VIVE-forskere er med i forskningsprojekt om ulighed i børns deltagelse i dagtilbuddets fællesskaber til 12 millioner kroner
- Dagtilbud, skole og uddannelse Dagtilbud, skole og uddannelse
Børns muligheder for at deltage i fællesskaber er afgørende for deres udvikling. Men ikke alle børn har lige muligheder for at indgå i disse fællesskaber. Ulighedsskabende processer kan føre til udsatte positioner, som vi endnu ikke forstår fuldt ud.
Seniorforsker Bente Bjørnholt og senioranalytiker Mikkel Giver Kjer har sammen med kollegaer fra Roskilde Universitet og Københavns Professionshøjskole modtaget en bevilling på 12 mio. kr. fra Partnerskab for Børneforskning. Med bevillingen skal de undersøge, hvordan ulighed skabes og udfordres i små børns hverdag i vuggestuer og børnehaver.
”Projektet vil give ny viden om de processer og institutionelle betingelser, der former børns deltagelsesmuligheder. Vi håber at udvikle den pædagogiske faglighed, så alle børn får bedre adgang til sociale ressourcer og mulighed for trivsel, udvikling og læring”, siger Bente Bjørnholt.
Projektet hviler på et tæt samarbejde med en række kommuner og har som ambition at skabe et solidt vidensgrundlag for praksisudvikling i dagtilbud og på pædagoguddannelsen.
”Vi forventer at skabe praksisnær viden om, hvordan ulighed opstår og tackles i børnelivets institutioner. Resultaterne skal gerne styrke den pædagogiske kernefaglighed og bidrage til at forebygge udsathed gennem bedre deltagelsesmuligheder for alle børn”, siger Mikkel Giver Kjer.
Projektet med titlen ’Ulighedens sorte boks – Børns deltagelsesmuligheder i deres institutionelle hverdagsliv’ løber fra 2025 til 2029.
Projektet ledes af Maja Røn-Larsen, lektor ved Institut for Mennesker og Teknologi/Psykologi, Roskilde Universitet.
Fra Københavns Professionshøjskole deltager docent Cristina Munck og lektor Lærke Testmann, og fra Roskilde Universitet deltager professor Charlotte Højholt. Desuden indgår ph.d.-studerende Solmai Mikladal fra Roskilde Universitet/Københavns Professionshøjskole.