Fritidsjob hjælper udsatte unge i Esbjerg i gang
Arbejdsmarked
Børn, unge og familie
Dagtilbud, skole og uddannelse
Arbejdsmarked, Børn, unge og familie, Dagtilbud, skole og uddannelse

Individuel vejledning og støtte til at komme i job står centralt i fritidsjobindsatsen ’Energi til mere’ i Esbjerg, der skal styrke udsatte unges vej til uddannelse og arbejde. Indsatsen er målrettet dels socialt udsatte unge i 8. og 9. klasse og dels 16-18-årige, der hverken er i job eller uddannelse.
Og flertallet af deltagerne i begge målgrupper ser ud til at blive hjulpet i indsatsen, viser VIVEs evaluering af indsatsen. Omkring to ud af tre deltagere kom således i job i løbet af deres første ni måneder i indsatsen. Af dem var tre ud af fire af skoleeleverne stadig i job efter seks måneder, mens det samme gjorde sig gældende for godt seks ud af ti af de 16-18-årige.
”Selvom ’Energi til mere’ ikke hundrede procent opfylder sine egne måltal for, hvor mange der fik job, og hvor mange der holdt fast i deres job, kan vi se en klar stigning i beskæftigelsen i begge målgrupper efter indsatsen. Og det tyder jo på, at den har haft en positiv virkning for deltagerne,” siger seniorforsker Vibeke Jakobsen.
Potentiale til at hjælpe flere
’Energi til mere’ gik i gang i oktober 2020 og løb indtil september 2024 som projekt støttet af Den A.P. Møllerske Støttefond. Siden er indsatsen blevet forankret i Esbjerg Kommune og skal bredes ud til alle kommunens skoler.
I løbet af projektperioden, som VIVEs evaluering dækker, har 180 skoleelever og 157 unge deltaget i indsatsen. Det er flere, end indsatsen havde sat som mål.
Begge målgrupper er på flere forhold mere socialt udsatte end deres jævnaldrende. Flere lever således i relativ fattigdom, kun bor sammen med én forælder eller ikke bor hjemme, bor i udsatte boligområder eller har forældre, der hverken er i uddannelse eller arbejde.
Generelt er indsatsen en positiv oplevelse for deltagerne. De fleste synes, de trives i deres fritidsjob og er blevet mere motiverede og bedre til at tage ansvar og overholde aftaler, og mange føler sig bedre rustet til et arbejdsliv eller en uddannelse.
”Når størstedelen af deltagerne har haft positivt udbytte af indsatsen, er vores vurdering, at ’Energi til mere’ har potentiale til at styrke endnu flere unge på deres vej til job eller uddannelse. Det kræver dog, at man fastholder fokus på dem, der har størst behov,” siger Vibeke Jakobsen.
VIVEs evaluering peger også på andre faktorer, der kan være med til at sikre en succesfuld forankring af indsatsen. Blandt andet er det vigtigt hele tiden at opsøge nye virksomheder at samarbejde med, så man kan få skabt endnu flere fritidsjob, ligesom opbakning fra lærere og vejledere på skolerne er afgørende, for at få kontakt til de unge.