Frikommuneforsøget – de første resultater er lovende

Frikommuneforsøgene er blevet en ny måde at udvikle lovgivning på med udgangspunkt i de konkrete udfordringer, som man oplever i kommunerne. Det kan – ideelt set – føre til en mere evidensbaseret form for lovgivning, som er mere effektiv og regelforenklende end den eksisterende lovgivning. I de øvrige nordiske lande (Norge, Sverige og Grønland) er man inspireret af de danske erfaringer og planlægger at sætte lignende forsøg i gang.

Udfordringen i det tidligere frikommuneforsøg (Frikommuneforsøg I, 2012-2015) var, at man godkendte op mod 400 frikommuneforsøg, og det viste sig meget vanskeligt at evaluere erfaringerne og basere ny lovgivning på det grundlag. I det nuværende frikommuneforsøg har man – belært af disse erfaringer – bygget frikommuneordningen op omkring færre forsøg, og forsøgene er samlede omkring nogle overordnede temaer. Samtidig har man organiseret frikommuneforsøgene inden for frikommunenetværk, som giver en større spændvidde og en større volumen i de enkelte forsøg. Samlet set er forhåbningen, at frikommuneforsøgene kan skabe læring og evidens til gavn for lovgiverne – og i sidste ende også til gavn for alle kommuner.

VIVE har for første gang i frikommuneordningen (2016-2020) lavet en samlet status på forsøgene. Denne status viser, at i alt 79 frikommuneforsøg er blevet imødekommet af regeringen (se faktaboks). Desuden er syv frikommunenetværk blevet etableret ud fra hvert sit udvalgte tema. Temaerne dækker beskæftigelsesområdet, boligområdet, det specialiserede socialområde, børne- og familieområdet, sundhedsområdet, socialområdet og ældreområdet.

Det har for mange kommuner været en omfattende administrativ proces at få godkendt frikommuneforsøgene, og det har i en række tilfælde forsinket implementeringen af forsøgene. Men stort set alle frikommuneforsøg er nu færdigbehandlede og sat i værk. Dermed kan man se fremad og fokusere på, hvad der kommer ud af forsøgene.

De første lovende resultater

Forsøgene er ikke afsluttede, da forsøgsperioden løber til 2020. Men ud fra de interview og data, som VIVE har indsamlet, ses allerede nu lovende tendenser på flere områder. I det følgende stilles skarpt på de foreløbige resultater på henholdsvis beskæftigelsesområdet og sundhedsområdet og i forhold til én plan (helhedsorienterede løsninger).

På beskæftigelsesområdet er ambitionen at gøre indsatsen mere fleksibel og effektiv, så flere borgere kommer i uddannelse og job. Dette kræver en justering af beskæftigelseslovgivningen, så borgerens behov og muligheder sættes i centrum i indsatsen, og proceskravene bliver knap så restriktive. Frikommuneordningen har hidtil opnået gode erfaringer på tre områder. Der er løsnet op for kravene til form og indhold på samtalerne mellem kommunernes jobkonsulenter og de jobsøgende, og samtalerne opleves nu som mere meningsfyldte fra medarbejdernes side. Frikommuneordningen har også givet en øget frihed i forhold til, hvem der kan komme i virksomhedspraktik. Erfaringerne viser her, at borgerne i højere grad kommer i praktik, og at det i en række tilfælde også fører til efterfølgende (små) job. Endelig har frikommuneordningen også fået udvidet målgruppen, som har mulighed for mikrolån til opstart af egen virksomhed. Ud af 15 borgere, som hidtil har været igennem forløbet, er i alt 3 borgere blevet selvforsørgende.

På sundhedsområdet er de første erfaringer lovende. Der er etableret en fælles og udvidet akutfunktion, som varetager den akutte sygepleje på tværs af de eksisterende kommunegrænser i tre kommuner. Hidtil har man ikke haft denne mulighed, men frikommuneforsøget har ophævet kommunegrænserne på området og skabt helt nye muligheder for en hurtig og specialiseret indsats. Akutteamet har et befolkningsgrundlag på godt 200.000 personer, og det giver helt andre muligheder for at sammensætte et specialiseret team med døgnbemanding, som kan styrke det nære sundhedsvæsen. De nye arbejdsformer og samarbejdsmuligheder på det somatiske akutområde er kommet godt fra start, og det vurderes, at forsøget har gode muligheder for at kunne bidrage til en bedre og mere effektiv behandling af patienter med behov for for eksempel IV-behandling (intravenøs behandling), anlægning af kateter, sonder med mere.

I forsøgene omkring én plan (helhedsorienterede løsninger på tværs af sektorområder) har kommunerne med frikommuneforsøget fået bedre muligheder end tidligere for at tilbyde borgere i komplekse livssituationer én integreret plan, hvor mål, indsatser og opfølgning sker i tæt samarbejde med borgeren selv og tager udgangspunkt i borgerens ressourcer og samlede livssituation. Det er nyt, at kommunerne kan undlade at lave særskilte sektorhandlingsplaner, og det er nyt, at man kan etablere tværgående teams, der kan bevilge og sagsbehandle i et helhedsorienteret perspektiv.

Flere af forsøgene er allerede omsat til generel lovgivning (inden frikommuneforsøget er afsluttet). Lovgivningen om én plan fra 1. juli 2018 betyder, at man i alle kommuner nu har mulighed for at lave helhedsorienterede løsninger på tværs af sektorområder. Pengene til at implementere intentionerne har hidtil skulle findes i kommunerne, men staten giver nu en hjælpende hånd. Satspuljekredsen har vedtaget en pulje på 106 millioner kroner til implementering af indsatsen i kommunerne. Samlet set er det en god illustration af tankegangen bag frikommuneforsøget: Ideen undfanges i kommunerne, staten giver lovgivningsmæssigt rum til at udvikle ideen, gode ideer omsættes til lov – og økonomisk støtte fra staten kan hjælpe implementeringen på vej.

Tredje runde på vej

Et nyt frikommuneforsøg (Frikommuneforsøg III, 2019-2023) er på vej. Der kan søges om nye forsøg henholdsvis 1. april og 1. oktober 2019. Dette frikommuneforsøg bliver det tredje i rækken, siden det første frikommuneforsøg blev etableret i 2012. I tredje runde af frikommuneforsøgene er der lagt op til en mere fleksibel frikommuneordning, hvor det er mere op til kommunerne, hvordan de vil organisere sig. Samtidig lægges der op til færre forsøg (10 frikommuneforsøg). Forhåbningen er, at det vil føre til en mere enkel godkendelsesproces, og at de enkelte forsøg vil kunne blive mere grundigt fulgt op. Perspektiverne er store: Kommunerne har fået initiativretten til at ændre lovgivningen, og det skaber en ny dynamik mellem kommuner og det lovgivende niveau og lægger op til en mere evidensbaseret lovgivning.