Stort forbrug af vikarer tærer på sundhedspersonales trivsel
- Sundhed
- Ældre
- Økonomi og styring Sundhed, Ældre, Økonomi og styring
Brugen af vikarer fra private vikarbureauer på sundheds- og ældreområdet skal nedbringes drastisk. Det er et ønske, der står højt på politikernes dagsorden.
Især sygefravær og mangel på personale skyder forbruget af vikarer – og dermed udgifterne – i vejret. Det viser en ny rapport fra VIVE, der fokuserer på hospitaler og ældrepleje.
Vikarer skal dække hullerne i vagtplanerne for at undgå at overbelaste det faste personale og for at sikre at borgere og patienter får den pleje, de har brug for.
Men forbruget af vikarer kan omvendt belaste trivslen blandt de fastansatte, som skal bruge uforholdsmæssigt mange ressourcer på introduktion og opfølgning på vikarernes arbejde. Samtidig kan kvaliteten af plejen blive belastet af brugen af mange forskellige vikarer, fordi det modarbejder kontinuiteten i plejen og kendskabet til borgere og patienter.
”Det er jo lidt et paradoks, at brugen af eksterne vikarer faktisk kan udgøre en belastning frem for den aflastning, de er tiltænkt at være. Derfor er der – ud over de åbenlyse udgifter – også skjulte omkostninger forbundet med et højt forbrug af vikarer,” siger senioranalytiker Emmy Hjort-Enemark Topholm, der er hovedforfatter til rapporten.
Hun understreger, at der heldigvis er gode erfaringer i både kommuner og regioner med at bruge pengene smartere og steder, som har succes med at reducere et højt vikarbrug – også steder med rekrutteringsudfordringer.
Emmy Hjort-Enemark Topholm peger for eksempel på bedre planlægning, fleksibel tilrettelæggelse af arbejdet og faste afløsere som midler til at øge fleksibiliteten og arbejdsudbuddet i den enkelte enhed. Hvis medarbejderne har indflydelse på vagtplanlægningen, på tilrettelæggelsen af arbejdet og bliver honoreret for at overarbejde, så bliver de mere villige til at udvise den nødvendige fleksibilitet.
”Ifølge vores interviewpersoner er der dog brug for, at arbejdspladserne på hospitals- og ældreområdet kan tilbyde mere fleksibilitet i ansættelserne, end de kan i dag, hvis de skal tiltrække og fastholde tilstrækkeligt med sygeplejersker og social- og sundhedsmedarbejdere både nu og i fremtiden,” siger Emmy Hjort-Enemark Topholm.
I rapporten lyder det netop fra de eksterne vikarer selv, at det er mere frihed, større indflydelse på arbejdslivet og højere løn, der trækker ved vikararbejdet, og som et job i kommuner eller regioner ikke kan tilbyde. Vikarerne giver til gengæld køb på sikkerhed i ansættelsen, ligesom det kan være fagligt utilfredsstillende ikke at have tilstrækkelig kontinuitet i forløbet med patienter og borgere.
Om rapporten
Den samlede undersøgelse består af tre dele:
Del 1 kortlægger via en survey udviklingen i kommunernes udgifter til eksterne vikarer på ældreområdet (sygepleje, hjemmepleje og plejeboligområdet) i perioden 2018-2022.
Del 2 bygger på interviews med ledere og medarbejdere på hospitaler (med fokus på sygeplejersker) samt hjemmepleje og plejehjem (med fokus på social- og sundhedsmedarbejdere og beskriver årsager til og konsekvenser af brugen af eksterne vikarer.
Del 3 bygger på interviews med eksterne vikarer og deres syn på fordele og ulemper ved vikarjobbet.