Udligningsreformen kan give bedre lighed i kommunale sundhedstilbud

Efter et langt tilløb blev der landet en aftale om fremtidens kommunale udligning. Som ventet bliver der flyttet flere penge fra Hovedstadsområdet og Aarhus til resten af landet, om end noget mindre end der først var lagt op til.

Det er glædeligt, at der kunne samles et stabilt politisk flertal for en ny model for den kommunale udligning. Det er nemlig vigtigt, at kommunerne kender deres fremtidige økonomiske ramme, og det tidligere udligningssystem var efterhånden holdt sammen af tyggegummi og tape.

Reform ændrer ikke grundlæggende på udligningssystemets indbyggede ulighed

Er alle udfordringer med at kunne levere et sammenligneligt sundhedstilbud i kommunerne så fjernet?

Nej, nogle af de mere åbenlyse udfordringer mindskes, men grundlæggende er der i det kommunale udligningssystem indbygget en ulighed, hvor rige kommuner fortsat vil have mulighed for levere et højere serviceniveau end fattigere kommuner.

Dette står i kontrast til den regionale udligning, hvor der bliver udlignet alene på baggrund af objektive kriterier for udgiftsbehovet –  uden skelen til skattegrundlaget. Hvorvidt dette er rimeligt eller ej, er et politisk spørgsmål, men det har den konsekvens, at det er vanskeligt at etablere et ensartet sundhedstilbud på tværs af kommunerne.

Kompenserer for højere udgifter i kommuner med lavere middellevetid

På en række områder er den nye udligningsaftale dog skridt frem for sundhedsområdet. F.eks. er der i den nye aftale indført et kriterium for lav middellevetid i det socioøkonomiske udgiftsbehov. Det betyder, at kommuner, hvor levetiden er relativt lav, bliver kompenseret for at have højere aldersrelaterede udgifter end kommuner med en høj middellevetid.

En 70-årig med fem forventede restleveår er noget dyrere i kommunal service end en 70-årig med en forventet restlevetid på 15 år, og det bliver der altså nu i et vist omfang taget højde for med den nye udligningsreform.

Udligningsreformen er et godt eksempel på, at der kan laves politiske forlig om andet end COVID-19, og vi må forvente, at organiseringen og finansieringen af det nære sundhedsvæsen på et eller andet tidspunkt igen kommer på dagsordenen. Her vil en styrket udligning give bedre muligheder for at sætte mere ensartede standarder på tværs af kommunerne.

Grundlæggende vil der dog også fremadrettet være behov for, at ydelser, der i højere grad falder under sundhedsloven i kommunerne, bliver finansieret separat af de opgaver, der falder under serviceloven, hvor der er en større accept af forskelle i tilbuddene på tværs af landet.