Professor: Børn med overvægt klarer sig ofte dårligere i skolen, men det skyldes mobning og diskrimination – ikke de ekstra kilo
Udgivelsens forfattere:
- Børn, unge og familie
- Dagtilbud, skole og uddannelse Børn, unge og familie, Dagtilbud, skole og uddannelse
Børn er ikke selv skyld i deres overvægt, og så vidt jeg ved, er der er ingen af de initiativer, som forsøger at få børn til at tabe sig, der virker. Børn har meget svært ved selv at gøre noget ved deres overvægt.
I en forholdsvis ny undersøgelse dokumenterer vi, at børn med overvægt har større sandsynlighed for at klare sig dårligere i skolen og videre i uddannelsessystemet. Den viser, at overvægt blandt børn kan have konsekvenser for den enkelte og på sigt også have samfundsøkonomiske omkostninger.
På baggrund af resultaterne fra undersøgelsen er vores anbefaling, at der skal skabes nogle rammer for børn, som kan forebygge, at overvægt udvikler sig, og – lige så vigtigt – at de voksne omkring børnene, for eksempel lærere og pædagoger, hjælper børnene med at afstigmatisere overvægt og stoppe mobning af børn, som har overvægt.
Men lad mig først opridse konsekvenserne af overvægt og forklaringerne herpå.
Tror lige så meget på egne evner
Allerede i syv-årsalderen har børn med overvægt betydeligt større sandsynlighed for at opleve mistrivsel i form af både ensomhed og mobning end børn, der er har en normal vægt. I den alder har overvægten dog ikke umiddelbar betydning for børnenes tro på egne evner, deres præstationer i skolen eller deres sundhed generelt.
Men når vi ser på konsekvenserne af overvægten for 14-årige, så kan vi se, at de i gennemsnit har 20 procent mere fravær fra skolen og får dårligere karakterer ved afgangseksamen fra grundskolen. De er desuden også mere tilbøjelige til ikke at tage en ungdomsuddannelse.
Når de unge med overvægt rammer 18 årsalderen, så har de også større sandsynlighed for at modtage offentlige ydelser i forhold til unge med normal vægt.
En forklaring, man ofte hører i forhold til disse resultater, er, at overvægt har direkte betydning for evner og præstationer. Denne forklaring kan være relevant, hvis øget kropsvægt påvirker sygdom og fravær. Det er der også forskning, der peger på er tilfældet, når man bliver voksen, men det sker sjældent som barn, medmindre der er tale om spiseforstyrrelser.
I vores analyser kan vi se børn med overvægt i 10-årsalderen, som har de samme forudsætninger for at klare sig i skolen i forhold til deres tro på egne evner og deres præstationer. Så vi tror ikke, at denne forklaring er så vigtig for vores resultater.
I stedet er der to andre forklaringer på, at børn og unge med overvægt har større sandsynlighed for at præstere dårligere i skolen og for at ende uden en ungdomsuddannelse og på offentlig overførsel.
Mobning og diskrimination er årsagen
For det første kan forklaringen være, at det ikke er overvægt i sig selv, men en række faktorer relateret til overvægt. Vi ved for eksempel, at overvægt optræder oftere i familier med færre ressourcer, og at børn fra disse familier oftere klarer sig dårligere i skolen.
I vores analyser har vi taget højde for en lang række familieforhold, men vi kan ikke udelukke, at der kan være noget, vi ikke kan se og måle, som er relateret til overvægt, for eksempel selvværd og trivsel. Uobserverbare faktorer kan derfor godt være en del af forklaringen.
For det andet kan forklaringen være, at børn med overvægt i højere grad oplever diskrimination, altså forskelsbehandling, som er baseret på et karaktertræk, der ikke har med deres evner at gøre, men deres udseende.
Relativt meget forskning – fra mange fagligheder – påpeger, at personer med overvægt oplever diskrimination i fritiden, i skolen, i sundhedssystemet og på arbejdsmarkedet. Vores resultater peger også på, at denne forklaring har relevans.
Vi finder, at børn med overvægt oftere oplever mobning, som starter allerede i 10-årsalderen. Mobning og diskrimination er altså med stor sandsynlighed en væsentlig forklaring på, hvorfor børn og unge med overvægt klarer sig dårligere på flere parametre.
Resultaterne fra både vores og andre studier taler således deres tydelige sprog i forhold til de store konsekvenser, som overvægt kan få for børn og unge. Hvis vi skal gøre noget ved den stigende overvægt som samfundsproblem, skal vi bruge disse resultater til at ændre nogle grundlæggende normer og strukturer i samfundet.
Det er svært at lave strukturelle ændringer, men resultaterne peger også på noget håndgribeligt: At de voksne omkring skolebørn, både lærere, fritidspædagoger og forældre, skal sætte nogle rammer og nogle initiativer i gang, som forebygger diskrimination og mobning af børn med overvægt.
Udgivelsens forfattere
Om denne udgivelse
Publiceret i
Altinget