Et overvåget forældreskab

For nylig har der været en del debat om, hvorvidt muslimske piger i grundskolen skal beskyttes imod deres forældres formodede hovedtørklædetvang. I et lidt bredere perspektiv har emnet været, hvad der reelt foregår i etniske minoritetsfamilier, og i hvilken grad staten skal blande sig. Cirka samtidig udkom et temanummer af det internationale forskningstidsskrift Genealogy med syv artikler skrevet af undertegnede og en håndfuld danske kolleger.

Artiklerne undersøger, hvordan etniske minoriteter og den danske stat undertiden vikles intimt ind i hinanden - og tre af artiklerne handler om forældreskab, når man har flygtninge- eller indvandrerbaggrund. I tørklædedebatten blev den forestilling luftet, at forskere ingen kontakt har med virkeligheden derude, men de tre artikler bygger sådan set på både interview og årelangt feltarbejde hos de familier, det drejer sig om. Artiklerne giver et indblik i, hvordan etniske minoritetsforældre kan føle sig underlagt offentlighedens vagtsomme blik, der spejder efter tegn på, at man ikke tager sig af sine børn på den måde, som forventes her til lands - eller at enten voksne eller børn på anden vis ikke lever op til »danske normer« .

Underlagt det blik må man gøre sig umage for ikke at »fejle« . Her er nyankomne flygtninge især afhængige af statens gode vilje som hjælper og beskytter. Men det er også statens frontmedarbejdere, der til tider udstikker retningslinjer for intime familiepraksisser, som hvornår og hvordan familiemedlemmerne bør spise og sove. Det er ikke altid, at for eksempel flygtningefamilier kan følge disse forskrifter.

Det beskriver Susanne Bregnbæk fra Københavns Professionshøjskole. I en flygtningefamilie, som Bregnbæk fulgte i en årrække, gik forældre og børnehave skævt af hinanden. En uenighed handlede om, hvornår datteren blev afleveret. Familien var udfordret af skæve arbejdstider og afhængig af offentlig transport, og familien havde derfor svært ved at leve op til børnehavens forventninger. Det indbyggede magtforhold i relationen gjorde, at forældrene blev set som »usamarbejdsvillige« . Endnu værre gik det, da en nabos mange klager over barnegråd gjorde familien bange for at miste deres lejlighed. Da de klagede deres nød til deres socialrådgiver (en anden af de mange frontmedarbejdere i deres liv), fik de at vide, at hvis de ikke fandt et sted at bo, ville kommunen måske fjerne deres barn. Det var ikke lige, hvad den lille familie - allerede udfordret af oplevelser med krig og flugt - havde brug for.

NETOP FRYGTEN for at få fjernet børn vejer tungt i mange familier, for hvad skal der til? Det kan få indvandrerforældre til at excellere i »kunsten at aflevere børn i børnehaven« , som er titlen på en ny norsk forskningsartikel: Man gør sig ekstra umage for at sikre, at der ikke kan sættes en finger på børnenes tøj, eller hvordan voksne og børn taler med hinanden. For sæt nu, at man trådte forkert og blev indberettet.

Følelsen af at skulle gøre alting dobbelt så godt kan trænge ind i de inderste gemakker. Det beskriver Birgitte Romme Larsen fra DPU i sin artikel. Hendes feltarbejde begyndte som et studie af tids- og pengeforbrug i etniske minoritetsfamilier. En efterkommermor berettede om at bruge ganske meget tid på at bade børn hver dag. Da hun blev spurgt, hvad der lå bag, svarede moren:

»Jeg føler, at jeg skal være en dobbelt så god forælder som alle andre. For generelt bliver mine børn meget hurtigere bemærket end børn med danske forældre. Så i forhold til dem føler jeg, at mine børn skal være dobbelt så hygiejniske, dobbelt så rene, dobbelt så velopdragne, dobbelt så stille, opføre sig dobbelt så pænt i klassen. Ellers vil de hurtigt blive stemplet som 'udlændinge'. Det er hårdt.«

Også her var en følelse af et evigt kritisk blik og en bekymring for, at hvis børnene trådte bare lidt ved siden af, ville de blive dømt hårdt. Deres mors strategi var derfor forebyggelse med sæbe og shampoo i rigelige mængder.

Men det er ikke kun via bevidste strategier, at etniske minoriteter forsøger at »passe ind« i en dansk form for børneopdragelse. Noget kommer helt af sig selv igennem de store forandringer, som sker fra den ene generation til den næste. Det er en somalisk efterkommermor et eksempel på. Hun er blevet interviewet af Laura Gilliam fra DPU.

Født og opvokset i Danmark er denne mor selv et barn af den danske folkeskole, og som voksen praktiserer hun helt naturligt det »intensive forældreskab«, som efterhånden er det gængse i Danmark. Det er et forældreskab, hvor voksne gør alt for at fremme deres børns udvikling, og hvor mindre børn sjældent lades ude af syne. Kvinden er mere præget af det danske end af det somaliske samfund, hvilket bliver tydeligt, da hun er på familiebesøg i Somalia. Hun bliver chokeret over, hvor skødesløst hendes slægtninge lader deres børn lege nær en stærkt befærdet vej. På den anden side mener hendes slægtninge i Somalia, at hun - med sin danske baggrund - er en alt for kontrollerende mor, og at hendes børn er »dumme« og ude af stand til at tage vare på sig selv.

DEN SLAGS MENINGER kan man ryste af sig, når ferien er forbi. De danske vurderinger er vigtigere. Her har en sådan efterkommermor ressourcerne til at fremstå som en »god mor«. Men hun sørger også for at være med til hvert eneste forældrearrangement, for hun ved, at bliver hun væk, fortolkes det som »de der udlændinge« , der aldrig dukker op.

Udfordringerne er større for en nyankommet flygtningemor, der knap kan dansk, og hvis datter skriger, når fly på himlen vækker angsten for syriske bomber. Men begge mødre kan føle, at det omgivende samfund har mange meninger om deres børneopdragelse - uanset om deres døtre har hovedtørklæder på eller ej.