Tre lande har ikke lærermangel: Måske er løn en del af årsagen

En ting fremstod særligt bekymrende, da OECD offentliggjorde deres årlige uddannelsesstatistik: Den nærmest verdensomspændende udfordring med lærermangel.

Ifølge OECD er det øjensynligt kun i tre af de 21 undersøgte lande – Grækenland, Sydkorea og Tyrkiet, hvor det virker uproblematisk at rekruttere lærere. Det er alarmerende, og situationen ser ud til at forværres: Mange af OECD-landene har en aldrende lærerstand og en demografisk udvikling, der øger behovet for flere lærere.

I en årrække har analyser fra blandt andet Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Rockwool Fonden og Vive vist en markant tendens i den danske folkeskole: Et fald i antallet af uddannede lærere og et faldende optag på læreruddannelsen kombineret med et relativt højt frafald.

Manglen på lærere kan føre til lavere faglig kvalitet og ringere læringsudbytte for eleverne. Det rammer især mindre privilegerede elever hårdt, hvilket i sidste ende forstærker den sociale ulighed.

Der er altså al mulig grund til at tage lærermangel alvorligt.

Nyere forskningslitteratur peger på, at lærermangel blandt andet skyldes, at lærerprofessionen er blevet mindre attraktiv. Arbejdet mangler status, og det resulterer i, at færre vælger at uddanne sig eller arbejde som lærere.

Vi er dykket ned i den mastodontiske rapport fra OECD, der rummer omfattende data om uddannelsessektorens tilstand, for at finde bud på tiltag, der kan forebygge lærermangel.

”En interessant idé”

Det er interessant, at de førnævnte tre lande, der ikke oplever lærermangel, samtidig har et relativt lavt uddannelsesniveau for lærerne. Selvom færre optagelseskriterier og kortere uddannelsesforløb på kort sigt kan øge antallet af lærere, vil det næppe hæve professionens status på den lange bane eller forbedre elevernes læring.

Dernæst er der de såkaldte lærerstartsordninger, som skal sikre, at nyuddannede lærere hurtigt føler sig trygge og velforberedte. Det er vigtigt, da mange lærere forlader folkeskolen tidligt i deres karriere. Dog mangler vi egentlige analyser, der dokumenterer, at disse onboarding-initiativer har en betydelig effekt på lærerprofessionens status.

Og nu til spørgsmålet om løn. Her dukker en interessant idé op: Flere lande tilbyder løntillæg til lærere, der arbejder på skoler i afsidesliggende områder. Det gælder for en tredjedel af de lande OECD har undersøgt, hvor data har været tilgængelig. I enkelte lande gives der også en økonomisk bonus for at undervise på socioøkonomisk udfordrede skoler. Denne tilgang kan måske virke en smule for liberal eller endda en smule udansk for nogle læsere – ikke mindst fordi økonomiske incitamenter historisk set ikke klinger så effektfuldt i en nordisk skolekontekst.

Inspiration til løsninger

Men der kan muligvis findes inspiration til udformningen af økonomiske tillæg i regeringens nye sundhedsreform. En læsning af reformudspillet er, at antallet og fordelingen af almenpraktiserende læger skal tilpasses patienternes behov og behandlingsbyrde. En fortolkning af dette princip er, at læger med høj behandlingsbyrde kan have færre patienter uden indtægtstab, mens læger med mindre krævende patienter skal behandle flere for at bevare deres indtjening.

I det danske folkeskolesystem kan det være vanskeligt at indføre en lignende model, hvor man for eksempel har forskellige klassestørrelser baseret på antallet af elever med særlige behov. Men flere ressourcer til højere løn på de skoler, der har størst udfordringer med at rekruttere lærere, eller til de skoler, der har det største behov for kompetente undervisere, er givetvis en lettere og mindre bureaukratisk løsning.

At indføre differentieret løn kan dog ikke løfte lærerprofessionens status alene, selvom to anerkendte amerikanske forskere for nyligt konkluderede, at lønniveauet sandsynligvis er den vigtigste faktor for lærerstandens faldende status. Men differentieret løn vil gøre det mere attraktivt for dygtige lærere at arbejde i de yderområder, der har svært ved at tiltrække kvalificerede undervisere – og ofte står med den største lærermangel. Det er afgørende, da dansk forskning viser, at der stadig er en stærk sammenhæng mellem social baggrund og børns fremtidige livschancer – en udfordring, vi har svært ved at løse.