Nyhed 6. DEC 2024

Mona Larsen står i spidsen for nyt videnscenter: ”Vi skal huske at bede seniorerne om at blive”

  • Arbejdsmarked
Mona Larsen er ph.d. i nationaløkonomi og har mere end 25 års erfaring med at gennemføre arbejdsmarkedsanalyser.

Hvis flere seniorer skal blive længere på arbejdsmarkedet, kræver det blandt andet, at flere arbejdspladser siger til deres erfarne medarbejdere, at de har brug for dem. Det siger Mona Larsen, der er leder af Videnscenter for Fastholdelse af Seniorer på Arbejdsmarkedet.

Hvordan giver vi flere seniorer lyst til og mulighed for at blive ved med at arbejde? Det er hovedformålet bag VIVEs nye Videnscenter for Fastholdelse af Seniorer på Arbejdsmarkedet.

I spidsen af videnscenteret er Mona Larsen. Hun er uddannet økonom, og det er ikke tilfældigt, at hun er blevet sat til at lede videnscenteret. I 2004 færdiggjorde Mona Larsen sin ph.d. om seniorer på arbejdsmarkedet, og hvordan vi kan forlænge deres arbejdsliv. Siden har hun blandt andet forsket i seniorernes arbejdsvilkår, og hvad der ligger bag den stigende tilbagetrækningsalder.

”Når man er midt i 50’erne, så har man fortsat rigtig mange år tilbage på arbejdsmarkedet. Samtidig er vores økonomi og velfærdssamfund afhængig af, at flere seniorer har lyst til og mulighed for at arbejde ”længe”. En vigtig betingelse her er, at seniorerne behandles ordentligt og med værdighed,” siger Mona Larsen. 

Derfor har Mona Larsen fokus på at skabe viden, som kan understøtte at der skabes rammer, så de seniorer, der kan og vil, får et godt arbejdsliv på lige fod med alle andre.

Tilbagetrækningsalder og økonomi

Seniorers beskæftigelse har stor betydning for økonomien, fordi et forlænget arbejdsliv på samme tid giver flere skatteindtægter og færre udgifter til offentlig forsørgelse. Den fastsatte pensionsalder kan spille en rolle i denne forbindelse.

I dag er pensionsalderen 67 år, og frem mod 2035 hæves den til 69 år. Som det ser ud lige nu, vil seniorernes egne børnebørn kunne regne med en pensionsalder på 74 år i 2070.

Italesæt, at der er brug for seniorerne

Mona Larsen anser ledighed blandt seniorer som en af de største udfordringer på området. Det skyldes blandt andet, at det kan være svært for nogle seniorer at finde et arbejde, hvis de bliver ramt af ledighed. Desuden er nogle fysisk nedslidte efter mange år på arbejdsmarkedet.

Det er vigtigt, at arbejdspladser, som mangler arbejdskraft, i større omfang trækker på de kompetencer og den erfaring, som ledige seniorer har.
Mona Larsen, centerleder

”Det er vigtigt, at de arbejdspladser, som mangler arbejdskraft, i større omfang trækker på de kompetencer og den erfaring, som ledige seniorer har. Det kan også være, at nogle seniorer ønsker et karriereskift. Muligheden skal være synlig. Og så skal vi huske at bede seniorerne om at blive,” forklarer Mona Larsen.

 Hun peger på, at flere arbejdspladser skal blive bedre til at anerkende deres ældre medarbejdere og fortælle dem, at de har brug for dem. Det kan bidrage til, at seniorerne ikke forlader arbejdsmarkedet, fordi de aldrig er blevet spurgt, om de vil blive.

Desuden kan en løbende dialog mellem ledelse og seniorer om fremtiden også være med til at understøtte, at en eventuel indsats for at få dem til at tage et eller flere år ekstra på arbejdsmarkedet udformes efter den enkeltes behov. Indsatser kan for eksempel bestå i efteruddannelse, nedsat arbejdstid eller øget fleksibilitet.

Et følsomt emne

Videnscenteret har bevist valgt ikke at definere, hvor gammel en senior er. Det forklarer Mona Larsen med, at det ikke er forskningen, det skal definere, hvornår man som medarbejder er i den sidste del af arbejdslivet.

”Det er område, som vækker mange følelser, fordi vores arbejde er en stor del af vores identitet, men det er vigtigt, vi som samfund tør tage snakken om de sidste år af arbejdslivet. Forhåbentlig kan vores viden være med til at understøtte samtalen og i sidste ende bidrage til, at endnu flere får et godt og langt arbejdsliv.”