Børn og unges trivsel udfordres af forventninger på mange fronter – indsatser kan styrke fællesskaber og resiliens
Børn, unge og familie
Dagtilbud, skole og uddannelse
Børn, unge og familie, Dagtilbud, skole og uddannelse

Selvom de fleste børn og unge i Danmark trives godt, viser en række nyere undersøgelser, at mistrivsel blandt dem er en stigende udfordring. I en ny undersøgelse spørges børn og unge om de idealer og forventninger, de føler, at de skal leve op til. Her peger de især på det at være deltagende i sociale fællesskaber, at klare sig godt i skolen og at få et godt arbejde. De oplever også, at der er mange forventninger til dem, og de forventer generelt meget af sig selv.
Det viser en af tre rapporter, som VIVE har lavet for Trivselskommissionen. I undersøgelsen af idealer, pres og forventninger indgår svar fra over 15.000 børn og unge i alderen 12-20 år.
Undersøgelsen viser også, at det er meget forskelligt, hvordan børn og unge reagerer.
”I undersøgelsen kan vi se, at mængden og omfanget af idealerne og forventninger opleves som et stort pres for en del af børnene og de unge. Mange børn og unge forventer meget af sig selv og oplever det som deres eget ansvar at leve op til forventninger, og det går på den måde ud over trivslen. Men der er også børn og unge, der trives og motiveres af egne og andres forventninger til dem,” siger forsker Kasper Merling Arendt.
Han peger også på, at undersøgelsen viser, at piger oplever større pres og lavere trivsel, og at de også oplever en større følelse af utilstrækkelighed end drengene.
Indsatser kan hjælpe på fællesskaber og resiliens
VIVE har også lavet to litteraturkortlægninger for Trivselskommissionen, der ser på, hvad der kan understøtte børn og unges trivsel. Den ene kortlægning har fokus på indsatser, der kan fremme gode fællesskaber blandt børn og unge, og præsenterer indsatser, der med stor sandsynlighed kan virke opbyggende for børn og unges fællesskaber. Det er indsatser med fokus på eksempelvis at inddrage hele skolen eller dagtilbuddet eller på social interaktion uden for undervisningssituationer samt på de fysiske rammer om børnenes samvær.
Endelig er der i den anden litteraturkortlægning læst på tværs af forskningslitteraturen for at finde de indsatser, der kan medvirke til at styrke børn og unges resiliens – altså deres evne til at klare sig godt på trods af belastning og modgang samt potentielt at bruge modgangen som springbræt for en positiv udvikling og bedre trivsel. Den rapport finder, at de mest virksomme indsatser baserer sig på socio-emotionelle færdigheder, kognitiv adfærdsterapi, mindfulness og fysisk aktivitet.