Frygt for udvisning binder kvinder til voldelige ægtemænd

Den 25. november er international dag for afskaffelse af vold mod kvinder. Denne vold er et omfattende problem, som findes i alle samfundslag. Nogle kvinder er dog særligt udsatte. Det drejer sig om indvandrer- og flygtningekvinder, der kan være fanget i en klemme, som reelt forhindrer dem i at forlade voldelige ægteskaber. Helt centralt er frygten for at blive udvist, hvis de forlader ægteskabet. Den frygt kan være ganske reel og har fået øget betydning igennem årene.

Kvinder er oppe mod en voldsom overmagt

Cirka halvdelen af beboerne på landets kvindekrisecentre har etnisk minoritetsbaggrund. Nogle af disse kvinder har levet med omfattende vold og kontrol i årevis, inden de endeligt søger hjælp. Alligevel vender en del tilbage til deres ægtemænd. Mønsteret kan dog ikke blot forklares med, at sådanne kvinder er ’svage’. Det skyldes snarere, at de er oppe imod en voldsom overmagt, der endda kan afholde dem fra overhovedet at søge hjælp.

Jeg har talt med nogle af disse kvinder, både igennem mit arbejde som forsker, og da jeg tidligere var freelance-tolk (på tyrkisk) i social- og sundhedssektoren. Her kom jeg helt tæt på såvel kvinderne, som på forskellige hjælpeinstanser, når jeg fx tolkede på krisecentre eller hos psykologer. I samtalerne har jeg hørt især familiesammenførte kvinder fortælle om indespærring, overvågning, ydmygelser, trusler og fysiske overgreb, men også om forsøg på at ændre situationen til det bedre. Her er kvinderne dog tit meget dårligt stillede, da de ofte står uden egen familie og netværk i Danmark, ikke taler dansk og misinformeres af manden om deres rettigheder.

Hjemsendelse kan reelt betyde livsfare

Da jeg tolkede sidst 1990’erne, kunne sådanne kvinder efter 3 års ophold i Danmark få deres egen, uafhængige opholdstilladelse og dermed føle sig sikre på at forblive i Danmark, hvis de blev skilt. Men lovgivningens krav til ophold er siden blevet strammet flere gange, og mange er nu i en situation, hvor de reelt er afhængige af deres ægtemænd på livstid. Nu er 8 års ophold i Danmark nemlig ikke nok til at få en selvstændig permanent opholdstilladelse. Man skal også opfylde krav om fx beskæftigelse og danskkundskaber på et vist niveau – krav, som nogle kvinder aldrig vil kunne opfylde. Kvinder er fx oftere analfabeter end mænd, hvilket kan gøre det næsten umuligt for dem at tilegne sig et fremmedsprog.

De danske myndigheder er opmærksomme på, at kvinder ikke skal stavnsbindes i voldelige ægteskaber af frygt for udvisning. Derfor findes en bestemmelse, der kan give ophold i Danmark, hvis et ægteskab forlades på grund af vold (undtagelsesparagraffen 9c,1). Den er dog ukendt for mange kvinder, og administrationen af bestemmelsen kan tillige være så uigennemskuelig, at kvinder i praksis ikke tør læne sig op ad den. For selv hvis risikoen for at skulle rejse tilbage til sit fødeland er lille, kan manglen på sikkerhed om ens fremtid virke som russisk roulette. Hjemsendelse kan nemlig reelt betyde livsfare, hvis det er til et land og en familie med holdningen, at ’gode kvinder ikke bliver skilt’.

Udfordringerne med, om kvinder uden selvstændigt opholdsgrundlag, tør forlade deres mænd, har eksisteret i en årrække. I de seneste år har politiske ændringer dog gjort denne situation endnu mere usikker. Det skyldes blandt andet det såkaldte ’paradigmeskifte’ i dansk politik i 2019. Dette skifte indebærer, at flygtninges opholdstilladelser fremadrettet skal inddrages, så snart det anses for sikkert at vende tilbage, og allerede nu sidder der syriske flygtninge i udrejsecentre. Dette fokus på fremtidige hjemsendelser har imidlertid konsekvenser for dansk socialpolitik – konsekvenser, som mange fagfolk ikke ser ud til at have opfanget endnu.

Paradigmeskiftet udfordrer nemlig det sociale arbejde med voldsramte flygtningekvinder. På den ene side skal en etnisk minoritetskvinde, der er udsat for vold, selvsagt hjælpes ud af volden, også fordi vi ved, hvor skadeligt vold er for børns opvækst. Er en sådan kvinde fx syrisk flygtning, behøver skilsmisse ikke engang at give hende problemer med opholdstilladelsen. For selvom hun kom til Danmark som familiesammenført til sin mand, kan hun ofte få sin egen opholdstilladelse.

Problemet er, hvad en sådan hjælp med at blive skilt kan føre med sig på sigt. Socialarbejdernes tilgang med at hjælpe kvinder ud af vold er nemlig udviklet i en kontekst, hvor man selvklart forventede, at kvindernes fremtid ville være i Danmark. Men i dag kan kvinderne senere få inddraget deres opholdstilladelser. Og hvordan vil hendes egen familie og hendes (ex)svigerfamilie i fx Syrien forholde sig til, at hun forlod sin mand? Her fortæller nogle kvinder, at de vil komme i livsfare. Et yderligere problem kan være, at en dansk skilsmisse måske slet ikke anerkendes i Syrien. Og har en kvinde fx haft en partner i Danmark, kan hun derfor blive straffet for bigami.

Den usikkerhed om fremtidig opholdsstatus, som paradigmeskiftet har medført, kan reelt styrke mænds magt i voldelige forhold. Det hørte jeg fx om fra en syrisk kvinde, som var flygtet fra sin mand. Ex-manden blev dog ved med at opsøge hende og brugte det faktum, at hendes opholdstilladelse efter skilsmissen var blevet mere usikker, til at true hende. Som hun fortalte:

»Min ex-mand fortæller mig: ’De smider dig ud, for du har kun en [opholdstilladelse efter §] 7.3’. Han har 5 års ophold som politisk flygtning. Men jeg har kun ét år, så han siger: ’Du bliver nødt til at vende tilbage til mig, ellers smider de dig ud – regeringen smider dig ud ... Jeg er da bange. For hvis de sender mig tilbage, sender de mig tilbage til helvede. Og hvad med mine børn? Ville de blive her? Ville jeg aldrig få dem at se igen?«

En anden kvinde, der overvejede at forlade sit dårlige ægteskab, fortalte kort efter regelændringerne, at hun nu ikke turde gå fra sin mand:

»Jeg kan ikke forlade hans skygge her i Danmark, for jeg føler mig ikke sikker her i Danmark … Det, vi syriske kvinder ønsker os, er sikkerhed. De kan ikke efterlade os på den gynge, som vi gynger på. 7.3’eren (opholdstilladelse efter §7.3)– alle disse regler. Det er, som om jorden pludselig åbnede sig. Vi kan ikke sove mere. Igennem de sidste 2 måneder er det som om, at de tog alt det fra os, som de havde givet til os. Vi har ikke brug for jeres penge. Vi arbejder. Men vi vil behandles som mennesker – vi har brug for sikkerhed. For at føle os trygge«.

Disse kvinders vilkår udfordrer dermed socialarbejdernes handlemuligheder. For hjælp til at blive skilt fra en voldelig mand her og nu i Danmark kan reelt blive livsfarlig, hvis den fraskilte kvinde senere skal rejse tilbage til fx Syrien. Hvad gør det ved det sociale arbejde? Hvordan skal man hjælpe kvinder, når der reelt er to fremtider i spil? Når hjælpen, der skal sikre den gode danske fremtid, udfordrer mulighederne for overlevelse i hjemlandet? Disse komplicerede implikationer af paradigmeskiftet, og hvad det gør – ikke kun ved kvinder udsat for vold, men også ved de danske hjælpeindsatser – er værd at tænke over i forlængelse af den internationale dag for afskaffelse af vold mod kvinder.