Delt. EP-valg fik højtuddannede op af sofaen

EU har et problem med det folkelige engagement. Også ved europaparlamentsvalg, hvor valgdeltagelsen er betydeligt lavere end til nationale valg. I 2014 var den gennemsnitlige valgdeltagelse på tværs af de 28 medlemsstater på kun 43 procent.

Danmark lå i den sammenhæng pænt med 56 procent. Men på trods af den samtidige afstemning om patentdomstolen var valgdeltagelsen markant lavere end de 70 procent, vi typisk ser ved kommunalvalg, eller de over 85 procent til folketingsvalg.

Den lave deltagelse er en trussel mod parlamentets legitimitet. Det kan være vanskeligt at argumentere for, at det udfører folkets vilje, når folket i stor stil bliver væk fra stemmeurnerne.

Højtuddannede stemmer – andre bliver hjemme

Valgdeltagelse handler ikke kun om, hvor mange procent der stemmer, men også om hvem der stemmer. Er der grupper, der stemmer betydeligt mindre end andre, risikerer man, at deres interesser ikke bliver tilgodeset.

Samtidig er det vigtigt for det politiske systems funktionalitet og legitimitet, at der er en nogenlunde repræsentativ valgdeltagelse. Hvis uligheden i valgdeltagelsen er stor, kan man stille spørgsmålstegn ved, om det repræsentative demokrati overhovedet er repræsentativt.

Det påstås ofte, at EU har et særligt problem med at engagere den brede befolkning: At EU er elitens og de højtuddannedes projekt. Vi kan ikke svare på, om EU rent faktisk er elitens projekt, men vi kan undersøge, om det har hold i virkeligheden, at europaparlamentsvalg primært engagerer de højtuddannede vælgere.

Efter 2014-valget undersøgte vi for første gang, hvem der faktisk stemmer til europaparlamentsvalget og hvem, der blev hjemme. Det korte svar er, at det i den grad har hold i virkeligheden, at det især er de højtuddannede, der stemte ved europaparlamentsvalg i 2014.

De grundskoleuddannede havde en valgdeltagelse på lidt under 44 procent – altså en del lavere end den generelle valgdeltagelse på ca. 56 procent. Personer med videregående uddannelser havde en valgdeltagelse på næsten 79 procent.

Med andre ord stemte toppen af uddannelsespyramiden næsten dobbelt så hyppigt som bunden.

Endnu mere interessant bliver det, når man sammenligner europaparlamentsvalget i 2014 med det foregående kommunalvalg i 2013.

De højtuddannede havde kun ca. 7 procentpoints lavere valgdeltagelse ved europaparlamentsvalget i forhold til kommunalvalget trods den markant lavere valgdeltagelse samlet set, mens de grundskoleuddannede stemte næsten 21 procentpoint mindre.

Med andre ord var forskellen mellem de grundskoleuddannede og højtuddannede langt større ved europaparlamentsvalget end ved kommunalvalget. Så selvom de højtuddannede generelt stemmer mere end andre grupper, synes uligheden at være særlig stor i forbindelse med europaparlamentsvalg.

Hvorfor de store forskelle?

Det er tydeligt, at de højtuddannede i særlig grad stemmer til europaparlamentsvalg, mens dem med kortere uddannelser oftere bliver hjemme.

Forskellen er særlig markant, når vi ser på dagsordenen ved europaparlamentsvalget i 2014, som var præget af emner som velfærdsturisme og social dumping – meget konkrete dagsordener som synes at kunne påvirke manges hverdag direkte, og som havde et EU-kritisk element.

Man kan altså spekulere i, om forskellen mellem uddannelsesgrupperne havde været endnu større, hvis dagsorden modsat havde været mere abstrakt, teknokratisk og EU positiv. Det er med andre ord næppe dagsordenen ved valget, der forklarer den store forskel i valgdeltagelsen mellem de kortest og længst uddannede. Hvad kan så være grunden?

For det første kan det skyldes, at højtuddannede simpelthen er mere begejstrede for EU-projektet og derfor i særlig grad føler sig tilskyndet til at stemme til et europaparlamentsvalg. Relateret til det er de højtuddannedes identitet i højere grad internationalt orienteret, hvorfor de føler en stærkere tilknytning og sympati til EU og Europaparlamentet end den øvrige befolkning.

En anden grund kan være, at de højtuddannede i højere grad til folketingsvalg stemmer på partier, der i forvejen afspejler deres præferencer på EU-politikken. En grund til ikke at stemme kan være, at ens nationale parti er mere EU-positivt end en selv, hvorfor man bliver hjemme til europaparlamentsvalg i stedet for at skifte parti eller stemme mod ens EU-overbevisning.

Man er simpelthen forældreløs i det politiske system. Da de højtuddannede er mere EU-begejstrerede, vil de være tættere på deres normale parti, og det vil derfor i mindre grad gælde for dem.

En tredje mulig forklaring på ulighederne i valgdeltagelsen kan være dækningen af EU-stoffet i danske medier. Forskningen demonstrerer tydeligt, at EU-spørgsmål fylder ganske lidt i mediernes dækning af politik i forhold til nationale politiske processer, især imellem valgene. Derfor er det måske primært de særligt interesserede eller særligt vidende, der sætter sig ind i det og derfor føler, at de kan overskue valgmulighederne på valgdagen.

Uanset grunden er valgdeltagelsen til europaparlamentsvalg relativ lav og ulige, særligt i forhold til uddannelse. Det giver EU og Europaparlamentet en dobbeltudfordring, hvad angår det folkelige engagement.