Lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap kan ikke stå alene

I Danmark har vi siden 2018 haft 'lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap'. Formålet med loven er at give mennesker med handicap juridisk beskyttelse mod forskelsbehandling uden for arbejdsmarkedet, for eksempel i kultur og fritidslivet, på uddannelsesområdet eller i transportsammenhæng.

Evalueringen af loven viser, at der er et begrænset kendskab til loven blandt både borgere med handicap og pårørende, men også blandt kommunale aktører og fagpersoner med tæt berøring til mennesker med handicap er kendskabet begrænset.

”De fleste er dog klar over, at diskrimination på grund handicap ikke er lovligt, og at vi i Danmark er forpligtet til at efterleve FN’s handicapkonvention. Men folk mangler konkret vidne om, hvad det indebærer, at vi har en handicapforskelsbehandlingslov, og hvordan vi kan navigere efter den,” siger Pernille Skovbo, chefanalytiker i VIVE.

Lokal håndtering kan være en god vej at gå

De borgere, der har gjort brug af loven, har oplevet det som ressourcekrævende at klage, og sagsbehandlingstiden er lang og varer i gennemsnit over et år. Evalueringen viser derfor, at lokal håndtering kan være at foretrække.

”En handicapforening kan eksempelvis hjælpe en borger med at tage kontakt til en café, restaurant eller butik, hvor borgeren har oplevet forskelsbehandling, for eksempel ved at blive uretmæssigt afvist ved indgangen på grund af en kørestol eller en service- eller førerhund,” forklarer Pernille Skovbo.

Sager med lokal håndtering er i de fleste tilfælde endt med et positivt udfald for begge parter, da den uretmæssige behandling som oftest er sket på grund af manglende viden om loven.

Lov kan ikke stå alene

Evalueringen viser også, at loven om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap ikke kan stå alene, og at borgere med handicap fortsat mødes af fordomme og manglende lige adgang.  

 ”Loven udgør ét greb blandt mange. Den er vigtig at have, men vi må også erkende, at der skal andet og mere end lovgivning til at komme forskelsbehandlingen til livs. Der er for eksempel et stort behov for at udbrede viden og gøre op med tabuerne omkring psykisk sygdom og fysiske handicap,” siger Pernille Skovbo.

Hun påpeger, at det fortsat er vigtigt med den brede indsats, der allerede gøres på mange områder i samfundet. For det er alle steder, at mennesker med handicap kan opleve at mødes af fordomme og ikke har adgang på lige fod med andre mennesker, for eksempel i restauranter, kulturliv, offentlig transport og i kontakten med sundhedssystemet eller forvaltninger.