Betyder ny regering ny sundhedspolitik?

Sundhedspolitikken ligger konsekvent i top, når danskerne skal nævne, hvilke politiske emner der optager dem mest – og mange havde da også forventet, at sundhedspolitik ville fylde langt mere i den netop overståede valgkamp.

Årsagen til sundhedsdebattens fravær skal således ikke findes i manglende interesse, men derimod i, at der ikke var meget at debattere. Langt de fleste partier bakker nemlig grundlæggende op om et sundhedsvæsen, hvor der er fri og lige adgang til et bredt dækkende sundhedstilbud med høj kvalitet i ydelserne.

Et sådant sundhedsvæsen er dyrt at drive, og uagtet at både Socialdemokratiet og Venstre dedikerede hovedparten af det økonomiske råderum til sundhedsvæsenet, så er det kun lige til øllet, at det vil kunne finansiere sundhedsvæsenet, som vi kender det, når der kommer langt flere ældre i fremtiden.

Mere praktik end ideologi i de politiske udspil

Det egentlige indhold i de sundhedspolitiske udspil har der heller ikke været meget sundhedspolitik i. De har mest fokuseret på at flytte noget af den lidt løbske vækst i aktiviteterne på sygehusene ud til almen praksis, som traditionelt kan levere ydelser til lavere omkostninger.

I det ene udspil blev de nye strukturer kaldt for sundhedshuse og i det andet for nærhedshospitaler. Men når man kiggede nærmere på indholdet i de to udspil, så var de stort set ikke til at skelne fra hinanden. De tidlige tanker om mindre operationer på nærhedshospitalerne overlevede ikke ret længe. Og fælles for nærhedshospitalerne og sundhedshusene var, at de heller ikke var til at skelne fra det, som praksiskommissionen ti år tidligere kaldte for store moderne lægehuse.

Der var altså ikke meget ideologi i de to udspil, men derimod en god portion praktik – eller det, man også kunne betegne som den nødvendige (sundheds)politik. Derfor blev man også hurtigt enige om, at hvis ideen skulle realiseres i praksis, så var det nødvendigt både at uddanne flere læger i almen medicin og at skaffe flere sygeplejersker.

Når det gælder styringen i sundhedsvæsenet, var der imidlertid en kant mellem de to oplæg, da den nu afgående regering – og især Danske Folkeparti – ville erstatte de folkevalgte i regionerne med en bestyrelseskonstruktion, som dog skulle ledes af de nuværende formænd for regionsrådene.

I det hele taget var det lettere uklart, hvad ændringen i praksis ville betyde for alle andre end de folkevalgte i regionerne, som allerede i dag har et relativt begrænset økonomisk og politisk råderum. Selv for folk, der er rimeligt godt inde i stoffet, var det temmelig svært at forstå logikken i de nye strukturer. Og for journalister og udenforstående var det næppe lettere. Derfor kom den del af sundhedsreformen heller aldrig til at spille nogen større rolle i valgkampen.

Sundhedsudspil vil stort set blive genbrugt

Den afgående regerings sundhedsudspil er naturligvis mindre aktuelt under en ny regering, men i praksis vil meget blive genbrugt. De mere uklare styringsmæssige elementer er ude, men det egentlige indhold vil i alt væsentlighed overleve. Der vil formodentlig komme større fokus på social ulighed frem for geografisk ulighed, men udfordringen med bare at holde sammen på det sundhedsvæsen, vi kender i dag, vil sætte retningen for sundhedspolitikken.

Det bedste ved valgkampen på sundhedsområdet var faktisk, at der endelig ser ud til at være bevægelse i forhold til, hvad en pakke cigaretter skal koste. Og det har potentiale til at løfte folkesundheden mere end alle de øvrige elementer i de to sundhedsudspil tilsammen.