Forskelle i studerendes livsvilkår træder frem under coronakrisen

Et ungdomsliv uden garanti?

Det spørgsmål rejser sig efter en række interviews med 45 unge født i 1995.

Jeg har fulgt disse unge igennem de sidste syv år, som en kvalitativ opfølgning af SFIs – nu VIVEs – store survey-baserede Børneforløbsundersøgelse og som en del af mit forskningsprojekt Open-ended Transition, finansieret af Danmarks Frie Forskningsfond.

Nu er de unge i midten af 20’erne, og de står forskellige steder i livet.

Spørgsmålet er imidlertid, om de bliver den generation, som skal håndtere et ’liv uden garanti’ - for nu at citere den kendte kulturteoretiker Lauren Berlant i bogen Cruel Optimism fra 2011.

Usikkerhed håndteres forskelligt

Cirka halvdelen af de 45 unge er studerende på forskellige typer af videregående uddannelser, og de er ramt meget forskelligt både økonomisk, socialt og undervisningsmæssigt af corona-pandemien.

Hvor nogle studerende især i starten af nedlukningen imødegik den manglende struktur i hverdagen med et intensiveret hash-forbrug, greb andre unge post-it-noteblokken og visualiserede den daglige rytme i tidzoner inddelt efter undervisning, studiejobs samt film og hygge med kæresten.

Fælles for dem er, at deres hverdagsliv er præget af en høj grad af uvished. Men forskellen er, at de unge har meget forskellige forudsætninger for at håndtere den usikkerhed og uvished, de dagligt konfronteres med.

Entreprenører i eget liv

Paradoksalt nok medfører den stigende usikkerhed, at de fra forskellige sider møder flere krav om endnu mere planlægning - både af hverdagen og den nærmeste fremtid.

For hvad nu hvis, det ikke lykkedes dem at komme til udlandet for at studere, ikke lykkes at komme i praktik, eller hvis de ikke kan deltage i planlagte kurser eller komme i laboratoriet?

Planlægning har aldrig været vigtigere, men heller aldrig så svært. De skal i endnu højere grad nu end førhen være entreprenører i eget liv - spontane, kreative, planlægningsorienterede og omstillingsparate. De har fået et større ansvar for at være en succes både i hverdagen og på studiet.

Går det imidlertid ikke godt med at følge planen, kan de nemt gå ubemærket under radaren, da der ikke længere er nogen, der undrer sig over, at man som studerende måske trækker sig fra den monotome, ressourcebesparende online-undervisning eller fra vennerne, man alligevel ikke må ses med.

At droppe at gå til eksamen i et fag online kan være en nødvendighed for at kunne overskue at komme i mål med et andet fag, men det kan også betyde, at grundlaget for at opretholde hverdagens rytme skrider endnu mere.

De studerende, som lige er blevet færdige med deres uddannelse, står med ringe muligheder for finde et job på det corona-kriseramte arbejdsmarked.

Hvis de er så heldige, at de har et job, må nogle acceptere, at de spændende arbejdsopgaver og udviklingsmuligheder, de blev stillet i udsigt, bliver taget fra dem. I stedet må de udføre rutineprægede arbejdsopgaver, de oftest er overkvalificeret til.

Angsten for ikke at kunne omsætte den nyeste tillærte universitetsviden på arbejdsmarkedet, før den forældes, og fornemmelse af at have sat deres liv på pause – karrieremæssigt – breder sig i takt med, at udsigten til at kunne få et job eller skifte job forsvinder.

De unge er optimister

Nogle studerende klarer tydeligvis situationen rigtig godt – de taler om corona-ferien og nyder det tilbagetrukkede liv med de tætte familie- og venne-relationer, måske i sommerhus eller med en ny kæreste.

De ved, at forældrene er det økonomiske sikkerhedsnet, de kan trække på, hvis studiejobbet svigter, eller hvis de ikke kan få det sommerjob, de havde fået stillet i udsigt. Andre unge er tydeligvis ramt økonomisk og socialt af isolation og ensomhed.

For en lille gruppe er hverdagen blevet en daglig kamp mod angsten, depressionen eller spiseforstyrrelsen, som i de sene teenageår fyldte så meget i deres liv, og som de ellers synes, de havde fået styr på, indtil corona-pandemien kom.

Vi ved endnu ikke, hvem som klarer det!

Men allerede nu kan vi se tydelige forskelle blandt de studerende afhængigt af, hvordan deres livsvilkår så ud før 11. marts 2020.

Mon Årgang 95 bliver den corona-generation, som aldrig fik de samme muligheder, som deres forældre?

Spørger man de unge selv, er de præget af optimisme. De har tillid til både politikerne og til at den danske velfærdsstat nok skal klare skærene.

Men med udsigten til måske i flere år ikke at kunne gå til koncert og ikke at kunne rejse, falmer troen på, at alt nok skal blive, som det var en gang.