Når Ayses mor falder

Den kolde martsvind blæser ind over markerne og piletræerne, og den suser rundt om boligblokkens hjørne. Jeg er i en jysk provinsby og på besøg hos tyrkiske indvandrere, som var blandt de første, der kom til Danmark dengang omkring 1970, hvor man efterspurgte arbejdskraft.

"Jeg kom herop i 1971," fortæller en ældre herre med en lille kalot. "Jeg havde arbejdet i Tyskland i to år, men tog hertil, fordi jeg fik en kontrakt med en fabrik – men de betalte mig aldrig min løn, som de skulle."

Det er længe siden nu. Han fylder snart 80 år, men hans tyrkiske udtale bærer stadig præg af sproget i den landsby, han i sin tid forlod. Som stort set alle de andre arbejdsmigranter regnede han blot med at blive i Europa i nogle år, spare sammen og så rejse hjem igen. Men det blev anderledes. For ham gik der kun få år, før han valgte at hente kone og børn til Danmark. For andre blev familiens flytning til Europa mere langtrukken og indviklet. Med en uafklaret fremtid kunne der gå både 10 og 15 år, før den "midlertidigt adskilte" familie blev samlet igen. I andre tilfælde tog mor op til far i Danmark, mens børn blev efterladt hos bedsteforældre eller andre slægtninge. Disse børn er måske i halvtredserne i dag, men savnet, der fulgte med at blive ladt tilbage, kan smerte endnu. Det hører jeg om som forsker, når jeg interviewer ældre over jyske sofaborde dækket med nødder, små dejpakker med hvid ost og – selvfølgelig – skåle med tyrkisk delight.

Minderne fra den første tid i Danmark står stærkt: indflytningen i en boligblok øverst oppe sammen med far og mor og fem søskende – og være den eneste "fremmede" i området. En cirka 60-årig kvinde, der var teenager, da hun med sine forældre ankom til Danmark, fortæller følgende fra den første tid:

"Alle danskerne var så søde dengang. Kom vi ud i gården, ville de vinke min far og mor over og vise, at de skulle sætte sig og få en kop kaffe. Og os børn ville de vise en bold og sige ’bold’ – så vi kunne lære sproget. Og pege os over til de andre børn, som vi så legede med."

Et par timer senere sidder jeg hos en anden familie – fire generationer samlet i den store hjørnesofa. Ældst er oldemoderen, og travlest er det voksne barnebarn, som har en tumling at tage sig af. Men ud over at være småbarnsmor har hun også et par bedsteforældre, som bor lige nede om hjørnet. Det tager også tid, for nogen skal jo være der for dem – til at køre dem til lægen, oversætte breve og tolke under mødet med hospitalet. For de er gamle og kan ikke meget dansk, og med den nye tolkelov (hvor man selv skal betale for en tolk hos lægen, hvis man har været tre år i Danmark) er familiens hjælp deres eneste mulighed for at kommunikere ordentligt. Heldigvis tager andre fra familien også fra, men det kan være et puslespil, hvor brikkerne kan være svære at få til at passe sammen. Alle arbejder og læser og har travlt med egne liv. Så kan den dårlige samvittighed gnave hos både unge og ældre.

At ældre i familien får brug for støtte, kan udfordre i alle slags familier. Men indvandrerfamilier kan have ekstra meget at skulle overkomme. Sprogbarrieren er central og en vigtig del af forklaringen på, at især lavtuddannede ældre indvandrere – i Danmark såvel som i andre vestlige lande – sjældent bruger plejehjem og også får mindre hjemmehjælp i forhold til de behov, de har. En anden faktor er det større ønske om hjælp fra familien, som mange ældre indvandrere har. Her er det dog en fordel, at de fleste ældre indvandrerkvinder har fået mere end det danske gennemsnit på 1,8 barn. På den måde er der flere børn, som kan deles om at hjælpe. Og ikke nok med det. Svigerbørnene kigger også oftere forbi for at svinge støvsugeren eller lave et måltid mad. Mange fra børneflokkene på fire, seks eller syv giftede sig nemlig med ægtefæller fra Tyrkiet, som ikke selv har forældre i nærheden, der skal have praktisk hjælp.

I nogle familier er der virkelig styr på, hvordan hjælpen tilrettelægges, med store skemaer over, hvilket barnebarn der tager hvilken nattevagt, og hvem der kommer på besøg i weekenden. Denne familieopbakning kan også give en beundringsværdi fleksibilitet. Jeg besøgte således en kvinde i 60erne – lad os kalde hende Ayse – der havde et stort ansvar for at passe sin mor på et stykke over 80 år. Ayse fik aflønning fra kommunen for halvanden time om dagen – som er det, man kalder "selvudpeget hjælper" (servicelovens §94). Hun var dermed ansat af kommunen til at gøre de ting, som hjemmehjælpen ellers skulle have sørget for. Reelt lavede hun dog langt mere for sin mor, end en hjemmehjælper ville have gjort, og de fleste af ugens dage var Ayse i moderens lejlighed fra tidligt til sent.

Arrangementet havde kørt i nogle år, og efterhånden blev både moderen og Ayse ældre og svagere. Så kan nye udfordringer støde til, og en uge før mit besøg var moderen snublet i badeværelset. Hun var ikke kommet til skade, men hun kunne ikke selv komme op. Og Ayse, alene og med en dårlig ryg, kunne ikke få sin mor på højkant. Klokken var halv tolv om natten – så hvad gør man? Med en stor familie var Ayse ikke i tvivl: Hun ringede straks til sin søn. Han var dog ikke i byen, men lovede, at han nok skulle finde en hurtig løsning. Og ganske rigtigt. Et kvarter senere ringede det på døren, og udenfor stod to grandfætre på omkring 20 år. I løbet af ingen tid fik de løftet den gamle dame op fra gulvet og hjulpet hende ind i seng. Og så kunne de ellers smutte videre ud i nattelivet.

Når man er nok til at deles om de opgaver, der er, og når behovet ikke er så stort, kan det være meget givende at yde den slags omsorg. Men i andre tilfælde efterlades ældre med utilstrækkelig omsorg, og yngre slides op. Her kan voksne børn være fanget imellem den danske virkelighed og et omsorgsideal fra en anden del af verden. I landet, de rejste fra i sin tid, var der få alternativer til familiens pleje, og samtidig var lønarbejde ikke noget, som alle tog del i. For omsorgsarbejdet – for børn, ældre og syge – var netop ikke »arbejde« der, som det blev i Danmark, efterhånden som velfærdsstaten voksede frem. De ældre indvandrere, jeg taler med i den jyske by, ved godt, at den danske virkelighed er anderledes.

"Vi vil ikke belaste vores børn," lyder det fra flere. Så de håber, at de beholder et godt helbred livet ud. Men sådan går det ikke for alle, og så må hver familie finde deres egne løsninger. For det er en første generation, der nu bliver gammel. Der er ingen trådte stier, de kan følge – de må selv skabe deres egen vej. Og den vej kan for nogle blive både smertefuld og trist.