Danmark kan lære meget af Norges tilgang til rehabilitering i ældreplejen

En række reformer har det seneste årti forandret ældreplejen i såvel Danmark som Norge. Samtidig har kommunerne ansvar for plejen af et stigende antal skrøbelige ældre og har derfor fokus på at reducere omkostningerne til pleje og omsorg.

Hverdagsrehabilitering af ældre er blevet et centralt element i begge lande, der kan bidrage til målet om at blive længst muligt i eget hjem. Men hvor den kommunale hjemmepleje i Danmark er bundet op på en stærk lovregulering, er det i langt højere grad op til de enkelte kommuner i Norge, hvordan de vil forvalte området.

For eksempel er danske kommuner pålagt at tilbyde hverdagsrehabilitering, som ifølge lovgivningen har det klare formål at mindske behovet for hjemmepleje. Og rehabiliteringen kan alene tilbydes til ældre, der er i målgruppen for hjemmepleje.

I Norge var formålet med at indføre hverdagsrehabilitering at undgå dyre (gen)indlæggelser. Også her er fokus på fysisk funktion og øget selvhjulpenhed. Men indsatsen tager langt mere udgangspunkt i den enkelte borgers behov, og kommunerne bestemmer selv målgruppen. De forskellige rammevilkår har afgørende betydning for, hvilket udbytte man har af indsatsen i de to lande.

”Hverdagsrehabiliteringen i Norge har meget mere karakter af forebyggelse og kan øge livskvaliteten hos en bredere vifte af borgere, netop fordi kommunerne selv kan bestemme, hvem de vil tilbyde rehabilitering,” siger Lea Graff, senioranalytiker i VIVE.

Større udbytte af den norske indsats

Sammen med ni andre danske og norske forskere har Lea Graff gennemført forskningsprojektet CONTEXT, som ved hjælp af blandt andet feltstudier i fire norske og danske kommuner sammenligner ældreplejen i Norge og Danmark. Lige nu færdiggør Lea Graff sin ph.d. på baggrund af den indsamlede viden i projektet. Og selvom der er mange ligheder mellem de to lande, er der afgørende forskelle.

”Både i forhold til forebyggelse, borgerens motivation og udbytte af indsatsen kan den norske rehabilitering i langt højere grad udnytte sit potentiale, end den danske model kan,” siger Lea Graff.

Ældre, der ikke har behov for hjemmepleje, men for eksempel vil have gavn af at styrke mobiliteten, så de selv kan komme rundt i lokalsamfundet, kan også være en del af målgruppen i Norge. Og fordi den norske indsats ikke kun handler om at reducere hjemmepleje, kan forløbene i langt højere grad tilrettelægges ud fra personlig motivation.

Omvendt står det helt centralt i den danske indsats, at rehabilitering som udgangspunkt kun vedrører den type hjælp, som leveres af hjemmeplejen. Hvis borgeren har andre behov som eksempelvis at genvinde evnen til at tage bussen eller stå ved komfuret, kan kommunen ikke nødvendigvis tilbyde en passende indsats. Dermed fortaber borgerens egne behov og motivation sig let.

”Hvis lovgivningen åbnede for en bredere målgruppe, kunne kommunerne vælge at fokusere stærkere på den enkeltes motivation og behov end på at reducere plejebehov. Det ville give rehabiliteringen et langt større potentiale,” siger Lea Graff og tilføjer:

”Der er en risiko for, at lovreguleringen herhjemme gør hverdagsrehabilitering til en standardiseret aktiveringsforanstaltning, som forpasser chancen for faktisk at styrke ældre borgere til at blive længere i eget hjem.”

Klemt mellem mål og faglig vurdering

Den måde, den danske rehabilitering er struktureret på, risikerer at føre til et forrået syn på borgeren som en, der pinedød skal rehabiliteres hurtigst muligt – uagtet borgerens egne ønsker og behov, advarer Lea Graff og nævner et par eksempler fra observationerne i forskningsprojektet.

Eksempelvis den ældre mand med adskillige lidelser, der ønskede at få hjælp til bad, fordi han var bange for at falde, og hvor personalet kun måtte instruere ham, men ikke hjælpe ham fysisk med badet.

Eller den 85-årige kvinde, der lige var udskrevet efter et længere hospitalsophold og straks skulle i gang med rehabilitering i stedet for at få den fred og ro, hun havde brug for til at komme sig.

Det stillede ofte plejepersonalet i et dilemma, hvor de følte, de var nødt til at presse borgeren for hårdt for at leve op til ledelsens mål – selvom deres faglige vurdering i det konkrete tilfælde var, at borgeren ville komme sig langt hurtigere efter indlæggelsen ”med et par ugers kærlig omsorg og pleje”, som to SOSU-hjælpere formulerede det.

”De stramme lovkrav herhjemme om at arbejde rehabiliterende – der samtidig reducerer mulighederne for at tilpasse indsatsen til borgerens behov – øger presset på både medarbejdere og borgere. Samtidig er det forebyggende potentiale i hverdagsrehabilitering forspildt. Her kunne vi virkelig lære noget af Norge,” siger Lea Graf.

Denne artikel er en del af VIVE-Magasin nr. 3, 2024. Temaet er Ældrevelfærd.