Børneinddragelse er vigtigt og nødvendigt, men langt fra simpelt

Børneinddragelse er en hjørnesten i socialt arbejde og med Barnets Lov er det nu endnu tydeligere skåret i sten, at der fra politisk og lovgivningsmæssig side er lagt en forpligtigelse til at inddrage børn i sager, der vedrører dem. Det er godt. Børneinddragelse er vigtigt og nødvendigt. Men det er langt fra simpelt. Det er man også nødt til at være bevidst om, når man ser på den opgave, der i praksis hviler på landets kommuner, børne- og ungerådgivere og andre, der arbejder med børneinddragelse.
Børneinddragelse er ikke blot et spørgsmål om at lære nogle metoder og derefter implementere dem. De metoder findes nemlig ikke, og de metodiske tilgange, der trods alt er, kan ikke ukritisk anvendes på alle børn, idet børn er forskellige både i sig selv men også i alder, funktionsniveau og udvikling. Det er en kompleks proces, der kræver grundig refleksion over de måder, vi vælger at nærme os børnenes perspektiver på, og den viden, vi producerer. Hvis vi som fagprofessionelle ikke forstår, hvad vores metoder kan og ikke kan fortælle os, risikerer vi at drage fejlagtige konklusioner om børns liv og behov. Dermed kan vi miste det egentlige formål med inddragelsen: at give børn en reel stemme og skabe bedre løsninger for deres fremtid baseret på deres blikke på eget hverdagsliv.

Uklarhed gør opgaven vanskelig

En af de største udfordringer er manglen på en entydig forståelse af, hvad børneinddragelse indebærer. Vi ved fra forskning, at børn ofte kæmper med at få deres stemmer hørt i sager, der handler om deres liv. Samtidig er forskningsfeltet præget af uensartethed og uklarhed omkring begrebet. Det gør det svært at skabe et solidt vidensgrundlag for praksis. Socialrådgivere og andre professionelle skal derfor finde vej i en kompleks praksis uden klare definitioner og forståelser af, hvad børneinddragelse egentlig er for en størrelse.

Det er således mere nogle generiske metodiske kompetencer, fagprofessionelle som fx børne- og ungerådgivere skal have. Det starter med at spørge: Hvad vil jeg gerne vide? Hvordan kan jeg bedst få svar på det? Og hvad betyder det for barnet, jeg arbejder med? Denne proces er ikke alene teknisk, men også fuld af etiske aspekter, fordi vi arbejder med børn i udsatte positioner og har magt til at træffe beslutninger, der kan forandre deres liv.

Dilemmaerne i børneinddragelse

Med børneinddragelse følger også en række dilemmaer. For hvordan sikrer vi, at vi forstår, hvad børn faktisk mener, og undgår at lægge ord i deres mund? Hvordan balancerer vi mellem at give barnet indflydelse og at varetage en voksen rolle og ansvar i beslutningerne? Hvem har egentlig ’patent på’ barnets perspektiv – altså hvem bestemmer, hvordan vi forstår det, barnet siger og hvilken værdi det skal tillægges?  Det er ikke altid ligetil, og der mangler viden om, hvordan disse mange dilemmaer ser ud og ikke mindst hvordan fagprofessionelle håndterer og kan håndtere disse dilemmaer. Ofte – er det min påstand - sker håndteringen af disse dilemmaer ikke altid ’på linjen’ sammen med fx kollegaer eller på tværs med andre faggrupper.

Grundprincipper for børneinddragelse

For at lykkes med børneinddragelse er der en række nøgleskridt, vi skal følge. Deres omfang og implikationer er med til at understrege kompleksiteten af den opgave, som det forventes, at børne- og ungerådgivere og andre fagprofesionelle løfter i deres daglige praksis i arbejdet med børn.

1. Formål og spørgsmål: Det første skridt er at definere formålet med samtalen. Hvilke spørgsmål skal besvares? Hvis vi ikke ved, hvad vi søger svar på, bliver det svært at vælge den rigtige metode og tolke resultaterne korrekt.
2. Kendskab til barnet: Vi skal kende barnets kompetencer og præferencer for at kommunikere. Uden en relation til barnet risikerer vi, at samtalen ikke afspejler dets livsverden, fordi vi ikke nærmer os barnets perspektiv på en måde, der gør det muligt for netop dette barn at deltage.
3. Metodevalg: Formålet med samtalen skal kobles til en metode, der passer til barnet og til formålet. For eksempel kan vi bruge visuelle værktøjer, som børn kender fra deres hverdag, for at skabe tryghed og fremme deltagelse.
4. Metodens styrker og svagheder: Vi skal forstå, hvad vores metode kan – og ikke kan – fortælle os. Det handler om at vælge metodiske tilgange, der passer til formålet og barnet, og samtidig være klar over deres begrænsninger.
5. Etik og samtykke: Etiske overvejelser er afgørende, også når det handler om barnets ret til at sige nej. Vi skal sikre, at barnet forstår formålet med samtalen og har kontrol over sin deltagelse.

Tolkning af børns perspektiver

At tolke børns udsagn er en central del af børneinddragelse, men også en udfordring. Vi skal sikre, at vi forstår, hvad barnet mener, uden at trække deres udsagn ud af kontekst eller give dem en ny betydning eller tage alt, de siger, fuldstændig bogstaveligt. Det er en meget svær balancegang.

1. Beskrivelse frem for tolkning: Vi skal være deskriptive og holde os tæt på det, barnet siger, uden at de-kontekstualisere det.
2. Undgå overfortolkning: Det er vigtigt, at vi ikke lægger mere betydning i barnets udsagn, end de reelt udtrykker. Vi må spørge barnet ind til betydningen, frem for at drage egne konklusioner.
3. Udvælgelse med omtanke: Når vi vælger, hvilke udsagn vi bringer videre, skal vi være tydelige om, hvorfor vi udvælger netop disse og ikke andre. Udvælgelsen er et valg, der kan påvirke, hvordan barnets perspektiv fremstår.
4. Metodens begrænsninger: Vi skal anerkende, at de konkrete remedier, vi giver børn, påvirker, hvad de kan udtrykke.
5. Gennemsigtighed: Ultimativt tolker vi altid børns udsagn gennem vores eget perspektiv. Derfor er det afgørende, at vi er gennemsigtige omkring vores tolkninger og viser, hvordan vi når fra barnets udsagn til vores konklusioner.

Fremtiden for børneinddragelse

Potentialet ved børneinddragelse er enormt. Når vi inddrager børn på deres egne præmisser, skaber vi ikke blot bedre løsninger for dem her og nu, men styrker også deres tro på, at de kan handle i deres eget liv. Det kræver dog, at vi som professionelle arbejder målrettet med vores metoder og forståelse af vidensproduktion. Det er ikke nok at kende metodiske tilgange – vi skal også forstå, hvordan vi bruger dem, og hvilken viden de skaber – og de store spørgsmål er: Hvordan lærer de fagprofessionelle og særligt børne- og ungerådgiverne det? Hvordan kan de arbejde med de mange dilemmaer, som er i børneinddragelse?

Denne rejse er nødvendig, men krævende. Vi skal sikre os, at børn ikke blot bliver hørt, men også forstået på deres egne præmisser og får en reel indflydelse i eget liv. Det kræver en dedikeret indsats fra professionelle, en gennemtænkt tilgang til metodevalg og en dyb respekt for det enkelte barns perspektiv. Børneinddragelse er fremtiden – og den forpligter.

Kronikken er skrevet i regi af Videnscenter om børneinddragelse og udsatte børns liv.