Er sundhedsklyngerne et columbusæg, en nødvendighed eller en humlebi?

Økonomiaftalerne mellem regeringen, kommunerne og regionerne kom i år med en lille efternøler. Få dage efter at aftalerne med kommunerne og regionerne var offentliggjort, kom således en aftale om sundhedsklynger, der skitserer de overordnede rammer for at styrke samarbejdet på tværs i sundhedsvæsenet.

Der er i den grad behov for denne efternøler, så partnerne kan bygge videre på rammerne for samarbejde på tværs. Den demografiske udvikling og stigningen i multisyge patienter betyder, at hospitaler, almen praksis, psykiatrien, ældreplejen og andre kommunale funktioner bliver stadig mere afhængige af hinanden. Hvis man drejer på en knap ét sted i sundhedsvæsenet, slår viseren straks ud andre steder.

Sundhedsklyngerne skal styres politisk af repræsentanter for regionsrådet og en kommunalpolitisk repræsentant fra hver sundhedsklynge. Den løsning vil give et operationelt forum for den politiske dialog og imødekommer samtidig kritikken af et tidligere udkast til klyngerne. Det er nemlig afgørende at få opbygget en struktur, som kan underbygge et tæt fagligt og strategisk samarbejde, som formår at omsætte tankerne til virkelighed.

Klynger er ikke i sig selv en garanti for bedre samarbejde

Strukturer til at underbygge samarbejdet på tværs er afgørende, men kan ikke stå alene. Nationale og internationale erfaringer viser, at der skal meget mere til. En nylig artikel af Hugh Alderwick og kollegaer i BMJ viser, at fordelene ved integration på tværs risikerer at blive overvurderet. Dette betyder ikke, at samarbejde er dårligt. Men det medfører en reel risiko for, at ledernes tiltro til samarbejdsstrukturer overgår deres evne til at levere resultater. Samarbejde afhænger lige så meget af kultur, ledelse, ressourcer og andre faktorer, som det gør af strukturer og regler. Formelle forpligtelser til at samarbejde medfører ikke nødvendigvis samarbejde i praksis.

Banalt, men virksomt tip: Besøg hinanden

Samarbejdet i sundhedsklyngerne rejser behovet for at styrke ledernes kompetencer, evner og muligheder for at kunne arbejde med samarbejdet på tværs. En lille banal erkendelse er, at ledelsen skal gå på besøg hos hinanden for at få den fornødne forståelse for de forskellige arbejdsbetingelser og rammer. Det virker overraskende godt, at man tager på besøg. Men der skal mere til for at blive god til at lede på tværs: Ledere, som lykkes på tværs, er gode til at skabe relationer, kan skabe en tværgående vision, har fokus på borgere, udviser respekt og nysgerrighed for samarbejdspartnere og prioriterer det tværgående samarbejde – også når det er svært og koster egne ressourcer. Ledere lykkes ved ikke at tage udgangspunkt i økonomien, men i den fælles opgave, og venter med pengeslagsmålet, til der er etableret en fælles opgave og mening med at lykkes til gavn for borgeren.

Fælles budget skaber også fælles forpligtelse

Apropos økonomi, så kommer aftalen med et reelt nybrud. Med sundhedsklyngerne kommer en fælles finansiering, som skal understøtte samarbejdet. I 2022 er det »kun« 80 mio. kr. med halvårsvirkning fra 1. juli til de 21 klynger, men fra 2023 vil det være 160 mio. kr. årligt. Selvom dette beløb ikke redder nogen af parterne eller skaber samarbejde i sig selv, så skaber et fælles budget en fælles forpligtigelse for at skabe sammenhæng og et samlet blik på sundhedsvæsenet.

Det er tiltrængt, at regeringen, kommunerne og regionerne tog hinanden i hænderne og skabte efternøleren til dette års økonomiforhandlinger. Sundhedsklyngerne bliver dog næppe et columbusæg, som løser alle problemer i sundhedsvæsenet. Tværgående samarbejde kræver mange elementer for at lykkes, og derfor kommer sundhedsklynger også til at være en humlebi, som bærer et tungt læs og formodentligt ikke får et let afsæt. Men klyngerne skal nok nå op i flyvehøjde, for gevinsten i form af bedre samarbejde, patientforløb, populationsoverblik og fælles ansvar er helt nødvendig for sundhedsvæsenet.