Khat-tyggeren og frihedsjunkien

Siden der udbrød borgerkrig i Somalia i 1991, er cirka tre millioner somaliere flygtet. Flere steder i for eksempel USA og Europa er der derfor ganske store somaliske befolkningsgrupper, som igennem en årrække har skullet finde deres ben i meget anderledes omgivelser. I Danmark er der godt 11.000 indvandrere og 10.000 efterkommere fra Somalia. Registerstudier viser, at skilsmisseraten er ganske høj i disse familier: Modsat indvandrere med for eksempel tyrkisk, pakistansk eller tamilsk baggrund – som bliver skilt i klart mindre omfang end den danske majoritet – går somaliske par ganske hyppigt fra hinanden.

Uanset at skilsmisser også forekommer relativt ofte i Somalia, ser nogle somaliere livet i Vesten som en udfordring, der destabiliserer familielivet, og som man derfor kollektivt må prøve at forholde sig til.

Det giver en ny bog om ægteskab, køn og flygtninge­migration et spændende indblik i. Forfatteren, Natasha Carver, arbejdede som flygtningerådgiver i mere end ti år, før hun gik i gang med en ph.d. Hun havde oprindeligt planlagt et andet fokus for sit ti måneder lange feltarbejde i den engelske by Bristol, men skilsmisser viste sig at være et så presserende emne for de somaliere, hun fik i tale, at emnet kom til at overtage hendes arbejde. Og talt blev der. For historier er netop en måde, hvorigennem kollektiver søger såvel at finde hoved og hale på deres liv som at præge udviklingen i en bestemt retning.

Carver mødte igen og igen to bestemte historier, der beskrev, hvordan henholdsvis mænd og kvinder kunne komme galt afsted og ødelægge deres familier, fordi de ikke kunne håndtere livet i Vesten på en god måde.

Den ene typiske historie handlede om »den khat-tyggende mand«. Khat-blade stammer fra en busk i det østlige Afrika og har en let euforiserende virkning, når de indtages. Historien handler om den somaliske mand, som ankommer til Storbritannien og ikke kan håndtere det statustab, han gennemgår. Ude af stand til at finde arbejde trækker han sig tilbage i et khat-misbrug, indtil hans kone smider ham ud hjemmefra, fordi hun er frustreret over at stå med det fulde ansvar for børn og familie.

Moralen i historien er dermed, at mange skilsmisser udspringer af mænds problemer med at tilpasse sig og deres opgivende holdning til at kæmpe for at være noget for hustruer og børn.

Den anden historie, som Carver mødte igen og igen, handlede om »den kvindelige frihedsjunkie«. Her er hovedpersonen kvinden, der er så beruset af sine muligheder i Vesten, at hun lader hånt om al moral og kyler sin mand ud uden grund. I nogle fortællinger var det helt fra ankomsten i Heathrow Lufthavn, at kvinderne smed deres mænd på porten.

Kvindernes uigennemtænkte kasten sig ud i en gennemindividualiseret vestlig tilværelse gjorde dog, at de mistede både deres somaliske værdier og reelt også sig selv. I forlængelse heraf havde disse historier en morale om, at kvinderne endte med at fortryde deres overilede handlinger. Ud over at erfare, at livet som enlig mor er meget hårdt, opnåede de nemlig reelt ikke den store frihed, blot fordi de udskiftede deres afhængighed af ægtemanden med afhængighed af den vestlige stat.

Carver hørte de to historier – om khat-tyggeren og frihedsjunkien – igen og igen, når hun efterspurgte forklaringer på, hvorfor der var så mange somaliske skilsmisser i Bristol. Historierne blev ofte fortalt med reference til »nogen, man kendte«, men byggede altså sjældent på folks egne erfaringer.

Samlet set var moralen, at såvel mænd som kvinder ikke skulle lade sig overvælde af de forandrede forhold, men stramme sig an for at holde familierne intakte og det moralske kompas i vater.

Når Carver bad sine lokale kontakter, der ofte selv var fraskilte, fortælle deres personlige historier – eller for eksempel baggrunden for nære venners og søskendes skilsmisser – var det dog sjældent mandligt khat-misbrug eller urimelig kvindelig frihedstrang, der lå bag. Det var langt mere komplicerede historier om personlige udfordringer, vrede og sorg, hvor der ikke kunne udledes nogen klare moraler. Men også her var der en klar kønsdimension.

De kvindelige interviewpersoner fortalte således meget hyppigt, at skilsmissen var blevet udløst af, at deres mand i hemmelighed havde taget sig en kone mere – ofte i Somalia. Undertiden kom disse hemmeligholdte ægteskaber i stand efter pres fra mændenes mødre, eller de var en måde, hvorpå mænd trods alt kunne få en statusgevinst ud af deres migration. Når hustruen i Bristol efterfølgende opdagede det nye ægteskab, følte hun sig forrådt og søgte skilsmisse.

Mænd fortalte i højere grad, at deres – eller deres bekendtes – skilsmisser udsprang af uenigheder om de to køns roller i ægteskabet efter migrationen – blandt andet om kvinders forventninger til mænds engagement på hjemmefronten.

Disse fortællinger var dermed langt mindre sort- hvide end skabelonerne om khat-misbrugeren og friheds­junkien. Men mange af elementerne var de samme: De handlede om ægteskaber, der gik itu, fordi mænd svigtede, og kvinder ville noget andet og mere.

De mange både generelle og mere personlige historier om ægteskabers sammenbrud, der cirkulerer blandt somalierne i Bristol, viser, hvor meget migrationen kan få jorden til at gynge under forståelsen af køn. Hvad skal man anse for »det rette« for mænd og kvinder at gøre i de nye omgivelser og i en meget anderledes samfundsstruktur? Hvordan skal man – som individ og som gruppe – trække grænserne for moralsk rigtigt og forkert i den nye kontekst? Det er svært at finde ud af, når alting i livet som flygtning »føles anderledes, sammenblandet, vendt på hovedet«, som en somalisk kvinde udtrykker det.

Natasha Carver: Marriage, Gender and Refugee Migration – spousal relationships among Somali Muslims in the United Kingdom, Rutgers University Press, 2021.