Forskere: Vi har ikke nødvendig viden om, hvordan det går anbragte børn

Siden statsministeren i sin nytårstale satte fokus på udsatte og anbragte børn og unge, har vi set mange og vigtige indlæg fra blandt andre praktikere, interesseorganisationer og forskere om netop dette område.

Stort set alle deler målet om, at anbragte og udsatte børn og unge skal have bedre og mere stabile opvækstvilkår. Men der er forskellige syn på, hvordan vi bedst når det mål, og hvilke midler vi skal bruge for at komme derhen.

Vi vil gerne understrege vigtigheden af, at de midler, vi bruger, bygger på solid viden og ikke kun på gode intentioner. Hvis vi udnytter den eksisterende viden på området og hele tiden udbygger den, så skaber vi det bedste udgangspunkt for reelt at forbedre anbragte børn og unges trivsel og chancer i livet.

Manglende viden om virkning af indsatser

På baggrund af rigtig mange års forskning om udsatte og anbragte børn og unge ved vi efterhånden meget om området. Vi ved fra vores undersøgelser i VIVE, at anbragte børn og unge gennemsnitligt klarer sig markant dårligere end deres jævnaldrende. Det gælder blandt andet uddannelse, beskæftigelse, sundhed og kriminalitet. Vi ved også, at langt flere udsatte og anbragte børn og unge har psykiatriske diagnoser end børn og unge i almindelighed – selv i en tidlig alder.

Samtidig ved vi, at det, der gør en positiv forskel for anbragte børn og unge, er det rigtige match mellem barn og anbringelsessted; at de føler sig set og hørt, og at de bliver mødt med et passende forventningsniveau – for eksempel i skolen. Netop når det gælder læring, så ved vi, at det er muligt at accelerere nogle af disse børns indlæring, hvis de får intensiv, målrettet støtte. Men det kræver et vedholdende engagement over en længere periode.

Men selvom vi efterhånden ved meget om udsatte og anbragte børn og unge, så er der er også meget, vi ikke ved. Store dele af området er ikke vidensmæssigt afdækket, og mange indsatser kender vi ikke virkningen af.

Vi ved for eksempel ikke, om anbragte børn og unge har det bedre i dag end for 5, 10 eller 20 år siden, eller om de omvendt har det dårligere.

Vi ved for lidt om udviklingen

De senere år har der med rette været meget fokus på anbragtes skole og uddannelse. Her viser undersøgelser, at langt færre anbragte gennemfører grundskolens afgangsprøve end børn og unge i almindelighed. De får også lavere karakterer, oplever flere skoleskift og har flere perioder helt uden skolegang. Men vi ved faktisk ikke, om det over tid går i den rigtige eller forkerte retning med deres læring.

På samme måde ved vi fra vores undersøgelser i VIVE, at selvmordsforsøg er langt mere udbredt blandt anbragte unge end unge generelt. En anbringelse skal beskytte barnet og den unge, og i de mest ekstreme sager handler det i sidste ende om at sikre barnets eller den unges overlevelse. Men heller ikke når det gælder selvmordsraten, ved vi, om udviklingen går i den rigtige retning sammenlignet med for 5, 10 eller 20 år siden.

Og vi kunne fortsætte listen over områder, hvor vi kun ved ganske lidt om udviklingen: kriminalitet, psykiatriske diagnoser, skadestueindlæggelser og så videre.

Viden kan sikre rigtige prioriteringer

Det, som viser sig, når vi kortlægger disse områder, og som er blevet endnu tydeligere i den nuværende debat, er, at vi ikke har den nødvendige systematiske viden, som kan fortælle os, om det faktisk går bedre med anbragte børn og unge i dag end tidligere.

Hvorfor er denne viden så vigtig? Det er den, fordi den kan gøre os klogere på, hvordan vi når det mål, vi alle er enige om, nemlig at styrke anbragte børn og unges chancer i livet. Hvis der er områder, hvor de anbragte børn og unge klarer sig langt bedre end tidligere, og der har været en stabil positiv udvikling over en årrække, så peger det jo på, at velfærdsystemet rent faktisk gør noget rigtigt i disse henseender. Omvendt kan det i nogle henseender være, at de anbragte klarer sig dårligere end tidligere, hvilket vil være en klar indikation på, at her bør der sættes ind.

Når regeringen nu begynder at kigge nærmere på anbringelsesområdet, så skal indsatserne og ressourcerne prioriteres – og helst til de områder, hvor behovet er størst, og de gør mest nytte. En viden om, hvordan det går anbragte i dag sammenlignet med tidligere, kan være med til at sikre, at politikerne prioriterer ressourcerne til anbringelsesområdet rigtigt.