Lavpraktiske løsninger kan skabe sammenhæng i komplekse borgerforløb

Forestil dig følgende scenarie. Tirsdag aften får 65-årige Niels en blodprop i hjernen. Ambulancen kører ham med udrykning til akutbehandling på hospitalet. Efter en kort indlæggelse på 8. etage udskriver hospitalet ham til pleje og genoptræning i den kommune, han bor. Fredag eftermiddag kører sygetransporten ham til en midlertidig døgnplads, hvor aften-plejepersonalet tager imod Niels. Han kan ikke selv komme op at sidde eller stå, og han har svært ved at tale og synke mad og drikke.

Plejepersonalet er usikre på, hvilken indsats de skal give Niels. De har travlt og bliver forvirrede, da de forsøger at orientere sig i den elektroniske kommunikation fra hospitalet. De overvejer at ringe til hospitalet, men beslutter at vente med at gøre så meget mere, indtil terapeuterne møder ind om mandagen og kan vurdere Niels og lægge en plan. Niels og hans datter bliver utrygge med udsigten til den weekend, de går i møde på døgnpladsen.

Et komplekst område

For nylig evaluerede VIVE et projekt mellem Herlev og Gentofte Hospital og kommunerne i hospitalets primære optageområde, som handlede om at skabe sammenhæng i rehabiliteringsforløbene for borgere med apopleksi. En af indsatserne i projektet var en hvid patientkuvert, som blandt andet indeholder vejledninger til, hvordan borgeren skal lejres og flyttes og konsistens af mad og drikke. Kuverten blev af ledere og medarbejdere italesat som en stor gevinst, fordi den på en lavpraktisk måde medvirker til at skabe sammenhæng og øge patientsikkerheden.

Der er mange forskellige årsager til manglende kontinuitet i overgangen fra hospital til hjem for patienter med apopleksi:

• Der er mange aktører, der skal bindes sammen både i den enkelte sektor og på tværs af sektorer.
• Informationer tabes, når borgeren flyttes fra hospitalet til kommunen.
• Både på hospitalet og i kommunerne er der stor udskiftning af medarbejdere.
• Det kommunale plejepersonale har ikke altid neurofaglig viden og arbejdsteknikker eller erfaring med borgere med apopleksi.
• Borgeren modtages ofte i kommunen uden for normal arbejdstid, når terapeuter holder fri.
• Endelig får hospitalet ikke altid opdateret elementer som plejeforløbsplan og genoptræningsplan i den elektroniske kommunikation, før de udskriver borgeren.

Den hvide kuvert

Heldigvis har Niels fået den hvide kuvert med fra hospitalet, som indeholder en række A4-ark, de hospitalsansatte har taget ned fra patienttavlen. Det er blandt andet billeder, der tydeligt illustrerer den rette konsistens af hans kost, hvordan han skal lejres i sengen, og hvordan personalet bedst hjælper ham med at blive flyttet fra a til b. Plejepersonalet hænger billederne op bag hans seng, så de selv og Niels og hans datter kan se det.

Med kuverten har det kommunale plejepersonale en sikkerhed for, at de korrekte og opdaterede informationer om Niels er fulgt med ham. I stedet for at starte forfra om mandagen, kan plejepersonalet i højere grad tage over, hvor hospitalet slap. Og det skaber tryghed og ro for Niels og hans datter, der kan genkende billederne fra hospitalet.

En virksom brik i et stort puslespil

Kuvertens simple, lavpraktiske og analoge form er central for, at den er nem at følge for medarbejderne i kommunerne. På den måde kan kuverten kompensere for nogle af de udfordringer, der gør det så svært at skabe kontinuitet. Den kan selvsagt ikke løse de mange strukturelle udfordringer, der hersker i sundhedsvæsenet, for der er mange brikker, som det ikke endnu er lykkes at sætte sammen. Men den hvide papirkuvert er en lille brik, som får flere brikker til at passe sammen.