Grænsen mellem frivillighed og tvang er flydende i sager om anbringelse af børn og unge

En stigende andel af sagerne i Danmark om anbringelse af børn og unge gennemføres uden samtykke fra forældrene eller den unge (over 15 år) selv. Men spørgsmålet om samtykke bør ikke opfattes som et enten/eller. Grænsen mellem frivillighed og tvang er vanskelig at fastslå, og den påvirkes af forskellige kontekster og magtrelationer. Det er en af de seks gennemgående tendenser, der afdækkes i en ny vidensindsamling om anbringelser uden samtykke. Rapporten er lavet af VIVE i regi af Videnscenter om børneinddragelse og udsatte børns liv.

”Vi kan for eksempel se, at både forældre og børn oplever, at de kan få mere indflydelse på forløbet ved at samtykke til anbringelsen. Af den grund kan de føle sig presset til at samtykke, selvom de egentlig ikke er enige i anbringelsen. På den måde ligger der et pres, som gør grænsen mellem frivillighed og tvang mere utydelig,” siger seniorforsker Anne-Kirstine Mølholt.

Komplekst og vanskeligt fænomen

Vidensindsamlingen peger også på, at spørgsmålet om samtykke til en anbringelse typisk er eller kan opleves som en forhandlingssituation, hvor forældrene eksempelvis kan acceptere at tage imod en støttende indsats for at undgå en anbringelse uden samtykke.

”Det er noget af det, der også er med til at tydeliggøre, at det er et enormt komplekst og vanskeligt fænomen, hvor de børne- og ungerådgivere, der potentielt skal indstille til anbringelse uden samtykke, hele tiden skal balancere barnets bedste og forældres rettigheder, støtte og kontrol. For en anbringelse uden samtykke kan i sig selv være en risikofaktor i børns og unges liv, men omvendt kan vi også se, at når først anbringelsen er sket, trives en stor del af børnene og de unge i anbringelsen og føler sig mere trygge end tidligere,” forklarer Anne-Kirstine Mølholt.

Litteraturkortlægning og databaseret afdækning

Vidensindsamlingen om anbringelse af børn uden samtykke baseres på en kortlægning af nordisk forskningslitteratur på området, suppleret med en kvantitativ afdækning baseret på eksisterende register- og survey-data.
Den peger blandt andet på, at forskelle i nationale og kulturelle værdier afspejler sig i de nordiske landes forståelse og brug af samtykke, at forældre og børn oplever manglende inddragelse i beslutningen om anbringelse uden samtykke, og at alder, etnicitet og socioøkonomisk baggrund har betydning i forhold til anbringelse uden samtykke.

Ud over de tværgående fund rummer rapporten også en afdækning af, hvad der karakteriserer gruppen af ældre børn og unge (11-17 år), som er anbragt uden samtykke.