Plejecenterleder vil forebygge omsorgstræthed: “Det er vigtigt, at vi taler om det”

Hvordan oplever I omsorgstræthed?

De følelsesmæssige krav i vores fag er høje og bliver kun højere. Vi oplever flere beboere med svære demensproblematikker og med psykiatriske overbygninger. Vi vil jo alle sammen gerne gøre et godt stykke arbejde for beboerne hver eneste dag. Nogle gange står vi bare i ekstremt komplekse situationer, hvor vi kommer til kort og bruger nogle forsvarsmekanismer, som ikke er hensigtsmæssige, og det kan være svært at tale om, fordi vi gerne vil gøre det så godt. Men selvfølgelig sker det. Det kan det gøre for os alle, og det er vigtigt, at vi taler om det.

Hvordan skal I arbejde med omsorgstræthed?

Det handler blandt andet om at blive ved med at fokusere på psykologisk tryghed, så vi kan være åbne over for hinanden og tale om det, der er svært. Det er vigtigt, at vi har det lange lys på. Vi arbejder videre med strukturer, som vi allerede har etableret, og på den måde øger vi sandsynligheden for, at det bliver forankret i organisationen. Det skal give mening for medarbejderne; de skal kunne se værdien i det og have lyst til at arbejde med det. Projektet har tre ben: faglige sparringsmøder, faglig supervision og organisering af arbejdet. Nøgleordet er systematik. Systematik er vigtigt, fordi det giver os et fælles fundament, så vi ikke skal opfinde den dybe tallerken hver gang og arbejder i samme retning.

Hvordan foregår de faglige sparringsmøder?

Vi har allerede sparringsmøder, men vi vil gerne gøre dem endnu mere systematiske. Sparringsmøder skal være med til at give personalet flere handlemuligheder i arbejdet med beboerne, hvilket skal mindske oplevelsen af afmagt og omsorgstræthed. På sparringsmøderne deltager vores demensfaglige sparringspartner, og vi drøfter borgerne ud fra socialpædagogiske metoder som Blomsten og Isbjerget. Vi er nysgerrige på, hvilke uopfyldte behov der kan ligge bag beboerens adfærd. Forbedringsmodellen PDSA bruger vi til at afprøve nye initiativer eller tiltag i forhold til at opfylde beboerens egentlige behov. Det kan være helt små ting, som faktisk gør en stor forskel for det enkelte menneske. På det næste faglige sparringsmøde evaluerer vi, hvordan det er gået.

Hvad skal der ske med supervision?

Supervisionerne tager udgangspunkt i de følelsesmæssige og faglige processer, som er på spil i en gruppe. Vi vil rigtig gerne øge den psykologiske tryghed og højne den sociale kapital, så det bliver lettere at sige fra, når man møder forråelse. Fordi det gør vi jo; vi er kun mennesker, og forråelse kan være en forsvarsmekanisme. Vi arbejder med at reflektere over, hvad det er, der sker, og hvad der ligger bag. Vi har teambuilding i grupperne og undervisning i konflikthåndtering, og vi vil arbejde med compassion og understøtte egenomsorgen og trivslen gennem mentalisering. Desuden underviser vi i omsorgstræthed. Det bliver super spændende, hvordan det kommer til at rykke.

Hvordan arbejder I med organiseringen af arbejdet?

Det handler blandt andet om, hvordan vi holder pauser. Vi har haft de første drøftelser af, hvad en pause er, og det er virkelig interessant, for det kan være utrolig forskelligt. Nogle har brug for at gå en tur rundt om søen, andre har brug for at snakke, og en medarbejder sagde, at for hende var en pause at få lov til at lave noget administrativt i ro og mag. Man skal desuden ikke underkende værdien af at have en faglig og nærværende ledelse. Supervision af lederne er også en del af projektet. Det handler om, hvordan lederne skal have en coachende rolle og understøtte processerne ude i de enkelte bogrupper.

Hvilke resultater har I kunnet se indtil videre?

Projektet er stadigvæk i sin spæde vorden, men vi kan se, at det gør en forskel. Det er ikke forbudt at sige: “Der kom jeg til kort over for fru Hansen. Jeg kom til at virke irriteret.” Så undersøger vi, hvad der ligger bag, og hvordan vi ud fra de faglige metoder kan få flere handlemuligheder. Vi tør afprøve nogle ting, og nogle gange virker det, andre gange gør det ikke. Vi kan ikke lykkes hver gang, for vi står i svære og komplekse situationer, og nogle gange skal vi prøve flere forskellige værktøjer af. Men det virker absolut at få flere handlemuligheder og flere værktøjer at gøre brug af.

Hvilke råd har du til andre, der vil forebygge omsorgstræthed?

Meget handler om kulturen på arbejdspladsen, og den ændrer man ikke bare fra den ene dag til den anden. Vi er nødt til at skabe psykologisk tryghed, så vi føler os trygge nok til at kunne tale om det, der er svært, og sige til, når vi kommer til kort. Det er selvfølgelig nemt at sige, men man skal ikke være bange for at tale om det. Vores fag er virkelig komplekst, og det kræver meget. Derfor er det utroligt vigtigt, at vi tør være åbne og ærlige over for hinanden. Jeg synes, det er det fornemmeste fag, der findes.

Denne artikel er en del af VIVE-magasin nr. 3, 2024. Temaet er Ældrevelfærd.