvindende få børn, der vender tilbage til en almindelig skole. Og det er skidt, også fordi det har nogle konsekvenser for, hvordan børnene klarer sig senere i livet og i uddannelsessystemet.

Derfor er det nærliggende at finde en mellemting mellem de to typer af skoletilbud.

Man kunne forskyde vægten og søge at udvikle en mellemting mellem almenundervisning og specialundervisning. Og det er der heldigvis mange skoler, der allerede har erfaring med.

Mellemvej kan kan gavne børn med særlige behov

VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, har netop offentliggjort en pilotevaluering af de såkaldte mellemformer, som viser, at mellemformer kan bidrage til at imødekomme støttebehovene hos en betydelig andel af børnene med særlige behov.

Mellemformer er en hybrid mellem almenundervisning og specialundervisning. Ambitionen er at tilbyde eleverne støtte der, hvor de er, og til det, de har brug for – hvad enten det er inden for rammerne af deres egen klasse eller i små, særligt sammensatte grupper.

Fra 2021-23 har VIVE sammen med Styrelsen for Undervisning og Kvalitet været i tæt dialog med 20 skoler på tværs af fem kommuner, hvor vi har fulgt og understøttet skolernes arbejde med at udvikle mellemformer.

Resultaterne fra pilotevalueringen viser, at et markant flertal af både skoleledere, lærere, pædagoger og eleverne selv vurderer, at mellemformer er et relevant tilbud i forhold til elevernes støttebehov.

De mener også, at de får et godt udbytte både fagligt og socialt.

En ekstra gevinst er, at den enkelte elev beholder sin tilknytning til almenskolen og den almene undervisning.

Grundidéen er, at frem for at flytte eleverne hen til specialtilbuddene, flytter man det som skal til for at imødekomme elevens støttebehov, ind på skolen.

I kommuner, hvor behovet for specialundervisning stiger, ser det således ud til, at mellemformerne kan være med til at imødekomme nogle af udfordringerne.

Hvis det bliver grebet rigtigt an, og man får skabt den rette kvalitet i mellemformerne, kan de tilbyde et undervisningsmiljø, som kan tilgodese de særlige behov hos flere elever, end det er tilfældet i dag.

Samtidig sparer kommunerne penge, og de kan dermed bruge en større andel af pengene på almenområdet.

Der vil altid være børn og unge, der har brug for et decideret specialtilbud. Mellemformer skal derfor ikke ses som en erstatning for specialtilbud, men snarere som en mulighed for, at skolerne i tæt samarbejde med forvaltningen kan skabe nye strategier for, hvordan der skal arbejdes med inkluderende undervisningsmiljøer, og hvordan den samlede mængde ressourcer bruges bedst muligt.

Professionshøjskolerne skal tilbyde efter- og uddannelse

For at mellemformer skal lykkes, kræver det mere end blot gode intentioner.

Det kræver ressourcer – både økonomiske og menneskelige. Lærere og pædagoger skal have kompetencer og rammer til at arbejde i fleksible strukturer, og skolerne skal have ressourcer til at tilpasse undervisningsmiljøerne til de forskellige elever som går på skolen.

Det kræver et målrettet lokalt udviklingsarbejde, som ikke uden videre kan sættes på en simpel formel, idet ”den rette løsning” fuldstændig afhænger af de konkrete børn og af skolens rammer og kompetencer. Det stiller store krav til både ledelse og medarbejdere.

VIVEs pilotevaluering peger også på, at en af de helt centrale flaskehalse på nogle af skolerne er medarbejdernes specialpædagogiske kompetencer.

Her kan professionshøjskolerne spille en central rolle ved at udvikle og tilbyde den rette efter- og videreuddannelse. På den lidt længere bane skal de tilpasse grunduddannelsen af lærere og pædagoger.

Mange kommuners budgetsituation udgør her og nu en særlig udfordring for implementeringen af mellemformer.

Der er nok brug for at erkende, at der visse steder vil være behov for at investere flere midler på kort sigt.

Der skal en økonomi til, der muliggør etablering og drift af mellemformer samtidig med, at lærere og pædagoger får den nødvendige støtte og uddannelse.

Derudover skal skolerne have adgang til specialpædagogisk vejledning og ressourcer, der kan styrke deres evne til at arbejde med mellemformer.

VIVEs pilotevaluering viser, at mange af skolerne har haft behov for at tilpasse de fysiske rammer omkring undervisningen.

Det har de gjort gennem en fremsynet prioritering og tiltro til, at man faktisk over tid kan nå i mål med det helt centrale: At blive bedre til at imødekomme elevernes støttebehov i skolen.

Andre skoler befinder sig imidlertid i en situation, hvor de ikke har budget eller de rette kompetencer. Her vil langsigtet investering være nødvendig.

Uanset udgangspunktet så er der ingen snuptag, men kun et langt, sejt og fokuseret træk.