Dialog om dilemmaer på socialpædagogiske tilbud kan styrke fagligt fokus på borgeres egne ønsker og behov
- Socialområdet
- Sundhed Socialområdet, Sundhed
Hanne fylder sin bolig med ting. De er vigtige for hende, og hun nægter at skille sig af med dem. Medarbejderne føler en pligt til at gribe ind, fordi omfanget af ting er blevet så stort, at de frygter, at det kan få sociale, økonomiske, praktiske og sundhedsmæssige konsekvenser. Men personalet føler samtidig, at en indgriben vil være et overgreb, fordi det hverken er Hannes ønske eller behov.
Sådan lyder et virkeligt dilemma fra et botilbud i Region Sjælland, hvor VIVE har observeret og interviewet beboere, personale og ledelse om deres arbejde med selv- og medbestemmelse. Casen er et typisk eksempel på de konkurrerende hensyn, som fagprofessionelle møder i arbejdet med borgere på socialpædagogiske botilbud, men som de ansatte kan mangle et sprog for og værktøjer til at balancere og håndtere.
”Når borgere på botilbud har kognitive og verbale funktionsnedsættelser kan det være udfordrende for de ansatte at indkredse, hvad borgerens egne ønsker og behov er. Og det der yderligere komplicerer arbejdet er, at hensynet til borgerens ønsker ofte sameksisterer med andre og sommetider uforenelige faglige og institutionelle krav og hensyn. Her opstår de svære afvejninger, fordi medarbejderen skal forholde sig til en virkelighed, hvor der ikke er ét facit på, hvad der er bedst for borgeren,” siger Maya Christiane Flensborg Jensen, forsker i VIVE.
VIVEs forskning viser, at borgerens selvbestemmelse kan stå i et spændingsforhold til særligt fire andre typer mål og hensyn på botilbud: 1) borgerens sundhed og risikoprofil, 2) ressourceoptimering, 3) borgernes behov for inklusion og fællesskab samt 4) struktur- og regelmæssighed.
Spændingsforhold, som VIVE beskriver som fire typer af dilemmafyldte situationer i e-bogen ’Socialpædagogisk arbejde: Dilemmaer og muligheder’ og et dertilhørende arbejdshæfte med case-eksempler og værktøjer til studerende og ansatte på socialpædagogiske botilbud for voksne. Forskningen er finansieret af Region Sjælland.
Dialog, alternativer og kompromiser kan styrke arbejdet med selv- og medbestemmelse
Dialog mellem medarbejdere om de forskellige typer af dilemmaer, og hvordan deres egne normer og behov versus borgernes spiller ind, kan være nøglen til at styrke et fagligt fokus på selv- og medbestemmelse, viser VIVEs forskning.
”Det er vigtigt, at medarbejdere har et sprog og konkrete værktøjer til at drøfte og balancere de konkurrerende hensyn, som opstår i mødet med borgere på socialpædagogiske botilbud. Personalet kan forsøge at arbejde med fastlåste dilemmaer ved at flytte fokus fra idealet om retten til selvbestemmelse til et bredere og læringsorienteret fokus på at forstå borgerens ønsker og behov, samt at afveje sameksisterende hensyn i fællesskab med borgeren,” siger Maya Christiane Flensborg Jensen og tilføjer:
”At se, balancere og håndtere dilemmafyldte situationer afgrænser sig ikke til en læring for den enkelte medarbejder, men også en læring for den samlede organisation. Derfor er det mit håb, at e-bogen og arbejdshæftet med definitioner og konkrete værktøjer kan bidrage til at understøtte og styrke det individuelle såvel som det kollektive arbejde med selv-og medbestemmelse.”
Om forskningsprojektet
VIVEs e-bog og arbejdshæfte bygger på et litteraturstudie samt interviews, observationer og workshops med både medarbejdere, ledere og borgere på et botilbud i Region Sjælland.
Botilbuddet er et socialpædagogisk bo- og beskæftigelsestilbud til voksne med udviklingshæmning og udviklingsforstyrrelser. Tilbuddet består af flere bo-enheder med hver 4-12 voksne beboere, der enten modtager støtte i henhold til service-lovens §85, §105, §107 eller §108.
Forskningen er finansieret af Region Sjælland.