Når borgeren bliver en opgave frem for et menneske
- Ældre Ældre
Var der lidt krummer på bordet? Pyt. Havde borgeren pletter på bukserne? Det var ikke noget, hun døde af. Omhyggeligheden forsvandt for en social- og sundhedsassistent i hjemmeplejen, som forskere fra VIVE har interviewet.
“Social- og sundhedsassistenten fortalte, at det fagligt set var vigtigt for hende, at der ikke var krummer eller pletter på bukserne. Men hun var udbrændt, og arbejdet blev noget, som skulle overstås,” siger Sara Lei Sparre, der er seniorforsker i VIVE og har stået i spidsen for en undersøgelse af omsorgstræthed i ældreplejen.
Omsorgstræthed kan få medarbejderne til at blive mindre omhyggelige med deres arbejde og distancere sig følelsesmæssigt fra borgerne.
“Medarbejderne fortæller, at borgerne mere bliver en opgave, der skal løses, end et menneske, der har brug for pleje,” siger Anders Winkler, der er analytiker i VIVE og også står bag undersøgelsen.
Nogle af de mest udbredte tegn på omsorgstræthed er udmattelse, søvnproblemer, hjertebanken og humørændringer. Selv bruger medarbejderne ord som træt, presset, slidt, stresset, udmattet, overbelastet eller udbrændt.
Medarbejderne føler sig utilstrækkelige
Omsorgstræthed hænger tæt sammen med en følelse af utilstrækkelighed. Medarbejderne oplever, at de ikke har rammerne til at give borgerne den omsorg, som de har brug for.
“Medarbejderne er ikke trætte af at yde omsorg, men trætte af de betingelser, som gør det vanskeligt for dem at yde omsorg,” siger Sara Lei Sparre.
Mangel på kollegaer, særligt uddannede kollegaer, skaber pres. Det samme gør stramme regler for, hvad medarbejderne må hjælpe den enkelte borger med, og hvor lang tid det må tage.
Det kan især være svært, hvis borgeren har brug for at tale om noget, men medarbejderen ikke har tid til det, fortæller Anders Winkler.
“En medarbejder i hjemmeplejen fortalte, at når hun er presset på tiden, lader hun simpelthen være med at spørge borgeren, hvordan det går, fordi hun ikke har tid til, at der kommer et længere svar. Så går hun derfra med ondt i maven.
Denne artikel er en del af VIVE Magasin nr. 3, 2024. Temaet er Ældrevelfærd.
Citater fra undersøgelsen
"Jeg har haft stress to gange, så i perioden op
til, der var det mindre vigtigt, om borgeren
havde en dårlig dag, for jeg skulle bare blive
færdig, for jeg skulle hjem."
Social- og sundhedsassistent, hjemmeplejen
"Man er ikke træt af at give omsorg, for det
er derfor, vi er her. Helt grundlæggende. Vi
er trætte af alle de ting, der forhindrer os i
at give den omsorg."
Leder, plejehjem
Hvad er omsorgstræthed?
Omsorgstræthed kan opstå som følge af forskellige forhold både privat og på arbejdspladsen.
De største risikofaktorer er kombinationen af vanskelige organisatoriske rammer og arbejdsvilkår og faglige og følelsesmæssige krav i arbejdet med borgere med stadigt mere komplekse sygdomsbilleder.
Nogle af de mest udbredte tegn på omsorgstræthed er udmattelse, søvnproblemer, hjertebanken og humørændringer.