VIVE-forsker får knap to millioner kroner til at undersøge ældres ensomhed
- Ældre Ældre
Mange ældre mennesker i Danmark føler sig ensomme, især dem over 80 år.
Følelsen af ensomhed bunder ofte i en oplevelse af ikke at være en del af fællesskabet. Anna Amilon, der er seniorforsker i VIVE, har modtaget bevillingen fra Danmarks Frie Forskningsfond, så hun kan undersøge, om det at deltage i aktiviteter som frivilligt arbejde, fritidsaktiviteter og sociale fællesskaber kan mindske følelsen af ensomhed blandt ældre.
”Det er vigtigt, at vi få mere viden om ensomhed blandt ældre, fordi vi ved, at ensomhed kan have alvorlige konsekvenser for både den mentale og fysiske sundhed. Forskning har vist, at langvarig ensomhed kan føre til forringet livskvalitet, øget risiko for depression og øget dødelighed,” forklarer Anna Amilon.
Følelsen af ensomhed hos ældre er ofte større, fordi mange mister en stor del af deres sociale fællesskab, når de går på pension eller mister ægtefæller og venner. Samtidig oplever mange ældre fysisk eller sensorisk tab, som tab af hørelse eller syn.
Sociale indsatser kan have positiv effekt
Forskning i ensomhed blandt ældre har vist, at ensomhed er et komplekst fænomen, der ofte skyldes en kombination af sociale, psykiske og fysiske faktorer.
Tidligere undersøgelser fra VIVE peger på, at indsatser, der fremmer sociale fællesskaber, kan have en positiv effekt. Mulighederne for at deltage varierer dog blandt ældre, hvor personer med flere ressourcer generelt har bedre forudsætninger for at deltage i sociale aktiviteter end dem med færre ressourcer.
At ældre, der deltager i aktiviteter, ofte oplever mindre ensomhed end dem, der ikke gør, kan således skyldes forskelle mellem grupperne. Projektet har derfor til formål at undersøge, om der er en årsagssammenhæng mellem deltagelse i aktiviteter og en reduktion i ensomhed.
Projektet vil blive opbygget på data fra Ældredatabasen koblet med registerdata.
Projektet afsluttes i 2028 og laves i samarbejde med Anu Siren fra Tampere University.