Nyhed 30. JAN 2024

Nye samtalematerialer kan hjælpe børn på krisecenter med at snakke om svære følelser

  • Børn, unge og familie
  • Socialområdet
Materialerne skal gøre det nemmere for børn på krisecenter at udtrykke og snakke om deres tanker og oplevelser.

’Bo på krisecenter’ er de første dansksprogede materialer til børn på krisecenter. Både børn, mødre og medarbejdere på krisecentre giver udtryk for, at materialerne hjælper dem med at udtrykke og sætte ord på komplekse oplevelser og følelser omkring vold, familierelationer, bekymringer og flytningen til krisecenteret. Det viser VIVEs evaluering af de nye samtalematerialer.

I samtalematerialerne ’Bo på krisecenter’ møder vi figuren Bo, der sammen med sin mor og lillesøster Bodil er flyttet på krisecenter. Materialerne består blandt andet af en bog, samtalekort, vejrtrækningsøvelser og et magnetansigt, hvor man kan flytte rundt på elementerne og forme forskellige udtryk.

Disse redskaber skal gøre det nemmere for børn på krisecenter at udtrykke og snakke om deres tanker og oplevelser i den komplekse og svære følelsesmæssige situation, det er at flytte på krisecenter.

”Tidligere har krisecentermedarbejdere ofte selv udviklet deres egne materialer og fundet deres egne redskaber til målgruppen. Med ’Bo på krisecenter’ får de et samlet sæt af materialer til deres daglige arbejde med børnene, der går på tværs af krisecentre i Danmark. Det kan styrke det faglige miljø blandt medarbejderne og åbne for sparring og erfaringsudveksling, så den enkelte medarbejder ikke står så meget alene mere,” forklarer Sofie Henze-Pedersen, forsker i VIVE.

Det er Esbjerg Krisecenter, der sammen med FACE:IT har udviklet materialerne med støtte fra Ole Kirks Fond.

Ønske om større diversitet i materialerne

Der er generelt er blevet taget rigtigt godt imod samtalematerialerne ’Bo på krisecenter’. VIVEs evaluering viser dog, at der er enkelte forhold, man kan være opmærksom på i det fremadrettede arbejde. For eksempel udtrykker nogle af mødrene og krisecentermedarbejderne et ønske om større diversitet, så de for eksempel tager endnu mere højde for forskellige voldsformer og familietyper.

”Intentionen er at gøre ’Bo på krisecenter’ tilgængeligt for krisecentre i hele Danmark, og tilbagemeldingerne som disse er vigtige i forhold til at målrette og gøre materialerne så gode og brugbare som muligt,” siger Sofie Henze-Pedersen.

Hun understreger, at selvom der kommer større diversitet i materialerne, så er det stadig utroligt vigtigt, at anvendelsen af dem tilpasses det enkelte barn og hver families individuelle situation.

 

Rapport

Læs mere om 'Bo på krisecenter'

Samtalematerialerne ‘Bo på krisecenter’ er den første samling af dansksprogede materialer til børn, der flytter på krisecenter. Både børn, mødre og medarbejdere giver udtryk for, at materialerne giver dem redskaber til at tale om oplevelser og følelser forbundet med det at flytte på krisecenter og den vold, som er fundet sted forud for tiden på krisecenter. Det viser VIVEs evaluering af de nye samtalematerialer.

Læs om rapporten Bo på krisecenter