Tvangsfjernet: Forældretestens faldgruber

Tvangsfjernelsen af et nyfødt barn fra en grønlandsk kvinde i Thisted Kommune har skabt ny debat om myndighedernes metoder til at vurdere forældreevner. Mange steder benytter man nemlig såkaldt psykometriske test, der ikke tager højde for sprog- og kulturforskelle. Derfor har grønlandske forældre dårligere chancer for at opnå et tilfredsstillende resultat og risikerer i værste tilfælde, at deres barn bliver fjernet på et fejlagtigt grundlag. Både danske og internationale medier har dækket sagen, og senest har social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen opfordret kommunerne til at stoppe brugen af de omstridte test.

Debatten er dog præget af en række myter og misforståelser, som kræver nuancering.

Kommunerne har pligt til at sikre, at deres beslutninger er velunderbyggede, især i sager om anbringelse af børn. En forældrekompetenceundersøgelse, FKU, som udføres af en autoriseret psykolog, er en del af denne proces og et redskab til at varetage både barnets og forældrenes interesser. Det er således en myte, at kommunerne blot kan undlade at lave FKUer. At undlade dem ville være både uetisk og ulovligt.

En almindelig misforståelse er, at en forældrekompetenceundersøgelse i sig selv er en test.

Dette er ikke korrekt. En FKU er en psykologisk undersøgelse, der kan inkludere psykometriske test, men det er ikke en forudsætning. Undersøgelsen skræddersys til at belyse de spørgsmål, som myndighederne ønsker belyst. I nogle tilfælde beder kommunerne imidlertid specifikt om, at psykologen skal anvende psykometriske test. Den type test er designet til at måle psykologiske egenskaber som personlighed, intelligens eller empati ved at sammenligne individet med en referencegruppe.

 

Det store dilemma opstår, når psykometriske test anvendes uden hensyn til kulturelle og sproglige forskelle. Standardiserede test er ikke tilpasset grønlandsk sprog og kultur og kan dermed give misvisende resultater. At udvikle test specifikt til en lille befolkningsgruppe som den grønlandske ville kræve enorme ressourcer og er næppe realistisk. Derfor opstår spørgsmålet: Er en misvisende test bedre end ingen test?

En af de mest anvendte og også omstridte psykometriske tests er WAIS-testen, som måler iq. Forskning viser, at iq ofte tillægges stor betydning i afgørelser og domme på anbringelsesområdet.

WAIS-testen indeholder mange delprøver, som måler sproglige kompetencer, hvilket gør det absurd at forestille sig, hvordan det må opleves at blive testet på et andet sprog end sit modersmål.

Selvom mange af os synes, at vi er gode til engelsk, så foretrækker vi stadig at se tv med undertekster. Mange af WAIS-delprøverne er desuden på tid, hvilket også bidrager til, at det ikke giver mening at gennemføre testen sammen med en tolk.

Det er en myte, at der ikke findes alternativer til WAIS. Der findes nonverbale test, som også måler intelligens - eksempelvis Ravens matricer.

Imidlertid måler de nonverbale intelligenstest i sagens natur ikke den verbale intelligens, men måske det alligevel er bedre med en retvisende test, der måler én form for intelligens, frem for en misvisende test, der måler den fulde iq? Et alternativ til at anvende psykometriske test er, at psykologen kan basere sin undersøgelse på samtaler og observation. Det ville måske få forældrekompetenceundersøgelsens resultater til at fremstå mere usikre i nogles øjne, men den skepsis er der ikke videnskabeligt grundlag for.

Der findes nemlig ikke nogen forskning, som understøtter, at anvendelsen af psykometriske test udviklet til hvide, vestlige målgrupper, kvalitetssikrer psykologiske undersøgelser af minoritetsforældre.

Psykologi er ikke en eksakt videnskab, og resultaterne af en FKU vil altid være behæftet med usikkerhed. Når psykologer skal vurdere, om en forælder har et udviklingspotentiale, så er der reelt tale om, at psykologen vurderer sandsynligheden for, at forælderen kan udvikle sig i en positiv retning.

 

Et andet spørgsmål er, om det at blive anbragt uden for hjemmet er en om muligt endnu mere indgribende afgørelse i sager med børn af etniske minoritetsforældre end i sager med etnisk danske børn. Hvis barnet anbringes hos plejeforældre, som ikke taler barnets modersmål, er svaret indlysende ja, idet det for yngre børn betyder, at de permanent mister deres modersmål og ofte derved muligheden for at kommunikere med deres biologiske familie.

Afgørelsen om at anbringe et grønlandsk spædbarn hos ikkegrønlandske plejeforældre vil dermed få livslange konsekvenser for barnet, som det er svært at overvurdere betydningen af. Dermed er spørgsmålet om at få lavet en retvisende FKU ikke bare et spørgsmål om at sikre forældrenes, men også barnets retssikkerhed.

Der har i de senere år været en del debat om kvaliteten af forældrekompetenceundersøgelser, og antallet af afgørelser, der giver kritik af autoriserede psykologers arbejde i forbindelse med forældrekompetenceundersøgelser, vidner om, at myndighederne har fokus på at kvalitetssikre arbejdet.

At arbejde som psykolog på tværs af kulturer er en specialistopgave. Ideelt set bør psykologen selv have kendskab til forælderens kulturelle baggrund, men hvis det ikke er muligt, så findes der en stor forskningslitteratur, som kan informere arbejdet. I stedet for at myndighederne i opdraget til psykologerne stiller krav om anvendelse af psykometriske test, kunne man ønske sig, at de stillede som krav, at psykologen har særlige tværkulturelle kompetencer, ligesom man kunne ønske sig, at psykologer, som ikke har nogen særlig viden om tværkulturel psykologi, ikke påtager sig opgaver, der indebærer at anvende misvisende psykometriske test.