Torturofferets skam

Skam gør folk tavse. Den skam, der har fået så mange ofre for voldtægt og andre overgreb til at tie, har MeToo-debatten skubbet til, heldigvis. At dele overgreb, man selv har oplevet, kan – selv mange år senere – være befriende. For det er jo ikke offeret, som burde skamme sig. Den samme dynamik – at skamme sig over og skjule overgreb, man har været udsat for – ses hos ofre for tortur. Dermed er det også her vigtigt at få historierne frem i lyset, så folk kan få hjælp til at bearbejde, hvad de har været udsat for, og komme bedst muligt videre i tilværelsen.

I Danmark sker en stor del af arbejdet med torturofre på DIGNITY, der tidligere hed Rehabiliterings og Forskningscenter for Torturofre, et center, der har eksisteret i næsten 40 år. Et vigtig del af centrets arbejde handler om dokumentation og forskning, og for nylig udkom en artikel baseret på en gennemgang af arkivdata fra 27 års behandlingsarbejde. Artiklen bygger på godt 1200 patientjournaler – behandlernes nedskrevne noter på baggrund af de enkelte torturoverleveres historier. Den præsenterer en dyster sammentælling af, hvad torturofrene har været udsat for: Gennembankning. Ophængning. Kvælning. Snit/amputation. Elektriske stød. Seksuel tortur. Sammentællingen viser de mange måder, folk med myndighedernes støtte og opmuntring mishandles på. Sådanne oplevelser giver dybe sår på både sjæl og legeme og kan være svære at hele, selv med den bedste hjælp.

En central pointe i artiklen er, at en status som etnisk minoritet ikke altid kun er knyttet til livet efter den flugt, der førte folk til Danmark. Nogle af patienterne var også etniske minoriteter inden deres flugt – eksempelvis som kurdere i Tyrkiet eller Irak eller som palæstinensere i Libanons flygtningelejre. Og data viser, at minoriteter er mere udsatte end andre – de har for eksempel i gennemsnit været udsat for flere forskellige former for tortur. En mulig forklaring er, at etniske minoriteter hyppigt er marginaliserede i deres oprindelseslande. De lever dermed ofte mere udsatte tilværelser, hvilket kan gøre, at de oftere ender med at blive underkastet tortur i for eksempel politiets varetægt. En anden pointe i artiklen er, at kvinder langt hyppigere end mænd oplever seksuel tortur. Dette fund er måske ikke overraskende, men en vigtig pointe er, at en del af forskellen måske udspringe af den store skam, en mand kan opleve ved at blive voldtaget. Dermed underrapporterer mænd måske denne torturform.

Tortur kaster lange skygger. Ofrene kan udvikle PTSD – post traumatisk stress syndrom – og alvorlige depressioner eller angst. Dermed har de svært at tage ordentligt vare på deres egne børn, og det medfører, at børn i nogle flygtningefamilier (også børn, som er født efter ankomsten til Danmark) kan komme til at bære forældrenes traumer videre. Måske forsvinder mor eller far helt ind i sig selv af og til.  Så må det store barn være den lille voksne og sørge for, at lillesøster kommer i tøjet og i skole. Den unges egne problemer og udfordringer er der også dårlig plads til, når far bare skal have ro for ikke at eksplodere, og strategien bliver, at de fire søskende bare holder sig væk fra hjemmet så meget som muligt.

I nogle familier går det helt galt. Hvad det kan indebære, hørte jeg om, da jeg interviewede en ung kvinde på et Safehouse – et botilbud for etniske minoritetsunge, der er på flugt fra ”æresrelaterede konflikter” og lignende problemer. I sine 19 leveår havde kvinden oplevet mange slags vold fra især sin far, men også fra både en bror og en søster. Hendes far var krigsflygtning, noget hun selv mente havde præget ham dybt. Fra sin opvækst fortalte hun følgende: 

Min far begyndte at se en tv-serie, hvor han levede sig ind i den. Når vi fejlede, blev vi tortureret, ligesom de gjorde i filmen… For eksempel bandt han os til en stol, varmede en kniv og begyndte at brænde os. Han bandt os og tog stolen ned, og så brændte han vores fødder. Første gang jeg blev udsat for det, var jeg lige fyldt 13. Jeg kan huske, at jeg var taget hjem i et frikvarter for at spise, og han bandt mig til den stol, og jeg græd. Jeg skreg ikke engang – jeg var så bange, jeg græd bare…. Jeg kan huske, han rullede gardinerne ned. Min søster, hun blev udsat for det samme – og endda værre.

Ud over oplevelser som ovenstående var denne unge kvinde i løbet af sin barndom og ungdom også blevet gennembanket, sparket bevidstløs og spærret inde. På et tidspunkt blev hun også holdt tilbage i forældrenes oprindelsesland mod sin vilje. Det var også her, at hendes far – der i perioder drak voldsomt – tog kvælertag på hende og holdt en pistol til hendes tinding. Det er ikke til at vide, hvor meget hendes tragiske og oprørende familiehistorie udspringer af en tortur, som hendes far måske havde været udsat for, eller om den skyldes erfaringerne med krig, flugt og livet som marginaliseret førtidspensionist i Danmark. Eller måske noget helt femte. Men hendes historie viser i hvert fald, hvor alvorlig og omfattende volden i nogle flygtningefamilier kan være.

Og dermed er vi tilbage ved vigtigheden af at hjælpe flygtninge, der for eksempel har været udsat for tortur, og ved vigtigheden af at adressere den skam, der kan få folk til at tie. En skam, der gør, at de langt fra altid fortæller, hvad de har været udsat for – selv når de bliver spurgt. Faktisk er undgåelsesadfærd et af de diagnostiske kriterier for PTSD, hvilket gør det ekstra vigtigt, at fagfolk stiller de rigtige spørgsmål og gør det på den rette, omsorgsfulde måde. Og selv her kan det være svært at tale.

N.T. Dalgaard, K. Bjerre, & M.H. Thøgersen (2021). Twenty-seven years of treating survivors of torture and organized violence – associations between torture, gender and ethnic minority status among refugees referred for treatment of PTSD. European Journal of Psychotraumatology, 12(1).