Nyhed 17. DEC 2024

VIVE-forskere får 12 millioner kroner til at forske i børns deltagelse i dagtilbuddets fællesskaber

  • Dagtilbud, skole og uddannelse
Modelfoto: Ole Bo Jensen/VIVE

Seniorforskerne Bente Bjørnholt og Morten Hjortskov Larsen skal med nyt forskningsprojekt undersøge, hvordan uligheden i drenges og pigers sprogkundskaber kan adresseres via kompetenceudvikling.

I et nyt forskningsprojekt, som netop er blevet bevilget på 12 mio. kr. fra Partnerskab for Børneforskning, skal seniorforskerne Bente Bjørnholt og Morten Hjortskov Larsen undersøge, om uligheden i drenges og pigers sprogfærdigheder kan adresseres ved hjælp af kompetenceudvikling af pædagoger og deres ledere.

”Projektet vil gå på to ben. For det første vil vi udvikle og gennemføre kompetenceskabende efter- videreuddannelse med relevans og mening for pædagoger og med fokus på de forskelle i deltagelsesmuligheder, som piger og drenge ser ud til at have i daginstitutioner. For det andet vil vi gerne skabe mere viden om, hvordan sådan et kompetenceudviklingsprogram bedst muligt kan omsættes i daginstitutionernes praksis”, forklarer Bente Bjørnholt.

Ud over selve udviklingen og gennemførelsen af kompetenceudviklingen skal projektet gennem et større lodtrækningsforsøg studere, om brugen af viden fra kompetenceudvikling får bedre vilkår i daginstitutioner, hvis den lokale dagtilbudsleder også gennemfører et lignende forløb.

”Vi ved forbavsende lidt om, hvordan vi bedst muligt understøtter medarbejdere med ny viden fra kompetenceudvikling, når de kommer tilbage til deres arbejdsplads. Vi ved blot, at det kan være svært at omsætte den nye viden i praksis. Derfor har vi i projektet et fokus på ledernes rolle i at understøtte medarbejderne i denne situation”, siger Morten Hjortskov Larsen.

 

Om projektet

Projektet med titlen ’Drenge og pigers deltagelse i dagtilbuddets fællesskaber: Pædagogisk kompetenceudvikling, ledelse og forankring’ løber fra 2025 til 2029.

Projektet ledes af Anne Mette Kjeldsen, lektor ved Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse på Aarhus BSS ved Aarhus Universitet. Fra VIA University College deltager ph.d. Torkil Østerbye, ph.d. Christina Dahl Madsen og lektor Anne Nguyen-Quy.