Hvad er helhedspleje uden sygepleje?
Udgivelsens forfattere:
- Sundhed
- Ældre
- Ledelse og implementering Sundhed, Ældre, Ledelse og implementering
Helhedspleje, visitation i pakker og mere indflydelse til borgerne og de udførende medarbejdere, så de sammen kan finde ud af, hvordan plejen bedst muligt tilrettelægges. Det lyder godt, og det lyder lovende. Men alligevel er det som om, at noget helt centralt er glemt i regeringens udspil til ny ældrelov.
Det gælder hele den indsats, som kommunerne leverer til ældre borgere i hjemmeplejen og på plejecentrene inden for rammen af sundhedsloven.
Ældre er ikke raske på plejehjem
Kommunerne har – efter sundhedsloven – en væsentlig opgave med at forebygge sygdomsudvikling – tilbyde sygepleje efter lægehenvisning – og sikre genoptræning efter indlæggelse.
Borgerne i hjemmeplejen og på plejecentrene er ikke raske ældre, men ældre med flere sammensatte sygdomsmæssige problemstillinger – flere gensidigt interagerende forskellige medicinske præparater – og for mange også en nedsat kognitiv funktionsevne som følge af demens.
Personalet i hjemmeplejen og på plejecentre er ikke hjemmehjælpere med syv ugers uddannelse, men social- og sundhedshjælpere og social- og sundhedsassistenter, der er uddannet til at varetage borgernes sammensatte og komplekse sociale og sygdomsmæssige problemstillinger.
Klemt mellem to lovgivninger
Medarbejderne i hjemmeplejen og på plejecentre er i dag klemt mellem to forskellige lovgivninger, der blandt andet betyder, at social- og sundhedshjælperne og social- og sundhedsassistenterne arbejder adskilt fra sygeplejerskerne, at personalet skal dokumentere efter to forskelige lovgivninger samt at Styrelsen for Patientsikkerhed gennemfører to forskellige former for statslige tilsyn på ældreområdet.
Regeringens ambition om afbureaukratisering og helhedspleje er sympatisk – men helhed uden sygepleje giver ingen mening, når man tager afsæt i hjemmeplejen og plejecentrenes virkelighed.
Det er derfor oplagt at medtænke sygeplejen og integrationen til det samlede sundhedsområde i et næste og mere helhedsorienteret udspil til fremtidens ældrepleje.
Udgivelsens forfattere
Om denne udgivelse
Publiceret i
Seniormonitor