Det sidste hvilested

I disse uger kører Altinget en debat med titlen »Er velfærdssamfundet rustet til flere minoritetsetniske ældre?«. Afsættet er en fremskrivning af befolkningstal: I dag er cirka 29.500 ikkevestlige ældre over 65 år. I 2050 vil dette tal være godt fire gange så stort. Man skal dog huske på, at tidens gang medfører store forandringer i gruppen.

En migrant, der er 75 år i dag, kom måske til Danmark som 25-årig i 1972. Går vi bare 20 år frem, vil en 75-årig have været 25 år i 1992.

Født i sluttresserne kan han meget vel være blevet familiesammenført til Danmark, da han var i skolealderen, og så er pensionisttilværelsen en helt anden historie, for denne 75-årige taler flydende dansk og kender intet land bedre end Danmark. Ikke alle udfordringer vil dog gå væk af sig selv. Om føje år vil flere ældre for eksempel have flygtningebaggrund sammenlignet med i dag.

En konsekvens af det stigende antal minoritetsetniske ældre er, at stadig flere skal beslutte, hvor de vil begraves, og det kan sætte de ældres undertiden ambivalente forhold til to lande på spidsen. Dette sidste valg kan man jo ikke gøre om. Måske var det en sidste hilsen til, at han aldrig blev helt dansk, der gjorde, at en kendt migrant - Prins Henrik - ønskede, at kun halvdelen af hans aske skulle nedsættes i dansk jord. Den anden halvdel skulle spredes over havet, og hvem ved - måske er noget af den skyllet op på den franske kyst?

Tanker om døden og det sidste hvilested hører jeg om i interviews for tiden. De er del af et forskningsprojekt, støttet af Ensomme Gamles Værn, hvor jeg taler om alderdom med ældre tyrkiske migranter og med deres voksne børn. En del af de ældre lever en pendultilværelse mellem to lande: De er i Danmark - ofte tæt på børn og børnebørn - hele den mørke, kolde vinter. Om foråret bryder de op og rejser mod syd. Nogle har et hus i den landsby, de engang forlod, mens andre tager til nærliggende storbyer som Konya eller Ankara, hvor infrastrukturen er bedre.

Når landsbyen er forblevet et samlingspunkt, kan søskendeflokke af ældre migranter, der måske har levet i lande som Tyskland, Schweiz og Holland, se hinanden igen. Og så er der varmen, grøntsager af egen avl og et sprog i gaderne, som man forstår. Den ofte fire-fem måneder lange ferie er årets højdepunkt.

Mange vil også begraves i Tyrkiet, når den tid kommer. At skulle flyves små 3.000 kilometer i en zinkkiste og siden køres til en landsby langt fra alfarvej er dog en bekostelig affære.

Når de ældre overhovedet kan vælge den løsning, skyldes det medlemskab af den Tyrkiske Begravelsesforening. På baggrund af et beskedent kontingent dækker foreningen alle udgifter for kistens transport, for den tyrkiske stat ved godt, hvor meget et gravsted i fødelandet kan knytte også næste generation til landet. Det er bånd, der er vigtige både for Tyrkiets økonomi og for landets selvforståelse.

At måden, man begraves på, har betydning for, hvordan migrantgrupper orienterer sig, er også en pointe i en klassisk analyse af den britiske antropolog Roger Ballard. Han sammenligner to grupper med punjabi-baggrund - dels sikher/hinduer fra Jullundur Doab i Indien, og dels muslimer fra Mipur i Pakistan.

Jullundurierne og mipurierne havde på mange måder samme udgangspunkt: De stammer begge fra landbrugsområder og kom til Storbritannien fra 1940erne og frem.

Men i sin analyse fremhæver Ballard mange efterfølgende forhold, der tilsammen gør, at førstnævnte gruppe over tid kom til at klare sig langt bedre end sidstnævnte.

En del af forskellene udspringer af, hvordan de to grupper kom ind på det britiske arbejds- og boligmarked - forskelle, som voksede over årene. Men andre forskelle udspringer af tilknytningen til oprindelseslandet.

Dels har man haft forskellige tilgange til valg af ægtefæller. Mipurierne har i høj grad søgt efter partnere til deres børn i storfamilien tilbage i landsbyen. Jullundurierne derimod har godt nok ønsket ægtefæller med samme baggrund som dem selv, men de skulle findes uden for familien. Det blev ofte til giftermål med unge fra andre migrantfamilier, der havde klaret sig godt i lande som Canada og USA. Dermed forstærkede ægteskabspraksisserne også de økonomiske og sociale forskelle imellem de to grupper.

Og så er der begravelserne. De muslimske mipurier skal i jorden, og det ønsker de at komme i den landsby, som vedbliver at være dem et fast, men også et tungt, anker i livet årtier efter migrationens start. Jullundurierne derimod skal brændes - og det skal ske hurtigt efter dødens indtræden. Det foregår derfor i England. Og selvom nogle helst ser, at asken strøs i den hellige Gangesflod, er det for de fleste fint nok at bruge Themsen. For dem har landsbyen dermed også mistet sin betydning ved livets afslutning.

En bevægelse fra som en selvfølge at blive begravet i Tyrkiet og til, at det sidste hvilested bliver på dansk jord, ses også i nogle tyrkiske familier i dag. Om sine forældres generation hørte jeg følgende fra en kvinde sidst i fyrrerne: »Min far vil gerne begraves i Tyrkiet. Og så siger min mor: ' Det er fint, hvis du gerne vil begraves sammen med dine forældre, men jeg bliver her, for mine børn er her.' Og det er helt trist at se den splittelse.

Den har fulgt dem hele tiden - hvor hører man til? Jeg spurgte min mor, hvorfor hun gerne ville begraves her, og hun sagde: ' Jamen jeg tænker, hvis jeg dør, og I skal med mig derover [til Tyrkiet], så ved I slet ikke, hvordan man afholder en begravelsesceremoni.

Jeg har ikke tænkt mig at gøre jer til grin over for folk.' Jeg blev meget rørt over, at hun tænkte på sine børn på den måde.« At et ægtepar, der har fulgt hinanden igennem et langt liv, måske ender med at blive begravet med tusinder af kilometer imellem sig, taler sit tydelige sprog - både om de udfordringer, der kan være ved livet som migrant, og den store betydning, som man kan knytte til det sidste hvilesteds placering.

Med det stigende antal minoritetsetniske ældre er dette en problematik, som stadig flere må forholde sig til.