Nærhedsfinansiering - et vindue for byttehandler?

Der er vendt op og ned på styringen af sundhedsvæsenet. To procents produktivitetskrav i sygehussektoren er lagt i graven sammen med aktivitetspuljen, og de to ting bliver nu erstattet af 1,5 mia. kr. til ”nærhedsfinansiering”. Umiddelbart kunne man forledes til at tro, at nærhedsfinansiering betød, at der blev sat penge af til at finansiere ydelser i det nære sundhedsvæsen.

Men dét er ikke tilfældet! Tanken er godt nok, at mere behandling skal ske i nærheden af borgerne, men virkemidlet er lidt specielt, da det primært skal ske ved, at hospitalerne honoreres for at lave færre ydelser pr. borger. Der er altså tale om et temmelig markant opgør med den tidligere takstfinansiering.

Færre indlæggelser og mere telemedicin

Fuld nærhedsfinansiering på 1,5 mia. kr. udløses i 2019, hvis regionen lever op til mindst fire af nedenstående fem krav:

• Reduktion i antal sygehusforløb pr. borger
• Reduktion i DRG-værdi pr. kroniker med KOL og/eller diabetes
• Reduktion i andelen af indlæggelser, der fører til en akut genindlæggelse inden for 30 dage
• Stigning i andel af virtuelle sygehusforløb
• Implementering af digitale løsninger til sammenhæng for patienten

De tre første krav handler om at reducere kontaktintensiviteten for de borgere, vi kender. Der har gennem en årrække været en tendens til, at patienterne behandles for flere og flere sygdomme på sygehuset, ligesom antallet af især korte sygehusindlæggelser har været markant stigende for de ældre. Dette har blandt andet været understøttet af takststyringen, og det har været en uholdbar udvikling.

Fremover er målet, at behandlingen i højere grad skal ske i patientens eget hjem. Derfor bliver mere telemedicin aflønnet i nærhedsfinansieringsmodellen, ligesom almen praksis har fået flere penge til kronikere med KOL og diabetes. Aftalens femte punkt er lidt mere teknisk og handler primært om at sætte skub i implementeringen af tidligere indgået aftaler.

Hvordan implementeres den nye model?

Takststyringen har traditionelt været udmøntet via afdelingernes budgetter, så den enkelte afdeling skulle præstere stigende aktivitet for at få tildelt taktstyringsmidler i deres budget. I princippet kunne man også indarbejde nærhedsfinansieringen i afdelingens budget, men i praksis vil det være kompliceret, da aktiviteter på andre afdelinger og sygehuse er nødvendige for at kunne opfylde målene.

Man kan som ledelse selvfølge håbe på, at økonomiaftalens dekobling mellem aktivitet og afregning af sig selv betyder, at kravene om mindre aktivitet, der er indbygget i målene for nærhedsfinansiering, bliver opfyldt. De erfaringer, vi allerede har gjort os i Danmark med mere ”værdibaseret styringer” i form af mindre takstafregning viser dog, at det næppe vil gå helt så glat. Derfor vil regionernes ledelser få travlt med at sætte tiltag i gang, som kan sikre, at de får de 1,5 mia. kr. i nærhedsfinansiering udbetalt.

Vindue for ny opgavefordeling mellem kommuner og regioner

Man kan indvende, at regionernes implementering af deres økonomiaftale primært er regionernes egen hovedpine. Men den tidligere takststyring af sygehusene har haft tydelige konsekvenser for, hvad det har været muligt at flytte ud i det kommunale sundhedsvæsen, og vi må også forvente, at den nye nærhedsfinansiering kan ændre balancen mellem regionale og kommunale ansvarsområder.

Det giver et rum for på ny at diskutere opgaveløsningen mellem kommuner og regioner, særlig for de patienter, der er direkte omfattet af nærhedsfinansieringen. Hvis kommunen via sine sundhedsinitiativer leverer tilbud, der understøtter, at patienterne i mindre grad blev indlagt, kunne man måske kræve at sygehuses også leverede noget til gengæld. Det kunne fx ske i form af flere virtuelle ydelser til plejecentre og bosteder.

Vinduet for nye byttehandler er sjældent åbent lige nu, og der er en chance for, at vi reelt kan afprøve nogle af de løsninger, der tidligere har været svære at sælge. Hvis vi så også husker at evaluere, hvad der virker, så er der sågar en chance for, at vi kan blive klogere på, hvordan vi bedre kan tilrettelægge sundhedsydelser mellem det regionale og det kommunale sundhedsvæsen i fremtiden.