Sundhedsvæsenet skal sætte to nye sejl for at komme ud af bermudatrekanten

Som 22-årig sejlede jeg i stormfuldt vejr over det berygtede havområde, Bermudatrekanten, hvor skibe på mystisk vis forsvinder. En nat på åbent hav i stormfuldt vejr, hvor skibet kurede op og ned ad bølgetoppene måtte ”alle mand på dæk”. Den fem-mands store besætning bestod af to østrigere, en italiener, en svensker (med angst for dybt vand) og en dansker, mig selv. Vi kunne forskellige ting og var ikke lige vilde med hinanden. Men vi havde et skæbnefællesskab i at løse situationen sammen. Sejl skulle ned, nye op og rigges til -  i høj sø. Det lykkedes, skibet blev oven vande, og ud på de tidlige morgentimer anløb vi vores havn i Bermuda.

I organisationsforskningen har talen om ’Bermudatrekant’ etableret sig som udtryk for patienternes uhensigtsmæssige forløb mellem hospital, kommune og almen praksis til en hverdag med sygdom i hjemmet. Stadig flere af os lider ikke af blot én sygdom, men flere kroniske fysiske og/eller psykiske sygdomme, såsom demens, diabetes, depression eller KOL. En fremskrivning viser, at frem mod 2035 vil antallet af patienter med både diabetes og KOL stige med 35 procent - det er cirka 130.000 flere danskere. Og det er farligt at være patient, når kompleksiteten stiger i behandlingsbehovet, for det kræver flerfaglige kompetencer og en høj grad af koordinering mellem almen praksis, hospital og kommune, men også med ’hjemmet’, familie og pårørende.

Der er derfor grund til at råbe: Alle mand på dæk. Såvel patienter som sundhedsvæsnet er i oprørte vande med fare for, at skibet går ned i manglen på sikre behandlingsforløb for multisyge patienter. Skibet bærer dog omtrentlig 200.000 skatte- og sygesikringsfinansierede sundhedsprofessionelle i hele landet - og har brug for, at vi sætter nye sejl for at imødekomme og stabilisere patienterne dér, hvor de er syge, nemlig i hverdagen og hjemmet.

De fire nødvendige sejl

Sundhedsvæsenets kræfter er afgørende på fire områder. At sætte alle fire sejl handler ikke om forøget hastighed, men taler for at stabilisere båden via en differentieret brug af sundhedsvæsenets kompetencer og samlede kræfter, således at vi bedre kan understøtte de forskellige behandlingsforløb. Formålet er at matche borgernes behov fra vugge til krukke, at nedbringe ulighed i adgangen til sundhedsvæsenet og at møde de store grupper af multisyge patienter med individuelle behandlingstilbud, der går på tværs af specialegrænser og sektorer. To typer sejl skal væves med flerfaglige teams. Et patient-team, der understøtter hverdagslivet med sygdom. Et hjemme-team til at skabe hjemmeligheden, når pejlemærkerne, er omsorg, pleje og lindring.

Første og andet sejl: diagnose og behandling

De to første sejl udgør den velkendte organisering af sundhedsvæsenet og er velfungerende dér, hvor en diagnose og en tilsvarende behandling eksisterer. De afspejler den gængse forestilling om familielægen som generalisten og sygehuset som stedet for specialiseret behandling. Her indlægges man, når man er alvorligt syg, og udskrives, når man er rask igen.

Sandheden er imidlertid en anden: Mange sygdomme kureres ikke på sygehuset, og man udskrives ikke rask, men må sande funktionstab i forbindelse med én eller flere kroniske sygdomme, i værste fald terminal sygdom. Mange patienter, der forlader hospitalssengen, har brug for genoptræning og pleje for at opretholde en stabil sundhedstilstand og hverdag med eksempelvis psykisk sygdom, diabetes, KOL, hjertesygdom og demens.

Vi har derfor brug for to sejl mere for at imødekomme behov fra patienter, som ikke bliver raske, men skal tilbydes hjælp og støtte til en hverdag med én eller flere sygdomme. Vi ved fra flere praksisnære VIVE-undersøgelser, at der mangler organisatoriske rammer, som koordinerer de sundhedsprofessionelles kompetencer og understøtter patientens dagligdag og livet med sygdom på en tryg og forudsigelig måde. Patienterne skal kunne sidde med ved roret og medbestemme retning og lokal tilpasning til, hvad der er vigtig for dem. Sundhedsvæsnet skal derfor justere deres medarbejderkompetencer i patient-teams, der understøtter patientens hverdagsliv med hjælp til selvhjælp.

Tredje sejl til hverdagslivet med uhelbredelig sygdom

Vi har brug for et ekstra, tredje sejl til den store gruppe af patienter, som forlader hospitalet uden at blive raske og vedvarende skal være tilknyttet eksempelvis ambulant behandling. Det viser undersøgelser fra VIVE. Her gælder det om at understøtte patienternes uafhængighed og selvstændighed i en hverdag med én eller flere sygdomme. Corona-nedlukningen af samfundet viste os, at mange lægebesøg kan undlades, skubbes eller afholdes med telemedicinske løsninger. Det mindsker smittespredning på hospitalerne, sparer patienter og deres pårørende for rejsetid og –udgifter og lader sig mere fleksibelt integrere i patienternes hverdag og den geografiske placering af de relevante sundhedskompetencer. Patienterne kan knyttes til et fast tværfagligt team, der kompetencemæssigt tilpasses behandlingsbehovene, og som understøttes digitalt ved hjælp af fleksible kontaktformer som video og sociale platforme. Digitale forløbsguides kan dertil understøtte og styrke samarbejde, videndeling og egenomsorg.

Fjerde sejl til pleje i hjemmet og palliation

VIVE-undersøgelser peger på, at det fjerde sejl skal være designet til patienter, der har et udvidet pleje- og omsorgsbehov, og som ikke kan påtage sig en patientrolle kendetegnet ved selvstændighed og egenomsorg. Dette gælder til en vis grad også børn og unge, samt voksne med handikaps. Alderssvækkede patienter har brug for en tæt vævet sejldug i form af et udvidet sundhedsfagligt team med plejepersonale og pårørende som centrale deltagere. Det fjerde sejl understøtter de patienter, som ikke selv kan justere deres behandling, men har brug for hjælp til deres målinger, medicin og pleje i bredeste forstand. Plejepersonalet er derfor en vigtig part i patientens behandlingsteam med en særlig etisk forpligtigelse til proaktivt at forebygge sygdomsforværring. De skal derfor kunne trække på speciallæger i teamet for at kunne handle lokalt og forebyggende. Palliation er også en vigtig del: spørgsmål til den sidste tid og ønsker til behandlingsniveauet er vigtige at afklare med patient og pårørende. I den sidste livsfase ønsker mange borgere at få mindsket bivirkninger af behandling eller at dø i hjemmet fremfor på sygehuset. Det kræver forberedelse af patienter og deres pårørende. At skabe trygge rammer i den allersidste livsfase og så at sige patientens sidste rejse - er også en væsentlig opgave for teamet.

At navigere med flere sejl – mellem behandlingsbehov og tilbud

Hvordan sejlene sættes og trimmes afhænger af retning og vejrforhold. En vigtig pointe er dog, at sundhedsvæsenet ikke er ansvarlig for folkesundheden alene. De store bølger af multisygdomme relateret til livsstil afbødes ikke med tredje og fjerde sejls behandlingstilbud. De oprørte vande er skabt og skal forebygges andre steder i samfundet. Sygdomme relateret til fejlernæring, rygning, alkoholmisbrug, forurening, mistrivsel og stress løses ikke af sundhedsvæsnet, men forudsætter et bredere samfundspolitisk ansvar med fokus på bæredygtighed i et velfærds-udviklingsperspektiv. At navigere sundhedsvæsnet gennem bermudatrekanten til mere smult vande kræver derfor også fokus på de bredere rammer for hverdagen, trivsel og sund udvikling.