Nyhed 21. AUG 2024

VIVE foreslår tre modeller for samtilsyn på plejehjem

  • Ældre
Modelfoto: Ole Bo Jensen/VIVE
VIVE opstiller tre modeller for samtilsyn.

I forbindelse med ældrereformen er aftalepartierne blevet enige om, at der skal indføres koordineret tilsyn – ’samtilsyn’ – på landets plejehjem. VIVE opstiller tre modeller for samtilsyn og anbefaler tid til udvikling og afprøvning.

'Samtilsyn' er ét ud af flere elementer i den brede politiske aftale om en tilsynsreform på ældreområdet. Formålet er at frigive tid, undgå modstridende krav og at bidrage til et forenklet, koordineret og helhedsorienteret tilsyn. Alt sammen for at understøtte, at medarbejdere og ledere på plejehjem og i kommunerne oplever tilsynene som meningsfulde.

Social-, Bolig- og Ældreministeriet har gennemført prøvehandlinger med samtilsyn på 13 plejecentre i 6 jyske kommuner. I den forbindelse har VIVE gennemført en evaluering med fokus på muligheder og barrierer inden for rammen af eksisterende lovgivning samt mulige løsningsforslag.

”Det er afgørende, at de forskellige tilsyn tænkes bedre sammen, da de i dag kan opleves ukoordinerede og overlappende af det enkelte plejehjem. På baggrund af evalueringen opstiller VIVE i alt tre mulige modeller for samtilsyn på plejehjem,” siger Pia Kürstein Kjellberg, projektchef i VIVE, og uddyber:

”Fælles for modellerne er, at de slår to eller flere tilsyn sammen og dermed bidrager til, at der bruges mindre tid, samtidig med at tilsynene opleves som bedre koordinerede og mere meningsfulde af ledere og medarbejdere i kommunerne og på plejehjem.”

Prøvehandlinger med samtilsyn finder både muligheder og barrierer

Prøvehandlingerne med samtilsyn på plejehjem er gennemført ved, at fem ud af seks eksisterende tilsynsmyndigheder har forsøgt at gennemføre deres eksisterende tilsyn samme dag. De tilsyn, der har medvirket ved prøvehandlingerne, er det statslige ældretilsyn, det sundhedsfaglige tilsyn, arbejdstilsynet, kommunernes brandsyn og fødevarekontrollen.

Det er afgørende, at de forskellige tilsyn tænkes bedre sammen, da de i dag kan opleves ukoordinerede og overlappende af det enkelte plejehjem.
Pia Kürstein Kjellberg, projektchef

Der er gode erfaringer fra prøvehandlingerne med integration af ældretilsynet og det sundhedsfaglige tilsyn i forhold til at bruge mindre tid samt opløse og afklare de forvirrende forskelle, kommuner og plejecentre kan opleve mellem service- og sundhedslov.

Der er mindre gode erfaringer fra prøvehandlingerne med, at de fem medvirkende tilsyn er gennemført som individuelle tilsyn med hver deres metode til udvælgelse og varsling samt med hver deres tilsynsførende, dataindsamling og afrapportering.

”Hvis samtilsyn skal give mening, skal det gennemføres som et egentligt samtilsyn, hvor en mindre gruppe af tilsynsførende samarbejder om opgaveløsningen. Og hvor der er én fælles varsling, én fælles plan for dataindsamling og én fælles afrapportering,” siger Pia Kürstein Kjellberg.

Tre modeller for samtilsyn på plejehjem

VIVE ser tre mulige modeller for fremtidens samtilsyn på plejehjem:

  • Den lille model integrerer ældretilsynet og det sundhedsfaglige tilsyn og tager form af ét samlet tilsyn, der gennemføres af to tilsynsførende.
  • Mellemmodellen integrerer ældretilsynet, det sundhedsfaglige tilsyn og arbejdstilsynet og tager form af ét samlet tilsyn, der gennemføres af to-fire tilsynsførende, alt efter plejehjemmets størrelse.
  • Den store model integrerer ældretilsynet, det sundhedsfaglige tilsyn, arbejdstilsynet, brandsynet og fødevarekontrollen og gennemføres af to-fire tilsynsførende, der oplæres i at gennemføre tilsynet efter de relevante lovgivninger.

Den store model kræver et større udviklingsarbejde end de to øvrige, da der er større forskelle på fødevarekontrollen og brandsynet og de tre øvrige tilsyn, end der er på ældretilsynet, det sundhedsfaglige tilsyn og arbejdstilsynet indbyrdes.

Uagtet hvilken model der vælges, anbefaler VIVE, at tilsynet gennemføres som et grundtilsyn hvert 2-3. år suppleret med fokuserede tilsyn på de plejehjem, hvor der vurderes at være udfordringer.

Tilsynet bør varsles med fem til seks uger for at give de bedste muligheder for læring og gennemføres af den samme mindre gruppe af tilsynsførende, der opbygger erfaring med samtilsyn over tid.