Unge oplever ensomhed i fællesskaber
- Børn, unge og familie
- Socialområdet Børn, unge og familie, Socialområdet
Hvis man tror, at ensomme unge sidder mutters alene på deres værelsetuden nogen at snakke med, så er det tid til at revidere billedet af ensomhed. For mange unge oplever at føle sig ensomme, når de er sammen med jævnaldrende i både skolen og fritiden.
Det er en af hovedkonklusionerne i en ny undersøgelse, som bygger på interviews med unge, der har oplevet ensomhed op gennem barn- og ungdommen. Undersøgelsen er gennemført for Mary Fonden og Ebbefos Fonden.
”De unge fortæller, hvordan de ikke rigtig føler, at de passer ind i deres omgivelser. De kan være sammen med andre unge, men uden rigtig at føle sig set og hørt,” forklarer Nichlas Permin Berger, seniorforsker i VIVE.
Han er overrasket over, hvordan de unges tidlige erindringer om ensomhed, som måske stammer helt tilbage fra børnehaven eller starten af skoletiden, sætter spor i de unge op til voksenlivet.
Livsændrende begivenheder kan udløse ensomhed
Et gennemgående træk i mange af de unges fortællinger er, at ensomheden opstår eller bliver forstærket, når der sker grundlæggende forandringer i deres liv. Skoleskift, længere sygdomsperioder eller forældres skilsmisse kan for eksempel udløse indre uro og usikkerhed hos de unge, som fører til ensomhed.
”Enkelte begivenheder i de unges liv kan have enormt stor betydning for deres oplevelse af ensomhed. Det er især i skiftende kontekster, hvor de unge for alvor bliver konfronteret med deres rolle i sociale sammenhænge, at ensomheden opstår,” siger Nichlas Permin Berger.
Nogle af de unges fortællinger viser dog også, at for eksempel et skoleskift i nogle tilfælde kan hjælpe de unge ud af ensomheden, da de nye sammenhænge giver de unge mulighed for at definere sig selv på ny.